Kom nu ud af den sky!
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 3. februar 2006
I forrige uge gav Weekendavisen en spalteplads til en eller anden piberygende fætter, der udpulsede en fæl sky af koksgrå synspunkter om den rygeforbudssnak, der omsider er begyndt at simre i de danske kroge. Den stakkels mand følte sig forfulgt. Også den gode Kim Larsen fik for nylig en hel forside på Ekstrabladet, fordi han som ryger mente, at han var udsat for en veritabl hetz, når omgivelserne formastede sig til at forstyrre tågerne med et forsigtigt host.
Jeg kan næsten ikke få luft. Og det er ikke bare på grund af tobakstågerne og det sure, nikotingule indeklima, der siver ud mellem linierne. Nej, først og fremmest er det på grund af den ublut reaktionære og helt vildt gammeldags holden-på-sin-ret-attitude, som desværre er typisk dansk. Det er holdninger, der oser langt væk af kommunekontor og visne bregner, og “det er fandme for dårligt, du, at man nu ikke ka’ ha’ sine smøger i fred længere”. Fyren i Weekendavisen stillede sig sågar også kritisk an til, om det nu også var så usundt og gik så vidt som at kalde undersøgelserne om de sundhedsrisici, som er åbenbare for enhver, for “påstande”.
Når aviserne indimellem finder på at lave en rask rundspørge blandt forskellige politikere, for at finde ud af om vi ikke snart er klar til det forbud, finder man altid samme svar: Det ligger ikke til Danmark med den slags. Det skal selvfølgelig give indtryk af, at vi i Danmark er åh så frihedselskende og at man da her på vores selvfede grønne plet selv må vælge, om man vil ryge eller rejse, og at der ikke skal være nogen andre der skal bestemme, hvad vi må og ikke må. I samme åndedrag bliver det altid nævnt, at ikke-rygere skal tage hensyn til rygere. Det er næsten ikke til at være her for islandsk sweater og håndbajer. Jeg tænker: Vi må være kommet videre her i vores del af verden end Huset på Christianshavn.
For nedenunder argumentet ligger selvfølgelig den dér reaktionære og indeklemte fremskridtsangst, som er så kendetegnende for Danmark. Misforstå mig ikke. Jeg er komplet ligeglad med om folk ryger eller lader være. Det skal selvfølgelig være lovligt for dem, der har lyst til det. Men det er en privat sag, og lige præcis rygning angår andre mennesker i samme øjeblik, det foregår i et offentligt rum. Altså må det holdes uden for offentlige rum, for her er der ikke længere noget valg, for dem der ellers vælger ikke at ryge. I den henseende er det såmænd væsentligt mere næstekærligt at være stiknarkoman. Tænk hvis det ved en anden historisk tilfældighed var blevet almindeligt udbredt at gå og sprøjte om sig med gift for hyggens skyld. Og hvis nogen sagde “hey, det er ikke så rart”, og at man så fik svaret “hey det er jo frihed for pokker. Tag nu lidt hensyn”.
Hvornår finder politikerne ud af, at der ikke er noget som helst ærefuldt ved at forfægte friheden til at blokere andre menneskers luftveje?