Hvad i alverden er der i vejen med for meget af det gode?
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 5. august 2005
Jeg er blevet omvendt. Måske er ordet endda frelst. Sagen er den, at indtil i søndags er fænomenet U2 gået helt hen over hovedet på mig. Det er lykkedes mig at henslæbe de sidste femogtyve år lykkeligt uvidende om, hvad det var, det hersens irske rockband gik og havde gang i. Noget foresvævede mig vist endda, at de var australiere. Det er nemt at se, at de har interesseret mig meget, meget lidt.
Det næste der sker er, at jeg bliver inviteret ind til koncerten i parken. Det bliver forlangt, at jeg sætter mig lidt ind i sagerne. Det er ikke svært – landet er jo nærmest i undtagelsestilstand på grund af den koncert. Aviserne har helt glemt at være bange for de ellers altid lurende terrortrusler og skriver kun om, hvor og med hvem U2 fester. Én af mine venner ringer til mig og hyperventilerer i telefonen, fordi Bono lige er gået forbi det bord, hvor han sad og spiste kage med sin mor inde på d’Angleterre. “Jeg fik slet ikke hans autograf!” hikker han. “Nej, men han fik jo heller ikke din,” svarer jeg surt. Det var før jeg blev omvendt.
De få avisartikler, der formåede ikke at handle om festen hos Helena, var faktisk interessante. Det begyndte at gå op for mig, at disse mennesker bruger deres karriere til at gøre verden til et bedre sted. Holy-Moly! Ikke særlig rock-og-rul-agtigt, hvilket de åbenbart også har fået på hattepulden for igennem de sidste femogtyve år. Men de er ligeglade.
Det store øjeblik indtræffer mig. Koncerten går igang og Bono skrider ud på et podie der skar sig ned mellem menneskemængden som et par arme, der stak ud fra scenen. Derfra hvor jeg sad, kunne man ikke se selve podiet, og det så derfor ud som om, at han gik på menneskehavet. På den store skærm bag scenen er de ikke blege for at skrive ting som, at man ikke må lyve og den slags. Bono stiller sig på et tidspunkt op og siger, at frugt-te er fremtidens drink. Det gjorde udfaldet. Jeg er solgt. Da jeg over to timer senere kommer ud af kirken, er jeg helt frelst.
Det kræver en vis portion hår på brystet at sige den slags ting i en verden, hvor det betragtes som værende et kunstnerisk kvalitetsstempel at opføre sig virkelig skidt. Jeg mener: Vi lever i en tid, hvor ironien stadig er den fremherskende udtryksform, og hvor man er nødsaget til at tilføje “jeg mener det” efter hvert oprigtigt udsagn. Er der noget, der er forbudt, så er det at være god. Endnu værre er det naturligvis, at være for meget af det gode. Godhed får journalister til at stå helt af. Godhed er bare ikke rigtig sexet.
Der er bare det, at godhed kører længere på literen. Det virker. Også jeg tror på en fremtid, hvor gaderne flyder med rød sodavand. Jeg mener det.