Fladhedens storhedsvanvid
Af Mathilde Walter Clark
Jeg elsker Danmark, men der er ét par ting i vores folkesjæl, som jeg ikke er så pjattet med – selvtilstrækkeligheden, begejstringsforskrækkelsen og det manglende format. Jeg har aldrig hørt det så godt beskrevet, som i den afdøde forfatter Hans-Jørgen Nielsens ord. For nylig så jeg ham citeret for at have sagt, at vores “mindreværdskompleks bliver til en slags fladhedens storhedsvanvid.”
Fladhedens storhedsvanvid. Den kan jeg godt lade stå lidt endnu.
I gamle dage arbejdede jeg som tjener på en – på det tidspunkt funky –
natrestaurant i København, hvor alle mulige musikere, komikere og kunstnere kom og spiste, når de var færdige med at optræde. Der var meget tit besøg af prominente gæster i størrelsesordenen af INXS, Oasis, Blur, Kylie Minogue, Metallica og Dame Edna – og folk i den dúr. Der kom naturligvis også en hel del danskere, som vi allesammen kender og som jævnligt optræder i ugebladene. Blandt pigerne på restauranten var det en almindeligt kendt sag, at det var ganske let at have med de store udenslandske navne at gøre, men at det var et helvede at få et dansk selskab, hvis de blot var den mindste smule kendte. Medlemmerne af INXS var f.eks. fuldstændigt afslappede med at jonglere størrelser som ‘kendthed’ og ‘indtagelsen af et måltid mad på en restaurant sent om aftenen’. Men kom der derimod nogen som havde medvirket i cirkusrevyen, var der ingen ende på vanskelighederne. Så brød fladhedens storhedsvanvid ud i lys lue. Men hos de danske selskaber holdt fladhedens storhedsvanvid altid kun lige til regningen kom. Så var der tilgengæld lav profil for fuld udblæsning.
Det er – desværre – en særlig dansk ting. En udbredt misforståelse i kunstnerkredse herhjemme er, at man bliver en bedre kunstner af ikke at give hånd.
Forrige efterår tilbragte jeg i Iowa på et universitet sammen med femogtredive forfattere fra hele verden. Her så jeg ikke megen af den selvtilstrækkelige storhedsvanvid, vi omgås hinanden med herhjemme. Når der kom store forfattere til byen for at holde foredrag eller læse op, var det helt almindeligt, at der kom et belæst menneske og brugte en halv time på at introducere dem. Sommetider blev introduktionsiveren hevet ud i ekstremer, fordi den der skulle introducere selv var så prominent, at det krævede endnu én til at indtroducere den der skulle introducere. Men format var der da over det.
Sidste efterår var jeg til et arrangement i forfatterforeningen, hvor to store, amerikanske forfattere var på besøg. Forfattere som i deres hjemland til et lignende arrangement nemt ville have kunnet danne en kø på et par kilometer og hvor folk mageligt ville have betalt billetpris for at entrere. Jeg talte ikke, men mit gæt er, at der var dukket omkring elleve mennesker op i forfatterforeningen for at høre dem tale. I god flad, dansk stil rejste arrangøren sig ikke op for at byde dem velkommen. I stedet blev han siddende og sagde: “Jeg kan ikke udtale jeres navne. Men kan I ikke lige introducere jer selv og fortælle publikum hvem I er og hvad I har lavet og sådan lidt”. Totalt hængerøvsagtigt. Jeg kunne end ikke løfte mit ansigt og se på de gæstende forfattere af bare skam. Lidt som hvis man indenfor den f.eks. den spirituelle branche havde inviteret Dalai Lama og Eckart Tolle og havde sagt: Da-lai La-ma, Eck-art Tol-le – jeg ved ikke, hvordan I udtaler jeres navne, men kan I ikke lige fortælle publikum, hvem I er og hvad I har lavet. Fladhedens storhedsvanvid. Den ene, Rick Moody, har skrevet bogen bag Ang Lees film: The Ice Storm, som er noget af det bedste, der kom ud af 90’erne. Den anden, Junot Diaz, har lige modtaget Pulitzerprisen. Men det er ikke noget, der imponerer os i vores selvgode Danmark, hvor vi ikke har for vane at lade os rive med af noget – og slet ikke noget, der ligger ud over det normale, det jævne og det flade. Mindst af alt skal der komme nogen udefra med deres mærkelige navne og deres fine priser og tro, at vi gider give dem hånd. Fladhedens storhedsvanvid.