Geniernes tid er forbi

Information d. 16. december 2017
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Jeg elsker Thomas Mann. Det vil sige: Jeg elsker hans forfatterskab, og det gør jeg nogenlunde lige så heftigt og uforbeholdent som Kierkegaard elskede Mozart i første del af Enten-Eller. Men jeg nærer ingen illusioner om hans person. Jeg drømmer for eksempel ikke om at han var min far. Det er velkendt at han, som så mange andre store kunstnere, var et kvart- eller halvrædselsfuldt menneske. Den nyoversatte biografi, Familien Mann, som jeg endnu har til gode, skulle vist fortælle nøjagtigt hvor træls Troldmanden kunne være. Selvmordsraten var høj blandt hans børn. Hans kone Katia styrede huset med hård hånd. Alt foregik på hans betingelser. For eksempel var hans middagslur et helligt omdrejningspunkt for alle i huset. De ringede fra Stockholm om at han havde modtaget Nobelprisen midt i luren. What to do? Skulle man vække manden, eller vente til han vågnede? Længe stod kone og børn uden for de hellige arbejdsgemakker og parlamenterede, før de besluttede sig for at sende den yngste, yndlingsbarnet Elizabeth, ind med nyheden.

Nu kan man altid diskutere genialitetsbegrebet. Genier er noget mere sjældne end dagligsproget vil gøre dem til. Shakespeare var et geni, og Mozart og Kierkegaard, men at Thomas Mann var en Stor Forfatter kan der ikke herske tvivl om. Fælles for dem alle var at de levede i tider hvor det ikke var spor mærkeligt at der stod nogen lige bagved, som nu den gode Katia, i et blodigt forklæde og med varme hænder som var parat til at glatte ud, samle skår op, ordne og regere. Der fandtes Tjenere til at tage sig af det praktiske, Kogekoner til at tage sig af føden, Vaskekoner til at rulle dugene, Sekretærer til at renskrive manuskripterne, og så fandtes der Koner (m/k, men mest k) til at tage sig af alt det øvrige. Et sådant opbud af tjenende hænder er utænkeligt nu om dage, og selv på de steder på kloden, hvor man stadig har en rem af den gamle tjenestekulturelle hud, såsom Kina og Indien, selv dér bliver det i takt med middelklassens nådesløse frembuldren for hver dag mere utænkeligt.

Hvis Gud døde i 1882,
døde "Katia" i 1980

Hvis Gud døde i 1882, døde "Katia" i 1980. I dag forventes den Store Forfatter — og selvfølgelig også den Store Komponist og Maler og Digter-Filosof — selv at vaske sine egne underbukser og tage telefonen når de ringer fra Stockholm. Faktisk er der slet ikke tid til middagslure mere, for den Store Forfatter får utroligt mange e-mails som han hele tiden skal svare på, for eksempel fra forlaget, som har planer om at gøre hans seneste bog tilgængelig på en digital downloadtjeneste til en stykpris af 25 øre inklusiv moms, og som gerne vil have svar NU. Den Store Forfatter skal jævnligt se YouTube-videoer på sin iPhone og sende Snapchatbeskeder til sine børn og Twitterbeskeder til sine følgere og hyppigt opdatere fra sit arbejdsværelse på Facebook og Instagram, helst i følgeskab af et velbelyst og velkomponeret billede af skrivebordet hvor der hverken roder for meget og eller for lidt.

Bing-bing siger
hans iPhone

Bing-bing siger hans iPhone hver gang en eller anden nyhedstjeneste har fundet på en ny overskrift. For han orienterer sig skam stadig i sin omgivende verden, kludetæppesamler sine nyheder panisk og radialt. For det er slut med at med at ringe med en lille klokke, når han handskeklædt har læst sin nystrøgne Morgen Tidende og er klar til at tjenende ånder rydder krummerne af vejen.

Han er sin egen bank. Han bakser med e-boks og Nem-ID. Og den Store Forfatter er selvfølgelig sit eget posthus. Ligesom alle andre er han nemlig som borger i dette land henvist til PostNord. Alskens sjov med at downloade portokoder via en app og dernæst hvirvle rundt i gaderne efter det nærmeste renseri. Hvis han i tidernes morgen har begået den fejl at lade sig momsregistrere i den tro at det han drev var Forfattervirksomhed, er han på Virk.dk. Åh, gud, Virk.dk. Hedder det "er på" det han er, hans lovpligtige mellemværende med Virk.dk? I hvert fald har han alene på oprettelsen brugt et sted mellem 20 og 35 timer fordelt over to måneder, timer som involverede en helt utrolig mængde ydmygende og ophidsende kontakt med andre mennesker. Geniet er raslet af ham som vand af en skjoldet gris. Den Store Forfatter, Komponist, Maler, Digter-Filosof er decimeret med adskillige størrelser. Kun en brøkdel af dagen bruger han på at lægge de 10.000 timer i det han engang ville have været så god til, at Forfatte, Male, Komponere eller Digter-Filosofere. En promille med så mange nuller at det svimler.

Men den Store Forfatter har ikke tid til at tænke på det, for hvad fanden skal han finde på til middag? Karen Blixens livret var østers og champagne, men den Store Forfatter drømmer bare om tilberedt mad. Den eneste luksus hans hverdag tillader ham er når Meyer eller Cofoco har taget stilling til hvad den Store Forfatter skal spise. Men han skal selvfølgelig selv købe det ind, måske endda i én af disse nye Føtex'er som er blottet for mennesker og hvor kunderne forventes at fungere som deres egne kassedamer. Bag ham græder børnene (det er hans uge, Katia er i Thailand med sin nye mand), mens hans blanke røde hænder febrilsk forsøger at få stregkoden på færdigretten til at fange. Bing-bing lyder det fra den Store Forfatters lomme. Eller, Store Forfatter og Store Forfatter. Det er faktisk kun på en hemmelig ø bagerst i hans eget hoved, at han stadig er det. Her i køen er han bare et helt almindeligt røvhul ligesom alle os andre. Her er vi alle lige tarvelige. Geniernes tid er forbi.