Gruppedannelsen from Hell

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 13. Februar 2009

Jeg har set dokumentaren om Ny Alliance og det mindede mig om at gå på RUC. Første år. Første semester. Den såkaldte gruppedannelsesproces før man går igang med projektet. Også kendt som gruppedannelseshelvedet. Alt det mindede dokumentaren mig om. Med den forskel, selvfølgelig, at på RUC er det overstået på en uge. Og efter et semester har man noget, man kan aflevere, noget færdigt.

Anders Samuelsen viste sig at være én af dem, som ingen vil være i gruppe med efter første semester. Gitte Seberg som den, der aldrig mere gider at være i gruppe med nogen. Og Naser Khader. Med Naser Khader er det mere tricky. Jeg tror aldrig, jeg har været i gruppe med én som ham. Ikke på universitetet i hvertfald.

Gruppedannelseshelvedet foregår i små rum fordelt på en lang gang. Man suser fra lokale til lokale op og ned ad gangen for at få det hele til at gå op i en højere enhed: Konstalletionen af gruppemedlemmer, projektets indhold – og ja, den vejleder, man så vil pege på. En umulig opgave selvfølgelig. I første omgang gælder det konstellationen. Den er altafgørende, og her kan man virkelig se den subtile ondskab, som kommer til udtryk i denne delikate proces. Hvordan grupper umærkeligt opløser sig, hver gang der kommer én ind i lokalet, som man ikke ønsker i gruppen. Og umærkeligt gendannes, når vedkommende har forladt lokalet igen. Hvordan ens telefon pludselig ikke virker (der er noget med signalet, vindforholdene, søvnmønstrene). “Jeg har været til vælgermøder 24 timer i døgnet.” Al denne ålen sig.

Så bagefter finde på indhold. Først dér. Bikse et lille partiprogram sammen. Hvad med solidaritet? Vi kan godt tage ejerskab på solidaritet. Med de svageste i samfundet. Ja, hvorfor ikke – i hele verden! Solidaritet med de svageste i hele verden! Det skrives så ned. Det er en god formulering, en god start. Det skal nok blive godt, det her.

Til slut evalueringen, en vigtig RUCsk indgrediens. Det havde nok været bedst om kun Gitte og Naser havde dannet gruppe. Med Gitte som leder, selvfølgelig, Naser som vælgerguf. Ikke sige så meget. Venstremanden Anders Samuelsen kunne de passende have sendt over til Venstre. Hvilket også havde været det bedste, de kunne gøre for at splitte den borgerlige fløj. Det ved vi nu.


< tilbage til klummer 2009