Kammertonen, tak!
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 23. december 2005
I den forløbne uge var jeg med til at skrive under på en udtalelse, der bakkede de 12 forfattere op, som var trætte af omgangstonen i den danske indvandrerdebat. Pia Kjærsgaard havde nemlig udtalt noget i retning af: “Nå, er de kun tolv? For nogle år siden kunne de fylde en hel avisside”. Og det gjorde vi så. Mit gæt er, at også hvis vi griber uden for forfatternes rækker vil der være rigtig mange andre, der er trætte af tonen. Jeg venter blot at se helsider fra smørrebrødsjomfruer, brandmænd, gøglere og andet godtfolk. Forfatterne var blot de første tolv, der sagde fra.
Men jeg må også gribe i egen barm. Jeg har nemlig store vanskeligheder ved at holde tungen lige og velopdragent i munden, når desintegrationsminister Rikke Hvilshøj melder sig på min indre nethinde. Visse andre har samme kedelige effekt på mit modersmål, Jesper Langballe f.eks, men jeg skal alligevel gøre mig umage og se, om ikke det skulle kunne lykkes mig at tale nogenlunde ordentligt - om ikke andet i løbet af de næste trehundredeoghalvtreds ord.
Her i ugen kom Rikke Hvilshøj nemlig med et rigtig godt og kreativt forslag – ja, jeg vil gå så langt som at kalde det et forsøg på at komme en form for integration nærmere. Hun foreslog, at forfatterene skulle tage og yde noget lektiehjælp til unge tosprogede.
Og det kan jeg da sagtens se bliver nødvendigt, hvis de af vores medborgere, som i sagens desintegrerede natur er mindre skarpt kørende på de danske adjektiver, skal kunne klare sig i indvandrerdebaten her til lands. Jeg er sikker på, at jeg sagtens kan finde et par stykker, som jeg gerne vil lære fra mig til interesserede nydanskere.
I det hele taget er lektiehjælp ikke nogen dårlig idé. Men hvorfor begrænse sig til, at det kun er forfattere, der skal yde lektiehjælp? Så vidt jeg ved er der omkring trehundrede forfattere i Danmark, og hvis alle dem, der har brug for det, skal have lektiehjælp, har vi brug for nogle flere forfattere. Ikke mindst, hvis der også skal skrives et par bøger i ny og næ. Så det, jeg tænker mig, er, at man burde udvide konceptet til også at indbefatte smørrebrødsjomfruer (de er helt sikkert bedre til at regne end forfattere er), brandmænd (helt sikkert bedre forbilleder), gøglere (klart sjovere), og andet godtfolk. Godtfolk kunne i mine øjne også indbefatte integrationsministre.
Faktisk tror jeg, at vi alle har noget at byde på, hvis vi tager os sammen og gør os lidt umage.
Det er derfor, jeg er så vild med Rikke Hvilshøjs forslag. For hvis man møder folk på tomandshånd på den måde, som hun foreslår, er man ude over generaliseringsfaldgruben. Man kunne gøre det til en – ja, integreret del af det, at være dansk statsborger. At man simpelthen forpligter sig til klemme langballerne sammen og agere en slags rollemodel og praktisk vejleder for en nydansker i en given periode og i et givent omfang. Lidt som en værnepligt for alle.