Kampen mod telefonbæstet
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 21/2008
Hjemme hos os hærger et uhyggeligt dyr. Jeg er ganske ræd for det, fordi det er så lunefuldt og altdominerende på en skjult og subtil måde. Nu jeg tænker over det, er det sikkert lidt som at være i familie med en alkoholiker. Meget af tiden lader bæstet som om, det slet ikke er der. Der kan gå dage, hvor det overhovedet ikke gør noget væsen af sig. Op til et punkt, hvor man næsten er på nippet til at tilgive det for fortidens synder, fordi man ganske enkelt har glemt dem. Bæstet har man for så vidt også helt glemt. Indtil det begynder at hvæse. Nej skrige. Altid på det allermest ubelejlige tidspunkt; det er regelen.
For mit vedkommende er det allermest ubelejligt, når jeg sidder fordybet i skriveriet. Mine tanker følger måske en astronaut, som samler sten på månen, de er vitterlig så lang væk, de overhovedet kan komme, behageligt fortabt og forgabt i det sorte himmelrum … og så begynder metaldyret i hjørnet på sit sindssyge skrigeri. I den anden ende findes nogen, som ‘bare lige vil snakke’ eller ‘bare lige vil sige dette eller hint’. Effekten er lidt som at åbne vinduet under en orkan og få lidt frisk luft ind, mens man sidder og bygger et korthus. Pist væk er det hele. Jeg er tilbage på jorden igen, og det er ingen blød landing. Bagefter er der uendeligt langt derud igen.
På et tidspunkt havde bæstet endda sit eget bæst i form af en optagemaskine, sådan at vi altid vidste, hvis det havde skreget, når ikke vi var hjemme til at høre det. Det første jeg gjorde, når jeg kom hjem var, at høre hvor mange gange dyret havde stået og pebet for døve øren. Men vi har for længst skilt os af med optagemaskinen. Mest fordi folk ikke var spor blege for at lægge beskeder på den. Især var det beskeder af slagsen: ‘vil du ikke godt ringe tilbage til mig straks’ – beskeder som gav ondt i maven af skyld og andre brune fornemmelser, fik os til at skille os af med den. Det var allesammen beskeder som bare nærede bæstet og som ville få lignende metaldyr til at skrige skingert rundt omkring i landet. En slags sammensværgelse. Nej, det har heldigvis fået en ende.
Kampen mod telefonbæstet har været årelang. Min hjerne kan ikke forstå et apparat, hvor vildt fremmede menneskers stemmer kan risikere at komme ud i flæng med min egen mors. Man ved aldrig, hvilke stemmer dyret taler med. Eller for den sags skyld hvad det vil mig. Værst er det naturligvis, hvis dyret ‘bare vil snakke’. Så kræver det at man enten er uhøflig eller stavnsbundet i timevis. Det føles bare mærkeligt at sidde og plapre ud i den blå luft. Man kan selvfølgelig få sig et mobil dyr, hvad jeg også efterhånden har fået. Her er forskellen, at man kan gå rundt og plapre ud i den blå luft, som om man er på spadseretur med et usynligt spøgelse. Og imens jeg således plaprer rundt som en skør, kan jeg lige så tydeligt mærke hjernesvulsterne piple frem på indersiden af hjerneskallen.
For ikke at tale om selv at bruge bæstet. At prikke på apparatets knapper og på den måde sørge for at min stemme ryger direkte ind i øret på et vildtfremmed – og muligvis for ens fremtid yderst betydningsfuldt – menneske har givet anledning til mange klamme håndflader hos undertegnede gennem tiden. Så er det bare om at mønstre en rolig vejrtrækning og slå koldt vand i blodet. Ikke noget med at hikke eller kaste op midt i det hele. Det er ganske enkelt grænseoverskridende. Nej, der er noget ved hele konstruktionen, som er kontra-intuitiv og som min hjerne ikke kan forstå. Jeg duer bare ikke til det.
Kampen slutter nok aldrig. Og telefonbæstet vinder alligevel hver gang, alene fordi det bare sidder dér og stirrer med sine døde knapøjne og kan finde på at give sig til at skrige metalisk hvert sekund det skal være.
2008< tilbage til klummer 2008