Jeg tænker kun på Flemming Rose
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 17. februar 2006.
Jeg er besat af Flemming Rose. I de sidste fjorten dage har jeg gået rundt om mig selv i forsøget på at finde på noget andet at skrive om end Jyllandspostens kulturredaktør. Jeg er pinligt bevidst om, at vi er ved at have talt os godt hæse og trætte om Muhammedtegningerne, og at vi snart må se at komme videre og finde på noget andet at snakke om. Nu er han sendt på ferie, og vi andre kunne ærlig talt også godt snart trænge til én. Der er bare det, at jeg ikke kan få Flemming Rose ud af mit hovede. Så undskyld, men jeg kan ikke lade være; jeg er som besat.
I forrige uge gik besættelsen på, hvad stemmerne inde i hans hovede sagde til ham. Især når han skulle til at sove om natten. Jeg tænkte ikke på andet. Så var det, at stemmerne tilsyneladende opfordrede ham til at gå på CNN med en håndfuld forhånende Holocaust-tegninger, og jeg sad som alle andre mennesker i verden og så ham krakelere for åben skærm. Jeg var vidne til det rene skære vanvid for fuldt blus, og dagen efter blev han sendt på ferie og var pludselig pist væk. Der er bare det, at billederne af hans lysende vanvid bliver ved og ved med at spilles inde i mit hovede. Ikke mindst når jeg skal til at sove om natten. De har måske samme overvældende virkning på mig, som Muhammedtegningerne har haft på en hel del mennesker her i verden.
Det, jeg så i fjernsynet, er det mest uhyggelige, jeg nogensinde har været vidne til. Det gyser stadig i mig, når jeg tænker på det.
Normalt er folk jo selv herrer over, om de vil lade andre mennesker kigge ind igennem deres sprække. Det er sådan noget, man lader sine nærmeste gøre – ens venner og ens familie, og det hører skam med til at være menneske. Men her var en mand, hvis sprække stod på vid gab, uden at han vidste det selv, og imens sad verdenssamfundet og kiggede på. Jeg så, hvordan han svingede sin ytringsfrihedsfundamentalistiske pegefinger som en Ayatollah med sært lysende øjne.
Han kan ikke have fået meget søvn i de dage, og jeg tænkte på, hvordan der var i det lille gap mellem vågen tilstand og søvn, dér hvor vores individualitet ligesom ophæves før vi går over i søvnen, og hvor der helst skal være fredfyldt. Men på CNN kunne man se, hvordan han stædigt holdt fast, og jeg forestillede mig, at det var stemmerne der havde overbevist ham om at blive ved med at køre ud af samme fatale spor, at forhåne nye grupper for at undgå den stilhed, der ville følge, hvis han i stedet havde rettet op på den første fejl. Det er historien om hvor galt det kan gå for et menneske, når det bliver besat af en idé i en sådan grad, at den kommer til at stå højere end alt andet, højere end andre mennesker og til syvende og sidst også højere end vedkommende selv. Ellers ville man give slip på sin idé længe før man selv faldt fra hinanden.
Nu tænker jeg kun på, hvor Flemming Rose er på ferie. Om der måske findes en særlig institutionaliseret feriekoloni for offentlige personer der på forskellig vis har fortabt sig i en idé, mistet virkelighedsfornemmelsen og er krakeleret. Om Flemming Rose sidder et sted i et sommerhus og spiller Trivial Pursuit med Søren Ventegodt, Rasmus Trads, Peter Brixtofte og måske også Penislægen. Og så tænker jeg selvfølgelig på, hvad der bliver talt om rundt om bordet, og om Penislægen og de andre er blevet trætte af at høre Flemming Rose ytre sig.