Filosofsyge
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 14 marts 2008
Jeg har i de forløbne uger været svært angrebet af filosofsyge (= abstrakt depression over politiske beslutninger, som man alligevel ikke kan gøre noget ved). Det startede med DR (filosofsyge begynder i det nye årtusind næsten altid med DR. Tip: lad for Guds skyld være med at tænke på DR). Depressionen lænede sig tungt ind over mig, da jeg endnu engang kom til at tænke over nedskæringerne og dens langsigtede, uoprettelige konsekvenser. Og konklusionen: vi får aldrig DR tilbage.
For min generation af notoriske skilsmissebørn har DR – med alle dens figurer - fungeret som en slags tredje forælder. Jesper Klein, Poul Nesgaard, Poul Kjøller, Thomas Winding – de er højtelskede fædre til alle os fra 70’erne. Der blev lavet gode programmer dengang. Der var kærlighed i mediet. Det var ægte.
Nu er kærligheden blevet erstattet af ren form. De gode, indholdsskabende medarbejdere på DR bliver systematisk udprikket og fyret, runde efter runde. Er vi nogensinde blevet præsenteret for en samlet liste over hvem, der er blevet sparet væk? Jeg har forgæves ledt. DR: giv os en liste over de fyrede! Tilbage sidder de såkaldt omstillingsvenlige medarbejdere.
De ledende politikere benytter sig ublut af DRs – ja, givet selskabte – økonomiske missære til lige så stille at afvikle kanalen som indholdsproducent. At man sætter en mand som Kenneth Plummer til at foretage sine såkaldt intelligente fyrringer er blot ét af mange beviser på politkernes uvilje overfor kanalen.
Og programlægningen – åh Gud. Folk med tendens til filosofsyge bør holde sig fra fladen i den bedste sendetid. Fredag aften sender vores allesammens public service station et kommercielt, udenlandsk konceptprogram, hvor diletanter hives ind på scenen og stemmes hjem én efter én af seerne. Vor tids gladitatorkamp. Imens går dygtige musikere – altså kunstnere – arbejdsløse rundt (og får stjålet deres musik, fordi folk ikke længere gider at betale). Vi lever i sandhed i diletanternes tidsalder.
Filosofsygen tiltager, hvis man samtidig kommer til at tænke på den misforståede, nærrige diskusion om sølle 1.5 millioner af den livsvarige kunstydelse til nogle af landets fineste kunstnere, som har givet os alt. Er de ledende politkere – stille og roligt – ved at afvikle Danmark som kulturnation?