En neger er vel en neger?
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 49/ 2004
Jeg indrømmer det blankt: jeg kalder en neger for en neger. Og jeg gør det helt uden at blinke til trods for, at det fremkalder sådan nogle sære ticks i mine omgivelser. (Hun sagde “neger!” Må man det?).
Det er klart, at det må man ikke. Ikke i nu, hvor den politiske korrekthed er syltet så grundigt ind i sproget, at vi ikke engang tænker over det længere. Amerikanerne har lært os, at det i visse tilfælde er lidt af en fornærmelse at kalde tingene ved deres rette navn, og det løser man ved at finde på et nyt.
Så hvad filen skal man kalde en neger? En afrodansker? En dansker med afrikanskinspireret genetisk set-up? Meget hurtigt undgår man at nævne noget om mørklødede individer, for ikke at komme til at ligne en Fred Astair på glødende kul.
Da jeg var barn hed en skraldemand en skraldemand. Men så var det lige pludselig ikke særlig fint og præcis det samme hverv blev omdømt til ‘renovationsarbejder’. Senere gik det der med ‘arbejder’ af mode, og stillingen blev igen omdøbt, denne gang til ‘renovationschauffør’. Der skal en god portion humor til at kalde sig selv for renovationschauffør. Nogen fremgang kan man i hvertfald ikke kalde det at gå fra at være en mand, der tager sig af skrald, til at være dets chauffør. Man ser for sit indre blik det overlegne, cigarpulsende skrald på bagsædet og skraldemanden på forsædet iført hvide handsker og kasket. Heldigvis hører skraldemænd til brave og stolte folk, der har nulstillet det politiske korrekthedsbegreb ved igen at kalde sig selv for skraldemænd.
For mig at se er de sproglige omsvøb, vi gør os for at dække over en helt igennem acceptabel faktum – nemlig den at være neger eller skraldemand - en kæmpemæssig hån. For der er af en eller anden grund ingen, der skammer sig over at kalde en hvid for en hvid. Det er tilsyneladende heller ikke spor flovt at kalde en direktør for direktør. Men vi er åbenbart stiltiende blevet enige om, at det er liiidt pinligt at være neger eller skraldemand, siden vi omgås det sprogligt på samme tabubelagte måde som med folk, der lider af en uhelbredelig sygdom.
Det hedder sig selvfølgelig, at der er tale om respekt. Det er egentligt ret skægt, når man tænker over det.
Det ville svare lidt til, at vi igennem århundreder havde behandlet folk, der var over 165 høj særdeles dårligt. Pludselig en dag blev vi alle sammen blev enige om, at det var lidt synd for dem, og for at gøre det hele godt igen, besluttede vi istedet at omtale den høje person som f.eks. “en langstrakt lav”, med let hvisken og hævede øjenbryn. Mon ikke den høje ville synes, at der var tale om en lidt mærkelig form for respekt?
Den politiske korrekthed er derfor ikke så lidt af en fornærmelse. Og ikke bare en almindelig fladpandet én af slagsen, som giver ret til at kvittere med et par på skrinet. Den er derimod af en særligt ydmygende slags, fordi den er så subtil, at man næsten ikke engang lægger mærke til, at man bliver fornærmet. Men måske mest af alt fordi den dækker sin ind under en form for forfalsket idealisme, som det er svært at forsvare sig imod.
Fremfor at rette op på en uretfærdig virkelighed, dækker man over den ved at kalde tingene noget andet samtidig med, at man føler sig som ikke så lidt af en borgerrettighedsforkæmper. Aldrig har revolutionen været så billig! Det er et vildt smart trick bare at lukke butikken og åbne den igen med et nyt navn.
Vaskeægte respekt og værdighed kræver noget andet. Det kræver blandt andet at man ikke synes, det er spor flovt at kalde tingene ved deres rette navn. Så jeg fortsætter altså med at sige neger, selvom jeg godt ved, man ikke må.