Gamle mennesker er ikke hvad de har været
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne /2007
Da jeg var barn, var gamle mennesker sådan nogle med hudfarvede nylonstrømper og lædersnørresko med en tyk, firkantet træhæl. De gik i nederdel, altid i nederdel, og mænd havde skjorte, uldbukser og en sixpence. De så ens ud hele året rundt, og udstyret var det samme uanset vejret. Når jeg skulle have lammeskindsforede støvler, strømpebukser og flyverdragt på, gik de gamle damer i nylonstrømper og lædersnørresko. Og når jeg havde bare ben og klipklapper, gik de gamle damer i – gæt selv. Konsekvensen i fremtoningen fik mig til at tro, at gamle mennesker var en særlig race, og at der hørte en helt særlig uniform til.
Indtil jeg en dag så en ældre amerikansk dame. Hun var iført bukser. Helt almindelige (dengang) gabardine-bukser, godtnok i en lidt skrap farve som lysegrøn eller pink. Men alligevel. For mig selv havde jeg lavet den teori, at gamle damer anatomisk var udformet på en sådan måde, at de ikke kunne gå med bukser. Jeg hviskede til min mor: “damen har bukser på!” Min mor, som muligvis kun har set det hensigtsmæssige fra damens side i denne disposition, sagde “Ja da,” og punkterede min teori om det med anatomien.
Oplevelsen fik mig fremover til at henfalde til science fiction agtige fremtidsfantasier under overskriften: Når jeg bliver voksen, hvordan vil gamle mennesker så se ud? Ville de være lige så forskellige at se på, som de voksne var, da jeg var barn? (Jeg var nemlig godt klar over, at de voksne ville være identiske med de gamle, når jeg selv blev voksen). Jeg var spændt på, om de ved grænseovergangen til den magiske alderdom, ville blive dyppet ned i ensartethedens gråmelerede suppe, og komme op igen med hudfarvede nylonstrømper og kort, grå, permanentet hjelm på hovedet. Eller om de ville blive ved med at have forskellige frisurer, mærkelige smykker, veste og spidse sko. Og ikke mindst: Ville de gå rundt i bukser? (Og vildere: Cowboybukser!). Kunne de finde på at være punkere? (Punkere var det vildeste, da jeg var barn). Ville de have hanekam og ring i næsen? Ville de løbe på rulleskøjter? Ville de bevare deres farvestrålende individualitet?
Nu om dage ved vi jo, at alderdommen gør alle disse ting og mere til. De er f.eks. ikke blege for at gå rundt i hotpants. Se bare på Cathrine Danneskiold-Samsøe, som næsten ikke er til at jage ned i et par almindelige bukser. Da Rolling Stones spillede i København, var jeg inde for at se dem i Parken. Gennem min kikkert kunne jeg se, at Mick Jagger havde den samme krop, som da han var tyve. Jeg sværger: Den samme krop. Efter koncerten udbrød min kæreste i ærefrygt: Så du hans mave? Under hans heftige dans til nogle af numrene gled hans røde glimmer t-shirt nemlig op og afslørede et kridhvidt vaskebræt. Mick Jagger er 64 og han har ikke så meget som en fold i sit maveskin. Sidst de var her, blev koncerten i første omgang aflyst, fordi Keith Richards var faldet ned fra en palme. For at falde ned fra en palme, må man først kravle op i den. Manden er 63.
Gamle mennesker er ikke hvad de har været.
Jeg er godt klar over, at naturen har indrettet på den måde, der fik mig til at undre mig som barn. At mennesket gennemgår en mytisk cirkelbevægelse gennem livet, fra fødslens ensartethed, over voksenlivets diversitet for til sidst at vende tilbage til alderdommens farveløse ensartethed igen. Det er den måde, vi bevæger os ind og ud af livet på.
Men vore dages alderdom stritter imod. I stedet for at blive gamle som de skaltager de på golfferie, farver deres hår og investerer deres penge i aktier.
Nu tænker jeg på, hvordan de gamle vil være, når de bliver rigtig gamle. Om de vil finde sig i ‘ældreplejen’. Om de vil lave deres egne plejehjem, om de vil gå til tango, og om de vil nægte at følge med manden med leen, når han kommer for at hente dem.