Kirsebær med de store
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 19. august 2010
Forleden var der et program i radioen om supermarkedernes udspekulerethed. I programmet var der en mand, der fortalte, nøjagtig hvordan de får mig til at købe kirsebær, selvom jeg overhovedet ikke har tænkt mig at købe kirsebær. Faktisk foretrækker jeg brombær, men supermarkedskæden skal nok sørge for, at jeg kommer hjem med kirsebær, for det er lørdag og kirsebærene holder ikke til på mandag. Det er nu eller aldrig: De skal sælges i dag. Et hold af Pentagon-værdige strateger har lavet nøjagtige beregninger og er kommet frem til, at kirsebærene skal stå til højre og ikke venstre, hvis jeg skal købe dem (jeg er højrehåndet). Hvis ikke det er nok til at stimulere min købelyst, at jeg nærmest ikke kan komme ind i butikken uden at vælte en bakke over i min kurv, så er kirsebærsduften, som cirkulerer via udluftningsanlægget i frugtafdelingen, det nok. Jeg bevæger mig igennem supermarkedet som en marijonet. Jeg køber kirsebær med hovedet under armen.
Cirka to gange om måneden opdager jeg, at selvsamme supermarkedskæde – kæden som har råd til at have Pentagon-værdige strateger ansat, glemmer at give mig rabatten for tilbudene. Processen med at få pengene igen er så lang og ydmygende, at jeg sommetider opgiver. En tilfældighed?
Hm. For nogle år siden ringede jeg til supermarkedskædens hovedkontor og fik at vide, at de koder kasseapparaterne fra centralt hold. Jeg forestiller mig en mand i blå kedeldragt og med værktøjskasse, supermarkedets Mario, komme ind og kode maskinen på Moderskibet. 24 timer senere reagerer samtlige kasseapparater i det ganske land. Ching-ching, rabatten er trukket. Der er blot den hage, at supermarkedskæden ofte helt glemmer at få Mario til at kode maskinen. Så ofte at det ligner systematik. Eller har de bare alt for travlt med at regne ud, hvordan de får mig til at købe kirsebær, til at huske det bagatelagtige mellemværende med rabatten?
Men når det bagatelagtige beløb ganges op med alle dem, der køber kirsebær (og tandpasta og æg og pålægschokolade og…og), ikke bare i min butik, men i alle landets butikker – på årsplan! – så er det lige pludselig ikke så bagatelagtigt længere. Et millionbeløb af glemte rabatter. Tilfælde? Sjusk eller udspekulerethed? Det må klogere hoveder end jeg afgøre. Nu skal jeg hjem og spise kirsebær.