Jeg hader åbenbart hippe gamlinge
(orig. titel: Jeg hader åbenbart Baby Boomers)
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 29/ 2005
For noget tid siden kastede jeg mig ud i en øvelse, som stod beskrevet i sådan en fantastisk kreativitetsbog, jeg har engang har fået. Min veninde, der er videokunstner, havde haft en fest ud af at lave øvelsen, så det måtte jeg også prøve. Øvelsen gik ud på at skrive halvtreds ting man hader ned på et stykke papir.
I min naivitet tænkte jeg: “Jeg løber tør, når jeg har skrevet fem ting. Der findes da ikke halvtreds ting, jeg hader!”
“Tro mig,” sagde min veninde, “du løber ikke tør.”
Pennen skrattede til min store forbløffelse som en dansende tarantel henover papiret, uden at jeg selv havde noget med sagen at gøre. Da jeg var færdig kiggede jeg listen igennem. Efter hekseafbrændinger, pastaskruer og swingerklubber læste den halvtredsenstyvende ting på listen: Baby Boomers.
Jeg hader åbenbart baby Boomers!
Så vidt jeg ved, er der tale om generationen, der blev født lige efter krigen og frem til 1967. Men i virkeligheden er der tale om et princip – et særligt ubeskedent, selvherligt princip – som blev båret ind i verden heromkring. En hurtig søgning på Baby Boomers på nettet lokkede mig ind på et selvfedt forum med overskriften ‘Aging hipsters’. Fede gamlinge. Helt utænkeligt i min mere livs-ydmyge og duknakkede Generation X.
Det er lidt svært at sætte fingeren på, hvad det særligt hadværdige er ved denne gruppe. De er jo vildt charmerende. Man opdager næsten ikke det lidt besynderlige i, at spotlightet har stået på dem i snart tres år. Alt hvad de foretager sig, har på en eller anden måde patent på altid at være ‘det fede’ (et rigtigt Baby Boomer-ord).
Baby Boomers ville frelse verden, men har gjort den usikker for alle andre end dem selv. De har lært os, der kom efter, at man ikke kan regne med noget som helst. De bragte skilsmisser og manglende ansvarsfølelse ind i verden og kaldte det ‘frigørelse’. Siden er der ingen, der har kunnet finde ud af noget som helst.
De nærmest opfandt ungdommen og gjorde den til en værdi i sig selv. Ud med gamle dyder som at opføre sig ordentligt, sige pænt tak for mad og rede sit hår med noget som helst andet end en glaceret skinke. Og det der pjat med at sige undskyld, hvis man jokker nogen over tæerne er helt udelukket. Undskyldninger er for generationen før og efter. Baby Boomers begår ikke fejl. Se bare Bush (1946) og Fogh (1953). De ved bedre end nogen andre. Og tager de fejl, er det os andre, der har kigget forkert.
Baby Boomers bliver ligesom bare rullet afsted gennem livet på en solsbeskinnet scene, som trækkes af de helt gamle og skubbes af de unge. Vi andre har måbende kunne se til, hvordan ‘den bedste alder’ ligesom bare ruller med. Da de var i 30’erne var ungdommen ikke længere så hip. Der blev det smart at være 30. Så blev 40 det fede. Det helt nye var, at Isabella Roselini (1952) stadig var Lancomes ansigt. Nu hvor de er i 50’erne har de sørget for, at rynker og gråt hår ligepludselig virkelig er sexet. Snart - meget snart - bliver det hipt at være pensionist. Jeg ved det. Jeg kan lugte det på lang afstand. Man kan bare notere sig hvordan, de der stave til power walking med største ublu selvfølgelighed har sneget sig ind i bybilledet.
Deres glæde for det materielle er heller ikke til at tage fejl af. Da de var unge (dengang hvor det var fedt at være ung) var det den marxistiske matrialisme, der var smart. Nietzsche erklærede nok Gud død, men det var Baby Boomers der forestod begravelsen. Nu (hvor det er fedt at være gammel) er Gud genopstået i form af køkkenmaskiner, golfferier og huse i sydfrankrig, hvor der er pragtfuldt og hvor alle de andre Baby Boomers holder til og søber sydfransk rødvin på de varme sommeraftener, mens det planlægger at trække sig tilbage med stil.
Gud er måske nok død. Men Baby Boomers lever. Endnu.