Happiness is the new black
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 18. januar 2008
Da jeg var lille troede jeg, at når modellerne ikke smilede i modebladene, skyldtes det, at de havde grimme tænder. Lidt på samme måde som når man lige havde fået klippet pandehår og følte, at man var nødt til at gå med hue resten af ugen. Så havde vi 80’erne, mutheden og Krasnapolski, og det blev tydeligt, at det dér med at vise ukontrollabel glæde var noget, der var forbeholdt børn og idioter. Smilene er noget, der på vores breddegrader kommer frem i beherskede, private sammenhænge – helst under lempeliggørelse af alkohol (se bare Torben Stenos programserie på DR).
Sidste fredag var jeg til fernisering på Charlottenborgs udstilling ‘Danskjävlar’. Jeg fulgtes med min veninde, forfatteren Dorthe Nors og min ven Svend, som er lidt af en Klods Hans, og besidder den gave at kunne få mig til at føle mig pinligt berørt på samme måde, som da jeg var fjorten år gammel og var i byen med min mor. Svend er det, som er blevet lidt af et skældsord i vores stramlæbede tid: ‘Glad!’
Charlottenborg var ikke ligefrem en scene for umådeholden entusiasme. Mennesker med hårdt manicurerede manerer, sorte brillestel og i visse tilfælde lagkagestore hatte gik rundt mellem hinanden og studerede henkastet værkerne, mens de havde travlt med at tage sig ud som endnu større værker i selv. Dorthe udpegede nogle af kunstnerne for Svend og mig. ‘Hende, der står derovre, er Cuella. Hun er én af kunstnerne.’ Svend, som ikke er så god til det med at pege med øjnene, gloede rundt, men fik til sidst øje på hende.
På vej mod i det bagerste udstillingsrum, passerede vi igennem et langt, smalt gennemgangsrum, hvor en sortklædt skare kiggede afmålt på en videoinstallation. Svend, Fleksnæs-agtigt sjoskende ind foran mængden, pegede i begejstret genkendelse op på filmen, hvor kunsteren optrådte, og råbte: ‘Neeej, se! Det er jo hende, vi lige har mødt!’ Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive udtrykket i folks ansigter andet end ved at sige: vi har svært ved at håndtere spontan glæde i offentlig sammenhæng. Men glæden er så sjov at være vidne til. Og afvæbnende – især hvis den, der har den, ikke skammer sig over den. Åh ja. Golfferier, samtalekøkkener, fladskærme, vinkældre og nu også: glæde (den spontante). Dét er det nye.
< tilbage tilbage til klummer 2008