Forestillingen om den eneste ene
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 35/ 2005
For ikke så længe siden fik jeg en aha-oplevelse. Den var dyr, for den kostede mig én af mine sikkert utallige illusioner – og endda én af den slags, som man ikke lige har lyst til at give slip på, fordi den sidder så godt fast. Det er muligvis helt banalt, men det gik helt ligepludselig op for mig, at den vigtigste forhindring for, at kærligheden lykkes mellem mennesker, underligt nok er forestillingen om den eneste ene.
Jeg tror nok, at tanken var opfundet før Hollywood. Aristophanes taler i Platons Symposium om en græsk myte, som handler om, at mennesker fra skabelsens morgen var samlet i et hele og var så selvabsorberede i denne lykke, at de ikke rigtig orkede at tilbede guderne. Som straf delte guderne dem i to og siden har de været tvunget til at lede efter deres anden halvdel i forsøget på at reetablere denne oprindelige lyksalighed.
En ret panikagtig og forjaget tilstand at leve sit liv i. De er godtnok onde, de guder.
Hvis man ser på skilsmissestatestikkerne, lader det til, at jeg ikke er den eneste, der i et eller andet omfang underholder den tanke, at der findes ét bestemt menneske, som er særligt beregnet til netop mig. En ret mærkværdig tanke, når man tænker nærmere over det. Men Hollywood ville ikke være Hollywood, hvis ikke det var for den. Og det er på en eller anden måde også helt vidunderligt at se, når to mennesker hvis eneste formål tydeligvis er at ende op sammen, rent faktisk også gør det. Der er penge i skidtet.
Der er bare den hage ved det, at sådan er mennesker ikke. Mennesker er jo fulde af fejl, og i det øjeblik det går op for én af den udkårne mindsandten også har et par af slagsen, ja så levner forestillingen ikke én nogen andre alternativer end at kaste hænderne opgivende i vejret og udbryde “ak ja, så var det alligevel ikke ham!”. Afsted videre pronto prontissimo! Sandsynligheden for at ramle ind i én, der enten smasker, snorker, har sure tæer eller indimellem bliver brovten og ufølsom på den allermest ubehagelige måde er overhængende stor. Der er altid noget. Eller som en veninde engang sagde om sin udkårne: Hans hovede er lidt stort.
Åh, jo. Jeg glemte helt. Forestillingen giver faktisk et alternativ – den nok så udbredte kap-en-hæl-og-skær-en-tå-metode. Da han viser sig ikke at svare helt nøjagtigt i hver en milimeteropmålt petitesse til forestillingen om den eneste ene – ja, så må der lånes. Hvis ikke han er det eneste ene, så må han ved fandens vold og magt se at blive det, og det med det vuns! Her er det, at alle de gamle flonelskjorter ryger og forslag til en ny klipning sniger sig på banen. Hvis kagemanden ikke passer helt ned i formen, så må der smuldres lidt af albuer og knæskaller og plastres lidt nyt dej på ved skuldrene. Det er slemt at tænke på, meget slemt.
Den tredje variant lyder på, at én eller anden fordums kærlighed lige præcis var den eneste ene, og løbet er derfor kørt for tid og evighed. Når man har vinket farvel til ham og hans alt for store hovede (eller han er løbet skrigende væk, overbevist om, at hovedet havde netop den størrelse, som det skulle have), går det op for én at han alligevel nok var netop dén, man ville være blevet lykkelig med. Så kan man bruge al sin tid på at tænke over det og måle eventuelt nye emner med denne til lejligheden lyserødmalede målestok.
Jeg kender en præst som ikke vil vie folk, hvis de har alt for romantiske forestillinger om deres egen fedhed, fordi hun siger, at det alligevel ikke holder. Hvor kedeligt det end lyder, må man forholde sig mere jordnært til kærligheden. Problemer vil der komme, og hvis ikke man er indstillet på at løse dem sammen, så kan man takke forestillingen om den eneste ene for det. Det har ikke meget med kærlighed at gøre.