Halløj på pissoiret

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d 11. april

Rapport fra herretoilettet før Deepak Chopra talte i Falkonercentret i forgårs. Damerne har taget over.

Bevægelsen begyndte for længe siden i koncertsammenhænge blandt berusede teenagere. Men i pænere miljøer finder kvindekønnet sig rask væk i at blive behandlet som en slags toiletmæssige andenrangsborgere. Alle ved, hvad jeg taler om her. For nylig var jeg til et arrangement i Tivolis glassal, hvor samtlige af de stedlige damer stod linet op i en komisk lang kø til salens to dametoiletter, mens herrerne defilerede forbi til deres toilet med skæve grin, først den ene vej og snart den anden vej.

Hvad snakker man så om i damernes toiletkø? Halvdelen af denne klummes læsere vil vide det. Som regel om at være en slags toiletmæssige andenrangsborgere. Og om der dog ikke findes kvindelige arkitekter. Men der kan også foregå forskellige spændende feberredninger i køen. På Århus teater så jeg for nogle uger siden en dame trække bukserne ned og stikke sig i rumpen med en kanyle. Hun var sukkersygepatient og skulle have sit insulin NU.

Før Deepak Chopra kom til landet ville pæne damer aldrig have drømt om at lave toiletmytteri á là Roskildefestival. Men udsigten til enten at tisse i bukserne eller komme for sent til at opleve Deepak tale om bevidsthed i et par funky rubinbriller, fik pludselig halen af den tyve meter lange kø til at knække af og bryde ind på herretoilettet. Pæne damer i deres bedste alder med boucléjakker og guldkæde i brillerne befandt sig pludselig på pissoir blandt tissende herrer. Måske tager jeg fejl, men de synes mig usædvanligt længe om at få tisset af, herrerne.

Hvad blev der så talt om i toiletkøen? Penismisundelse blandt andre emner. Nye damer brød konstant ind, helt kåde og kulrede af deres nyerhvervede vovemod. Det var smukt. Der blev talt om store emner som urinal retfærdighed og den slags. Herrerne inviterede damerne til at benytte kummen. En af damerne mødte pludselig en, hun kendte. Det var en af dem, der havde stået med ryggen til og forsøgt at knibe nogle dråber ud. Samtalen, der opstod, var guld værd. Gode gamle Eddie Scoller dukkede også op. Han kastede et blik på damerne og sagde: ‘Så er I selv ude om det,’ før han gik til kummen.

Sikkert er det, at toiletmytteriet har spredt sig. Efter Deepak Chopras besøg kan ingen mand længere vide sig sikker i urinalerne.


< tilbage til klummer 2008