Jeg har ikke nogen blog
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 13. okt 2006
Jeg er såvidt jeg ved det sidste menneske i Danmark, der ikke har nogen blog. Udover min gudmor, som lige er blevet halvfems, og så et par andre, som jeg ikke kender - fordi de ikke har nogen blog.
At alle har én, kan jeg konstatere efter en hurtig rundbrowsning. Der er Sille (har godtnok læst at det der med kønsbehåring er så yesterday), som alle nyhedsmedier i øjeblikket beskæftiger sig med. Der er Tina (det fik først ende da manden kom i tanker om at vi havde noget børnepanodil), og så er der Tuznelda (Malou er i god behold og kommer hjem i morgen). Lasse (advarsel: tankerne på denne blog er fremfor alt “ufærdige”) har en blog. Jo, hele verdens indre monolog ligger til fri beskuelse på nettet.
Firmaer har blogs. Det nye er at nedlægge sine old school hjemmesider og istedet oprette en blog, der giver indtryk af give adgang til de ansattes rå tanker. De er udgør trods alt farsen i firmafrikadellen, og bloggen viser bare verden noget om hvor fede og flade de er firmaet, og at det skam ingen rolle spiller, hvem der har kasketten på og sidder med lønchecken. Og demokratisk er det først og fremmest, for chefen får slet ikke lov til at redigere i noget af det, der skrives, lyder det gladt. Jeg tænker: mon ikke varmeregningen og den kommende løncheck har en lille redaktionel finger med i spillet, når disse blogs forfattes? Skøjter man igennem dem, ser man helt nye sider af fænomenet Flid, Fedt & Snyd. Medarbejderne nærmest kappes om at være firmafedest, de forfattes gratis uden reklamebureauers bekostelige mellemkomst - og kunder har en renskuret fornemmelse af at kigge lige ind i hjertet af den organisation, de handler med. Firmablogs er noget af det smarteste firmaer længe har fundet på.
Nyhedsmedier har blogs. Journalisterne på TV2 har fået deres egen blog. Der er Karin Curz Madsen (En dag på arbejdet er slut), Lars Paludan-Müller (I aften er jeg på Uldum højskole) og Niels Brinck (Wow gæster). Jeg kan ikke finde ud af, om bloggen er en del af deres arbejde, om den er frivillig og om de skal bruge deres fritid på den. En blog er noget underligt intimt noget, og det virker lidt som om, at journalisterne har lidt svært ved at finde deres ben mellem proffesion og person. De er jo på arbejde. Man må konstatere, at Niels Brink (jamen du godeste den virker jo - bloggen) er væsentlig bedre til at lave tv end blog.
Begejstringen er ellers stor for alle disse blogs. Bloggen er et sandhedsvidne. Det er dybets røst; stemmen fra gaden. Det er åh så demokratisk, at alle har adgang til det trykte ord. Det er anonymt og hurtigt, og hvad ved jeg. Der er bare det, at ikke alle uformidlede tanker er værd at formidle. Der er en grund til at dagbøger i gamle dage havde lås på.
I den offentlige debat har der i de seneste par år været snakket en del om tonen. Læser man nogle af de politisk inspirerede blogs vil man se, at tonen her er mere end helt almindeligt ubehagelig. Det er ikke så få steder, hvor der fremfor at argumentere bliver lovet klaps. I bloggens verden er helt okay at skrive, at denne eller hin person fortjener et par på hovedet. Alt er tilladt (måske undtagen at veje sine argumenter). Det er en debatform, som vi ikke har haft før, og den kryber lige så stille over i den offentlige debat. Nyhedsmedier skal ikke længere lægge tingene frem; de skal sætte pis i kog. Det er blevet så yesterday lige at sunde sig, før man åbner munden.
Jeg bliver ved min notesbog. Den er der elastik om.