Don’t mention the war!
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 9. december 2005
Jeg ved godt, at vi ikke taler om krigen. Det er efterhånden gået hen og blevet sådan lidt “Don’t mention the war”-agtigt med den. Men undskyld mig, for jeg kan ikke lade være med at nævne den igen.
Indimellem gør mine tanker sig fri af min hjerne i et forsøg på at svæve henover tiderne for bedre at kunne overskue den tid, vi befinder os i lige nu. De tænker: Hvordan vil vi se på denne periode i historien om – f.eks. – tyve år? Når mine tanker gør det, så kan mine tæer næsten ikke rette sig ud nede i mine sko. For hvor er det frygteligt pinligt at kigge på – den tiltagende tegneserieagtighed i international politik og hvad man kunne kalde det generelle værdighedstab, men mest af alt ligegyldigheden og den spredte, afmægtige fægtning i forsøget på at bekæmpe det.
Absurd er det, at man forarges mere over småsager som Henriette Kjærs mands sofapuder end om den samlede regerings ansvar for at bryde international lov. Det seneste er, at amerikanerne ligger og rumsterer rundt i dansk luftrum med deres flyvende torturkamre uden at den danske regering gider at kigge på sagen. Nu har Bush jo knapt slugt de sidste kagemandskrummer fra besøget i sommer, og det ville vel også være dårligt sportsmansship at pege fingre af en smule tortur sålænge vores soldater skal trampe i takt i bekæmpelsen mod terror.
Det er blevet sagt tusind gange før og det er efterhånden ikke nogen hemmlighed for nogen, at regeringerne i de lande, der valgte at trodse international lov og gå i krig i Irak, løj for deres befolkninger. Og jeg kan stadig forbløffes over, at det ingensomhelst konsekvenser har haft i nogen af landene. Den generelle strategi synes at være, at ignorere kritikken og sige: “Sket er sket! Nu skal vi skue fremad!”
Tænk hvis vi accepterede den attitude fra alle folkeforførere!
Regeringer er gået af og præsidenter er blevet væltet for mindre alvorlige ting. Men nu er løgn og bedrag åbenbart blevet helt almindeligt accepteret helt op til øverste ledelsesniveau.
Resultatet er blevet, at kritikken aldrig har været samlet eller virket særlig farlig. En kulturklatkage mig her og en revy mig dér.
Hvor er folkeopstanden? Jeg har kigget ud af vinduet, men på intet tidspunkt set vrede folk løbe rundt nede på gaden med kæppe.
Da jeg hørte om at en gruppe almindelige borgere, der havde slået sig sammen og lagt sag an mod statsministeren, blev jeg så glad. De får ikke noget ud af det - det er klart - men i det mindste kan de have god samvittighed, når vi om tyve år ser tilbage på denne tid med grim smag i munden. Det er sejt, at der endelig er nogen, der orker. Jeg vil klart være med i den folkeopstand. Det koster kun 200 kroner at indtræde som bi-intervenient i sag B-3130-05 ved Østre Landsret på www.gk2003.dk. Nemt! Man behøver ikke engang at rende rundt i gaden og slå om sig med kæppe.