En helt igennem ægte kunstig Dolly
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 19/ 2007
“Hvem er den amerikanske dame på billedet dér mellem dig og din kæreste?” Min gode ven A peger over på et stort glittet fotografi, der står på vores reol. I midten af billedet troner en umiskendelig Dolly Parton.
Min ven A er selv på alder med Dolly Parton og kommer oprindeligt fra New York. Jeg er ved at skvatte ned ad stolen, da han spørger mig. “Men det er jo D-O-L-L-Y P-A-R-T-O-N !” siger jeg fortvivlet. Jeg siger det på samme måde, som da jeg for nogle uger siden skulle forklare en taxachauffør, hvor jeg boede. Jeg havde uden held opgivet det ene kendte pejlemærke efter det andet, og råber til sidst: KONGENS NYTORV!? Taxachaufføren mødte mig med samme blanke ansigt som A, da jeg nævner navnet på den amerikanske dame. Jeg fortæller ham, at jeg næsten ikke kan vente med at blære mig med ham til alle mine andre venner. Ikke at kende Dolly Parton svarer nogenlunde til ikke at vide, hvem Elvis Presley er. “Lad det hellere blive mellem os,” siger han. “Det er ikke alle excentriciteter, man ønsker at få ud.”
I det mindste kunne han se, at damen var amerikansk.
Alle mine veninder er til gengæld henrykte. Jeg har været i Horsens og jeg har set damen selv. Jeg har ikke bare været til koncert. Nej, jeg fik simpelthen 35 sekunders dyrebar audiens, som blev brugt på at gentage mit navn for hende, “Yes, Ma-thilde,” og sammen med min kæreste flankere hende på føromtalte foto.
Hvad er det med hende, der får mine veninder til at te sig som skoletøser, da jeg fortæller dem om sceancen? Vi taler ikke ligefrem om groupietypen. Vi taler højtuddannede, sortklædte, tjekkede damer.
Hvad er det, der får mig selv til at opføre mig som en skoletøs?
Vi bliver nødt til at lægge hendes fabelagtige stemme og sangskrivertalent til side for en stund, for der er andet og mere på spil. Vi kan beundre folk, der har talent, men det er ikke talentet, der får os til at elske dem.
Endnu har jeg ikke mødt en eneste, der siger det ligefremt iøjenfaldende: at Dolly Parton f.eks er alt for meget. Hvad hun selvfølgelig er – men så alligevel ikke.
Det, der er med Dolly Parton er, at hun hele tiden er noget – og så alligevel ikke.
Hun er elsket af kvinder stik imod hvad hendes type og helt igennem groteske art direction af sig selv inviterer til. Hun er netop sådan en kvinde, som andre kvinder ikke engang ville elske at hade, men rent ud og helt banalt hade at hade. Hun har helt bevidst trodset al god smag og lavet sig selv om til karikaturen på en kvinde. Men man er nødt til at le, når man ser på hende – og det gør hun også selv.
Der er intet hemmeligt ved Dolly Parton, og alligevel er hun svær at få fat på, for hun skifter hele tiden farve mellem ens tanker. Når man det ene øjeblik har tænkt den tanke: Hun er totalt fake, må man straks tænke en ny: Hun er helt igennem ægte.
Oppe på scenen spørger hun: Hygger I jer? Jaaa, råber folk. Nå, ja, for I har jo også betalt mange penge for billetten, siger hun. Men I skal vide, fortsætter hun, at jeg sætter pris på hver en dollar. Jeg har brug for pengene, skal jeg sige jer. Det koster nemlig en hel del at se så billig ud som jeg, siger hun. Og så fniser hun som pige på ti.
Dolly går med paryk, har pumpet sig op med silikone og har et par rødmalede læber så store som sofapuder. Jeg kan komme i tanker om de første hundrede andre sangerinder, som i mere eller mindre outrerede gradbøjninger har samme kunsteriske tilrettelæggelse af deres udseende. Men de tager sig selv alvorligt, de er hemmelighedsfulde med det kunstige, hvorved det kunstige bliver falsk fremfor ægte. Det er det, der er med Dolly. Hun er helt igennem ægte kunstig. Og vi elsker hende for det.