Fake sprog
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress, 4. august 2006
Inde på Gråbrødre Torv går jeg tit forbi et sted, der med et stort skilt ude på facaden noget pompøst kalder sig “Karriere-center.” Alle mulige forestillinger flyver igennem mit hoved hver gang, jeg ser det skilt. Det lyder så dynamisk og travlt, så vildt og susende alt det, der foregår derinde. Lidt inspireret kan man heller ikke undgå at blive. Skulle man gå derind og forlange en karriere som natklubsangerinde, cirkusprinsesse eller måske hemmelig agent?
Inde i Karriere-centeret er virkeligheden imidlertid en anden end den, jeg forestiller mig. Man trækker et nummer og venter på en stol ved siden af en vissen bregne. Karriere-centeret viser sig meget skuffende at dække over det, der i gamle dage hed Arbejdsformidlingen. Lidt usexet måske, men tro overfor virkeligheden.
Hele arbejdsløshedssystemet er smækfyldt med den slags fake sprogbrug, der har til hensigt at stille tingene i et andet lys, end de i virkeligheden er. Ikke særlig mange mennesker synes fx, det er spændende at være arbejdsløs. Ved at blive kaldt Systemets ‘klient’, er der ingen, der får snavs på fingrene. Og når ‘klienten’ ikke kan finde et job, får han af det rare System et såkaldt ‘tilbud om aktivering’. Nu bliver det for alvor fordækt. Alle der har været en del af Systemet ved, at der ingenlunde er tale om et tilbud, men om utilsløret tvang. (Eller netop ikke tilsløret af andet end sproget.) Dertil kommer, at ‘aktivering’ giver det indtryk, at ‘klienten’ (hvis altså ikke det rare system var så venlig at aktivere ham) ellers ville ligge derhjemme på sofaen, ubarberet og rødvinslugtende, mens han spiste mayonnaise direkte af tuben. Virkeligheden er den omvendte, at den arbejdsløse som regel pisker rundt med vandkæmmet hår og favnen fuld af ansøgninger. Og gerne også med maven fuld af skyldfølelse, hvilket er hele meningen bag det offentliges sprogbrug.
Nu kommer så den særligt suspekte del. Således umyndiggjort og ukampdygtiggjort af sproget er det ikke spor svært for Systemet at sætte ind med trumfen: Jobtræning! ‘Jobtræning’ indikerer utvetydigt, at man ikke rigtig kan finde ud af at bestride et job, men at de i Systemet, rare som de er, også har råd for det, og gerne sørger for, at man kan få lidt træning i at komme tidligt op om morgenen og møde på en vaskeægte arbejdsplads. Virkeligheden er så, at man kan få lov til at stå på et kommunekontor og tage fotokopier. Det er der i sig selv ikke noget galt i – hvis ikke det var fordi, arbejdet bliver udført til en brøkdel af den løn, kommunekontoret ellers skulle have rystet op med, hvis de skulle ansætte ‘et rigtigt menneske’. Der er nemlig offentlige penge i rumpen på sådan en abe, som behøver jobtræning.
Jobtræningen kan vare i op til fire år. Lønnen er den samme, som den dagpengesats, man ellers ville modtage. Fire år skulle være rigelig træning, skulle man mene – og mange af de mennesker, der findes i Systemet er folk, der uden problemer har bestridt gode jobs i mange år. Når de fire år er omme, gives den eftertragtede plads videre til en ny abe, som også har fået ‘tilbudet’ om at lære at trykke på den store, grønne knap på kopimaskinen. Imellemtiden kan man konstatere, at dén stilling på kommunekonteret, ikke kan blive besat af et menneske i god træning, som ville kræve en almindelig løn. Systemet har dermed den skønne egenskab, at det kommer til at virke som et lukket kredsløb. Den offentlige instans (‘Karriere-centeret’) forsyner simpelthen andre dele af det offentlige med snydebillig arbejdskraft under den nok så uskyldige term ‘jobtræning’.
Men sådan lyder det selvfølgelig ikke. Og der er ingen af de arbejdsløse, der kunne finde på at sige noget af det her højt. Sproget har lukket munden på dem.
2006< tilbage til klummer 2006