"Jeg elsker dig som min datter!"
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 16. september 2005
Som ludfattig forfatter er det ikke særlig tit, man får lejlighed til at køre i taxa. Men i sidste uge var jeg blevet inviteret op til Stockholm for at afholde mit Kursus I Hvordan Man Gør Hvad Som Helst Ude i Verden, og i den forbindelse ringede jeg efter en taxa. En ældre, kraftig fyr med gråt stubskæg hentede mig i en fuldkommen udbanket én af slagsen. Det var tidligt om morgenen og jeg havde knapt sat mig ind på sædet før han fortalte mig, at det var hans første dag på et nyt job. “Du er min første kunde,” sagde han glædesstrålende med arabisk accent. Jeg fortalte ham, at jeg skulle til lufthavnen. “Lufthavnen!” råbte han begejstret, “det betyder held!” Og således udråbt til skytsengel satte bilen igang.
Han virkede snakkesaglig, så jeg spurgte ham, hvor han kom fra. Men nu var han pludselig helt distræt. “Palæstina,” svarede han. “Men vent lige lidt. Jeg skal lige be’ en bøn i fire-fem minutter og så kan vi snakke, hvis du vil.” Herefter gav han sig til at småmumle for sig selv på arabisk, mens han kørte. Da han var færdig råbte han: “Jeg er en go’ muslim!”
Jeg var på dette tidspunkt allerede begyndt at ærge mig voldsomt over, at jeg ikke kører i taxa noget oftere. Aldrig før er jeg blevet bedt om at klappe i, fordi nogen lige skulle bede. Derpå råbte han: “Osama bin Laden og Saddam Hussein er ikke gode musliner!”. Han havde et temperament som en fransk vinbonde. Måske er han det sidste levende menneske i servicebranchen. Han fortalte mig, at folk ikke skulle tro, at muslimer var sådan nogle som Osama og Saddam. “Der står i Koranen, at man som muslim har pligt til at prøve at gøre andre mennesker til muslimer,” sagde han. “Men hvis ikke de vil, så er der ikke noget at gøre ved det. Så skal man stadig hjælpe dem alt, hvad man kan, og elske dem som sin søn eller sin datter.” Jeg sagde, som sandt var, at jeg synes det lød fornuftigt. “Folk tror jo, man er terrorist!” råbte han.
Hvad han ikke nåede at fortælle mig på vej til lufthavnen, er ikke værd at vide. Han fortalte om et fjernsynsprogram på Al Jezeera, som han skulle se torsdag nat. Om hans bror på Vestbredden, far til tyve børn og nyligt hjemløs efter at deres hus var blevet sprængt i luften. Undervejs fik han spurgt, hvad jeg egentlig bestilte. “Jeg er forfatter,” sagde jeg. “Så er det derfor, du er så klog,” skreg han. Mine begavede bidrag til konversationen havde bestået i “ja”, “nej” og “Jeg er helt enig”.
Da vi var nået ud til lufthavnen og jeg havde betalt, vender han sig om og siger disse ord til mig: “Jeg elsker dig som min datter!”
Behøver jeg at sige, at det blev en god dag? Jeg mener: Med den slags taxachauffører, hvem har så brug for Kurser I Hvordan Man Gør Hvad Som Helst Ude i Verden?