Dø, stoksvinger, dø!

Information 10. februar 2018
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2018
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Efter Blixenfesten sidste forår var vi nogen der gik på bar. Der sad en fyr og kiggede på mig som om jeg virkede bekendt. Han virkede også bekendt, og hans lange, tilbagestrøgne hår fik mig til at tænkte på om jeg mon kendte ham fra de gamle dage på Floss i Pisserenden. På et tidspunkt rejste han sig op og kom hen til mig og sagde noget om mine klummer. Aha, tænkte jeg, han er klummelæser. Han nævnte min tegnsætning, kom med et godt råd. Jeg kunne høre at han nok var gammeldags grammatisk kommatist, og jeg vidste at korrekturlæseren hver gang laver min tegnsætning om, sætter flere kommaer end jeg selv ville, så jeg beroligede ham og sagde, at de har dygtige korrekturlæsere på Information. Det ordner de! sagde jeg flot, hvortil han svarede: Det ved jeg. Jeg er din korrekturlæser!

Ha! Tag den,
tænkte jeg

Indtil et vist tidspunkt svor jeg til det såkaldt grammatiske komma, og hvis sandheden skal frem, var det især fordi jeg selv mente at jeg var god til at sætte det. Kommatering som en art statussymbol. Ha! Tag den, tænkte jeg, når jeg satte et komma på et for intuitionen forvirrende sted. Kryds-og-bolle-legens blær. Det uskønne pedanteri som fryd. Jeg var ikke så god til redskabsgymnastik.

Ydmygelsen sidder stadig i mig fra dengang jeg fik et manus tilbage, en bog jeg havde oversat og som havde været i behandling hos en såkaldt "sprogvasker". Marginen var fuld af henvisninger til retskrivningens paragraffer, Jeg blev så flov at jeg aldrig har fortalt det til nogen andre forfattere. Jeg forestillede mig at deres oversættelser kom tilbage lige så dugfriske som de afleverede dem.

Sidste weekend holdt sprogvaskeren kommakursus i Forfatterforeningen, og jeg meldte mig straks, for jeg vil hjælpes af med det gamle pedant-komma som nu kaldes "valgfrit komma", eller "startkomma". Udenfor mødtes jeg med en forfatterveninde, hvis gehør og sproglige musikalitet jeg sætter højt. Jeg har lige oversat en bog, siger hun, som kom til sprogvask hos kursusholderen, og…Nærmest i kor siger vi: Marginen var fuld af paragraffer!

Jeg blev underligt lettet. Så var det ikke bare mig.

Min kæreste som har været svoren grammatisk kommatist, og hvis sms'er altid har fuldkommen korrekt tegnsætning, siger at han for tiden er in-between commas. Han har fået sans for at startkommaet jo nærmest er sygeligt, en afvigelse, en forstyrrelse i den svalende normalitet, en tegnsætningens svar på OCD.

Min egen opvågnen skete da jeg sad på en snavset, halvkold strand i Key West og læste Cormac McCarthys Blood Meridian. Sproget flød som i King James-biblen, men mørkt, mørkt. Det var et mørke som kom med samme rullende langsomhed som knirkende prærievognhjul ind over en uendelig slette. Sproget gik i blodet på mig, som en infektion. Det var kun ét tempo, og det var langsomt. Jeg kunne ikke læse bogen hurtigere end McCarthy bestemte, eller rettere sproget selv bestemte, mellemværendet mellem sprog og læser. En mørk kværnen der flød som lava. Tænk hvis den var blevet hakket i stykker af den danske kommamani, tænkte jeg. Sikke et stilistisk benspænd, det ville have ødelagt alt.

Det gik op for mig dér at skønlitteraturen viser vejen. Man kan komme med alle de argumenter man vil for startkommaet, men McCarthy og ligesindende skønånder minder os om hvem og hvad tegnsætningen er til for. Kommaet er til for læseren og for oplevelsen af det skrevne, herunder meningen med det, så enkelt er det.

Her er et eksempel fra kurset på en sætning med startkomma, skrevet af Michael Kristiansen i Berlingske: "Det kan godt være, at det er møgbesværligt og unfair, men der er ligesom kun én, der er statsminister, og når man er statsminister, er man statsminister, og så er der noget, man kan, og noget, man ikke kan."

På mig virker
han pinlig

Hvem er hovedpersonen her? Kommaet, selvfølgelig, og pedanten der der sidder for bordenden med et løftet øjenbryn og svinger takstokken over Michael Kristiansen og hans læsere. Jeg ved ikke hvordan han får Michael Kristiansen til at føle sig, men som læser føler jeg mig ærlig talt nidstirret af den fyr, og det forekommer mig hverken særligt vigtigt eller nødvendigt for den transaktion, som er igang mellem mig og dét som Michael Kristiansen har skrevet, at stoksvingeren får demonstreret hvor dygtig han er til at svinge stok. På mig virker han pinlig, der er så meget den indre pedant har misforstået om sin egen rolle, og om hvorfor vi overhovedet sætter tegn i en tekst. Jeg vil af med ham. Som de fleste har jeg fået internaliseret hans idiotiske stoksvingeri i skolen af nogen, som har fået det internaliseret i skolen af nogen osv, hans idioti er nedarvet i os som en sygdom. I vinter fik jeg et manus til gennemlæsning hvor skribenten havde sat komma foran næsten hver eneste ord, som om hun havde givet op over for tyraniet ved at kaste kommaer efter ham som var de konfetti.

De første tegn der blev sat i en tekst er…kan læseren gætte det? Jeg ville selv sige punktum. Men nej: mellemrummet. Teksten kørte simpelthen ud i ét, lærte vi på kurset, hvilket man kan forvisse sig om på gamle latinske stentavler: "Pricussomlevedei36årdøde27majhansbrorsattestenenifred" ud i én køre. Så fandt man på at skille ordene ad. Sådan var kommaet også tænkt, som en diskret hjælp til (højt)læsningen af teksten. Kommatyraniet er en usund nationalsport, siger sprogeliten, dem der skriver afhandlinger om kommaer. Bare prøv og googl. Slap af, siger de. Vi — forfatterne, læserne, sproget — er ikke til for kommaet skyld, men omvendt. Det er rart at tænke på.