Halløj i den gule trøje
At Mathilde Walter Clark
Metroexpress d. 20. juli
Nogle gange forestiller jeg mig, at der sidder en Stor Historiefortæller og skriver vores alle sammens små historier uden anden grund end sin egen morskab. Og måske også for at drive lidt gæk med os. For det meste er ironien uendelig stor. Som nu med vores hjemlige hyr med den gule førertrøje.
Til forhistorien hører som bekendt Bjarne Riis sejr i Tour de France for 11 år siden. Cykeleuforien herhjemme var uendelig da Bjarne cyklede henover Champs Elysee med armene strakt i vejret i den gule tekstil. Sangerinder sang sange om “Bjarne Riis i den gule trøje.” Herhjemme betød alt gult pludselig “Ørnen fra Herning.” Bjarne Riis præstation blev udødeliggjort på en kanonliste over Danmarkshistoriens største sportspræstationer.
Så kom det tåkrummende pressemøde med de snart lige så udødelige linjer: “Jeg har taget doping. Jeg har taget epo.” Bjarne Riis fik besked på værsgo at hente trøjen frem fra papkassen hjemme i garagen og aflevere den tilbage. Fuldstændigt som om det kom bag på alle, hvad der var foregået, for at han kunne få den. Nationen blev påny vist ud på følelsernes overdrev: chokbølger slog igennem landet. Avisspalterne var i sommeragurkens hellige navn præget af stor opstandelse i de følgende uger. Der var ingen ende på læserbreve fra folk, der følte sig personligt krænkede af den forhenværende bjergtrøjebærers brug af præstationsfremmende midler dér på bjerget for elleve år siden. Underlæber mimrede i takt i hele landet. Bjarne Riis blev pillet af kanon’en. Ekstra Bladet talte om et kollektivt traume. Det var som om nogen havde viftet en gul klud for vores øjne.
Historien kunne såmænd godt være endt her, men sådan leger Den Store Historiefortæller ikke. Her er det nemlig, at der virkelig sættes trumf på. Kyllingen, som han gud ved af hvilken årsag kaldes, cykler den gule trøje i hus. Vi får trøjen tilbage nærmest i selvsamme øjeblik, som Bjarne har fisket den gamle frem fra garagen derhjemme.
Hvad nu?
Mimrende underlæber er frosset i bevægelsen. Gult betyder nu: “Jeg har taget doping. Jeg har taget epo.” Ekstra Bladet får Kyllingen til at love højt og helligt, at han ikke har taget doping, fordi, som de siger, “skuffelsen vil ikke være til at bære, hvis det viser sig, at du var dopet.” Vi ved ikke om vi skal mimre eller give efter for lysten til at strække armene op i luften. Det er altsammen Bjarnes skyld, mimrer vi.
Som en sidehistorie i kappestriden om gult tekstil, findes nu tyskeren Sinkewitz, som er blevet taget i at være dopet. Og vi, som læsere af denne Store Historie, tvinges til et øjeblik at more os over den spidsfindige detalje, at en Sinkewitz naturligvis må dope sig for at komme lidt op i gear.
Hvordan historien ender, må vi vente lidt med endnu. Men jeg har på fornemmelsen, at Den Store Historiefortæller har endnu et par gode kapitler i ærmet.