Ikke flere bilag, tak
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 23. maj 2008
Det er bilagstid. Selvom det med 4-6 månedlige bilag i manges øjne er et overskueligt regnskab at holde styr på, er det hvergang et mareridt at komme i tanker om, hvem det nu er, jeg har drukket mine hindbærvand med. Og så er der dét med hvilke bunker, hvilke bilag skal i, og hvad der kan trækkes fra og alt det. Hver eneste gang tænker jeg: gid jeg dog kunne give hele bunken til nogen, og så ville de bare ordne det for mig.
Man må formode, at Lars Løkke Rasmussen i sin egenskab af finansminister er én af landets travleste mænd. (Det fremgår i hvert fald af omfanget af hans taxakørsel). Og mon ikke han ligesom alle andre travle og mindre travle mennesker stikker alle sine bilag i lommen, og når han så kommer på arbejde ryger de hen i en bakke sammen med bon’erne fra Irma og Silvan? Derfor har Lars Løkke Rasmussen også folk til at hjælpe sig. Han har faktisk et helt embedsapparat, og som amtsborgmester havde han dertil et stort, dyrt revisorfirma.
Embedsmænd og revisorer burde for længst have gjort ham opmærksom på fejlene og rakt ham de forkerte bilag tilbage. Det er trods alt dem, der sidder med hans kalender og kan se, hvem han har drukket øl med og hvilke hotelregninger, der eventuelt tilhører hans eget regnskab. Der må være nogle regler, og nogen der sørger for, at de bliver overholdt. Det er pinligt for os alle sammen, at vi (såvel økonomisk som debatmæssigt) skal belemres med Lars Løkkes brug af hotelfilm med uoplyst indhold, og den pinagtighed burde embedsværket have sparet os for.
For vi mener da vel ikke alvorligt, at vores ministre, der rejser hid og did og spiser frokost med Gud og hvermand, selv skal sidde med deres bilag og skrive navne bag på dem? Der må være en bedre udnyttelse af deres skatteyderfinancierede tid. Forestiller vi os virkelig, at en mand som f.eks. Fogh selv sidder og holder regnskab med, hvem han drukket en danskvand uden citrus med, og hvornår og hvorfor han har spist en klidkiks?
Hvad man kan kritisere Lars Løkke Rasmussen for, er at han overhovedet sætter sig selv i den situation. At han har ansat nogle skingrende inkompetente mennesker til at hjælpe sig. Der er mange bedre grunde til, at Lars Løkke ikke bør blive statsminister, end at han ikke kan huske, hvem han har drukket øl med for ti år siden.