Klosternyt
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 26. maj 2006
I hele maj måned har jeg forskanset mig fra en evigt påtrængende verden i et kloster i Italien. Her sidder jeg med en håndfuld andre danskere – en billedkunstner, en musiker, to arkitekter, en editionsfilolog, en polarforsker, en journalist, to psykologer og en præst. Vi sidder inde i hver vores celle og skriver og tænker og klør os i håret med sirligt udstrakte pegefingre. Og somme tider hænder det også, at vi kaster et distret blik ud af vinduet for at se, om der sker noget ude i verden. “Det gør der ikke,” konstaterede billedkunstneren blandt os tørt forleden. Han brugte endda en kikkert.
Nu er murene på stedet ret tykke, så det burde være begrænset, hvad der slap ind af nyt. Alligevel bliver der hver dag afleveret et foruroligende tykt bundt aviser til klosteret, formodentligt af et pligtopfyldende æsel, der bliver herset op ad de stejle, smalle stentrapper, som fører herop fra dalen. Før jeg tog af sted derhjemmefra, forestillede jeg mig i min grænseløse naivitet, at der ville være nogen iblandt os, som ville udvise et minimum af interesse for, hvad der foregik, og at der indimellem ville blive åbnet en avis. Intet kunne være mere forkert. Aviserne ligger oppe i biblioteket i sirlige bunker og ubrudt plastik. Der er ingen, der kunne drømme om at røre dem med en ildtang.
Og jeg troede ellers kun, det var mig, der havde en indbygget modstand mod de såkaldte nyheder og alt det, som aviser og andre nyhedstjenester hele tiden forsøger at bilde os ind ‘sker’ i verden, og som gør, at vi dagligt ser os nødsaget til at bruge mindst tredive minutter af vores tid på at få tryksværte på fingrene fra morgenstunden - og om aftenen en hel time på at se identiske nyhedsudsendelser på DR1 og TV2. Min umiddelbare indstilling er: Hvorfor bruge en halv time til halvanden dagligt på noget, som er forældet i morgen? I stedet har jeg forsøgt at bruge den tilsvarende tid på at læse de gamle myter og andre skrifter, som ikke har så hastig en udløbsdato. Eller som amerikansk litteraturs stamfader, Thoreau, sagde: Har man først fattet princippet, behøver man ikke læse om myriader af enkelttilfælde. Har man én gang læst om en ko, der er blevet kørt over ved en jernbanestrækning, behøver man ikke læse om flere.
Derfor burde det heller ikke være spor svært at orientere sig, blot fordi man er muret inde i et kloster.
For eksempel behøver jeg ikke åbne en avis for at gætte mig til de højder og lavder, Høgh-steriet må have nået i løbet af den forløbne måned. Selv uden superhørelse kan jeg næsten høre, hvor meget og hvor inderligt Weekendavisens anmelder Bent Bukdahl må hade sådan en bog, der har noget så farligt (gætter jeg mig til) som indhold og (hvad der næsten er værre) spiritualitet på tapetet! Og selvom murene her er metertykke og klosteret ligger ret højt (og selvom jeg ikke er i besiddelse af en super-lugtesans), kan jeg alligevel lugte, hvordan den alvorsforskrækkede og bukserystende Bent Bukdahl må have tisset i sine korte bukser af skræk over at støde på noget, som lå ud over hans mælkekartonsforstand. Alt dette være sagt uden at have læst bogen og uden at have rørt ved en avis, alene fordi jeg kender principperne til bevidstløshed, og hvoraf det væsentligste måske er, at Høgh sværmer for erkendelsens grænser, og at Bukdahl ikke går ind for erkendelse. Men næstvigtigst må være, at Høgh ikke er Bukdahls gode, personlige ven.
Moralen må være den, at man trygt kan drage i kloster. Man går ikke glip af noget. (Man kan jo tage en god bog med). (Man kan jo proppe vat i ørerne).