Det stjålne valg
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 29. september 2006
Lige siden jeg efter det sidste amerikanske præsidentvalg læste i avisen, at der i flere stater var overvældende indikationer på, at republikanere havde fixet valget til Bush’s fordel, har jeg haft 2004-valget som min egen lille konspirationsteoretiske hobby. Det var ikke andet end en lille notits på side 28 i Ekstra Bladet, men jeg fór ikke desto mindre hen til fjernsynet i den forestilling, at alt straks ville blive afbrudt til fordel for ekstraudsendelser. “Nu sker der endelig noget!” tænkte jeg. Men på fjernsynet viste kun døve-TV. Det var som om den kollektive danske presse havde fået en hjerneblødning.
Det havde de amerikanske medier også. Det var omkring det tidspunkt, hvor Victor Yushchenko blev taget i at fuppe sig til valgsejren i Ukraine, hvilket medierne ikke havde nogen problemer med at dække. Det var exit polls, der afslørede Yushchenko, nøjagtig som det var exit polls, der indikerede massiv valgfusk først og fremmest i den såkaldte battleground stat, Ohio, og derudover i 26 stater. 350.000 vælgere blev af republikanske embedsmænd forhindret i at stemme – enten ved ganske enkelt ikke at få en stemmeseddel, eller ved ikke at få sin stemme talt. I et valg, der blev afgjort af 118.000 stemmer, var det mere end rigeligt til at have indsat Kerry som præsident. Exit polls viste, at Kerry ville vinde Ohio med 4.2 procent. Men Bush vandt med 2.5. Ifølge statistikere kan diskrepansen umuligt skyldes et tilfælde eller en fejl. Og der var tusind andre ting. Men medierne ville ikke røre sagen med en ildtang. Bush havde vundet ved en statistisk umulighed, og så skulle der ikke tales mere om det. Min forbløffelse gik ikke på, at valget muligvis var fixet. Den gik på, at man kunne slippe afsted med det.
Retfærdighed er for de tålmodige. Efter to års forgæves spejden, er de endelig begyndt at diskutere sagen i de store, officielle medier i USA. Jeg sidder i øjeblikket i USA og kan holde øje med den livlige debat i forbindelse med det forestående midtvejsvalg. Rolling Stone har netop bragt en lang og velresearchet artikel om det stjålne valg. Og igår aftes så jeg på en amerikansk nyhedsstation, at valgmetoderne nu diskuteres åbent på TV.
Blandt demokrater er der nervøsitet for, at valget bliver fixet igen, således at repræsentanternes hus atter fyldes med republikanere. Det er måske ikke meget indflydelse, demokraterne vil kunne få på den konkrete politik, hvis de vinder, men de vil i det mindste kunne gøre livet surt for republikanerne. Og der er et udbredt ønske om at få sat efterforskning igang og gå alle de løgne, amerikanerne er blevet fyldt med i de seneste år, efter i sømmene. Der er stor trang til oprydning. Heldigvis.
Desværre er udsigterne til at et pålideligt valg dystre. Der er ingen vittighed, når demokrater siger, at valget afgøres af private foretagender. Nemlig dem, der står for de maskiner, der registrerer stemmerne. Problemet er, at de ikke nødvendigvis spyr en seddel ud (lidt ligesom dankortmaskinernes kvittering), som man, når stemmen er registreret elektronisk, kan smide i en kasse til senere eftertælling, hvis de elektroniske tal ser lidt for sjove ud. Det tager ca. ti sekunder at bryde ind i en sådan maskine og ændre tallene. At valget bør kunne eftertælles på papir lyder i danske øren som en demokratisk selvfølge – men det er det ikke herovre. Intervieweren i programmet udtrykte stor frygt for, at nogen fra amtet kunne komme til at se sedlen på dens farefulde vej fra automaten og ned i kassen og at afstemningen så ikke længere ville være hemmelig. Ak ja, Hvad kan man sige til det? Frygten lever i bedste velgående. Hvem der mon vinder midtvejsvalget? Vi vil måske aldrig vide det.