En prut fra Statsministeren
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 3. marts 2006
Det er med rystende hænder, at jeg skriver denne klumme. Vores ytringsfrihed er truet! Der er en række mennesker her til lands, kulturpersonligheder, medier og forfattere, som ikke yder deres støtte til ytringsfriheden. Det siger Statsministeren. Jeg er stærkt foruroliget, ja nærmest opskræmt ved tanken, jeg lever jo af den - og i vid udstrækning også for den, og jeg vil så gerne vide, hvem det er, jeg skal være på vagt overfor. Er der nogle særlige aviser, jeg skal opsige mit abonnement på, er der nogle særligt mistænkelige personer, jeg skal undgå i Forfatterforeningen? Måske står det så galt til, at fjenden skal findes blandt nogle af mine nærmeste venner, hvem ved?
Men Statsministeren vil ikke sige noget om, hvem det er, han mener, er ude på at knægte vores ytringsfrihed. Han vil ikke sige mere om den sag, siger han. Han gør status, siger han. Jeg sigter rimeligt bredt og principielt, siger han.
Det er skræmmende på den måde at få at vide, at der er nogle brådne kar i blandt os, uden at vi ved hvem. Det er ligesom dengang, hvor vi hele tiden skulle være bange for terrorister. Ja, det skal vi selvfølgelig stadigvæk, nu mere end nogensinde, men det gør det ikke mindre foruroligende. Gid jeg dog vidste, hvem det var! Det er lidt ligesom en far fra halvtredserne, der giver sine børn en røffel: “Der er nogen i blandt jer, der har været uartige!” Børnene: “Jamen, hvem far?” Far: “Jeg har sagt, hvad der er at sige om den sag!”
På Statsministerens ugentlige pressemøde brugte han ordet ‘principiel’ cirka tusind gange. Han vil ikke ud med navne, fordi han vil holde debatten på det principielle spor. Dem, han ikke vil nævne, har udvist principløshed, siger han.
Men jeg er fast besluttet på at trænge til bunds i hvem det er, Statsministeren mener. Frem med forstørrelsesglassset fra skuffen, på med den ternede hat og det snoede overskæg og ud på bagtrappen, hvor der ligger en hel stabel gamle aviser, som jeg heldigvis ikke har fået båret ned endnu. Igennem mit hoved farer en syndflod af navne. Er det mon Politiken? Er det Thøger Seidenfaden? Er det Mette Vinge? Er det Niels Lunde? Er det Klaus Rifbjerg? Er det Naser Khader? Kan det være Kofi Annan? Ja ligefrem hele EU? Henkastet i grublerier giver jeg mig til at pløje de gamle aviser igennem.
Gennemlæsningen efterlader mig i stor forvirring. Ikke en eneste af de artikler, jeg finder i aviserne ude på min bagtrappe, siger, at vi ikke skal have fuld ytringsfrihed. Og det er ikke bare Børsen og Ekstrabladet, jeg finder derude. Politiken ligger der også. Har der på noget tidspunkt i forløbet været en principiel trussel af ytringsfriheden? Er der noget, der er gået hen over mit hoved? Er der overhovedet nogen – udover nogle imamer - der her til lands mener, at Jyllands-Posten ikke måtte trykke tegningerne? Findes den principløshed, Statsminsisteren taler om?
I de seneste dage har der været klapjagt på ophavsmændene til det ‘men’, som sommetider følger efter udsagnet “Vi skal have ytringsfrihed.” Men’et trækker så et eller andet mere nuanceret synspunkt med sig, såsom at vi skal vise respekt og den slags, og at med ytringsfrihed følger ansvar. Men alt det, siger Statsministeren også selv, så det kan han umuligt mene er en principiel trussel for ytringsfriheden. Det svarer til, at man slår en prut i en elevator, stirrer hvast på alle de andre og spørger, hvem det er, der har fået det til at lugte så grimt. Der er principiel opbakning af ytringsfriheden hele vejen rundt. Jeg kaster håndklædet, forstørrelsesglasset og den ternede hat i ringen. Måske handler det om noget helt andet.