Eksport af dansk cykelkaos

Af Mathilde Walter Clark
MetroXress 12. september 2008

Med vanlig dansk selvjubel, kunne man i går i Børsen læse om, hvordan man i New York kan lære åh så meget af København. Åbenbart har New Yorks parkchef netop besøgt København, og var efter en cykeltur rundt i byen så glad for cykeltraffiken, at han ligefrem udnævnte vores hovedstad til rollemodel for sin egen.

Jeg gad nok kende den rute, besøgets værter har jaget ham rundt på. Det er mit ydmyge gæt, at turen har været mere rekreativ og scenisk anlagt, og at de ikke har forsøgt at komme rundt i byen, sådan som cyklister ellers af natur forsøger at færdes, nemlig direkte.

I København regulerer man cyklisterne på samme måde som man regulerer biltrafik. I stedet for at skille trafikken ad og indrette cykeltrafikken efter cyklisternes eget behov, nemlig den kortest mulige distance og det friest mulige flow, har man en forventning om, at man kan dressere dem til at køre i bilagtigt store buer udenom de steder, de reelt skal hen.

Tag Nørrebrogade. I myldretiden foregår der en cykelmigration af kinesiske dimensioner, og den stort anlagte cykelsti gennem Nørrebroparken har ikke skabt mere plads på Nørrebrogades cykelsti. Og for at sætte endnu flere menneskeliv på spil, har man fundet det praktisk at lade busserne slippe stimer af fortumlede, poseslæbende buspassagerer midt ud på cykelstien langs alle større befærdede ruter. Tager I noter, New York?

Så er der Strædet, der er den mest direkte vej, hvis man skal fra Kgs. Nytorv til Rådhuspladsen. Kors i himlen. Her har man valgt at lade fortovscafeer, bilister, gågængere og cyklister konkurrere om pladsen i én stor ubeskriveligt bøvlet pêle mêle, der gør en flydende færdsel lige umulig for alle parter. Osv osv.

Nej, skal man frem på cykel i København, må man bryde loven.

Jeg har gennem en længere periode været daglig cyklist i New York. Og jo, det var da lidt adrenalinfremkaldende i starten, at der ingen regulering er, men man lærer at holde bedre udkig, der er et friere flow i trafikken, og man kommer først og fremmest hurtigt frem. Kort sagt, man kommer rundt som en cyklist mest naturligt kommer rundt. New Yorkerne har også haft stor succes med at splitte trafikken ad f.eks. i Central Park og langs Hudson floden. Det er ironisk, at København af alle byer skal lære New Yorkerne, hvordan man cykler.


< tilbage til klummer 2008