Det sidste punktum

Information 24. februar 2018
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2018
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.
v

Forleden skrev en veninde og spurgte mig hvor mange år jeg egentlig havde været om den roman jeg lige er blevet færdig med. Jeg havde kun en tåget forestilling om det. Jeg havde undgået at regne det mere præcist ud. Der er noget ydmygende i at tænke alt for indgående over hvor besværligt det egentlig er og hvor fortabt man er, jeg er, meget af tiden. Jeg fornemmer at min veninde er det sted i sin roman-skrivning hvor skoven er tykkest og hvor ikke så meget som en stribe lys trænger ned ovenfra, og måske ville hun beroliges af mine mange år, måske ville de på en mærkelig måde give hende håb. Jeg skrev at jeg begyndte at tænke på den i vinteren 12/13 og så småt begyndte at skrive i sommeren 14. Var ude af ligningen i 15, skrev videre i 16. Og nu har vi 18. Shit altså.

Hun skrev tilbage: Det er ikke så længe, nærmest hurtigt! Jeg tror jeg ved nøjagtigt hvordan hun har det. Hvor tit har jeg ikke tænkt på de 22 år der gik mellem Marilynne Robinsons første og anden bog. Denne bog er min sjette (min fjerde roman) og hvor mange gange undervejs har jeg ikke tænkt: Hvis bare jeg kunne nå det på 22 år ville alt være godt!

Jeg var midt i et andet uoverskueligt romanprojekt, da min stedfar døde. Jeg blev pludselig bange for at min far skulle dø. Det havde jeg på en eller anden måde overset. Eller: Det havde været abstrakt, lidt som om det angik nogle andre end mig, et fjernt fremtidigt individ som ikke var mig. En voksen. Jeg begyndte at ligge vågen om natten. Hvem ville ringe til mig hvis der skete ham noget? Hele mit liv har min far boet på den anden side af Atlanten. Det har altid været min far der ringede når nogen døde. Men hvad med ham selv? Ingen havde tænkt på det. Der var ingen plan. Jeg er ellers af typen som kan sove gennem et jordskælv, men nu føltes det som om nogen stod med en fod på mit bryst. Jeg forestillede mig at min far ville dø uden at jeg fik besked. Ligge og lide inde på et eller andet rædselsfuldt hospital som min stedfar gjorde (eller ville have gjort hvis ikke min mor og jeg havde siddet der). Jeg prøvede at få en plan op at stå, få ham til at finde nogen der kunne ringe. Det tog et halvt år. og den person min far fandt frem til var ikke særlig tilfredsstillende — og er forresten imellemtiden selv død.

Jeg smed det andet
romanprojekt fra mig

Her var det at det så småt begyndte at trænge sig på med at skrive den roman om min far, som jeg siden jeg var i tyverne har vidst jeg en dag skulle skrive. Eller måske vidste jeg det allerede da jeg var elleve. Jeg smed det andet romanprojekt fra mig. Jeg havde en fornemmelse af at det hastede. Det gjorde mig forpustet. Det gør mig altid forpustet at skrive en roman.

Det føltes ligesom at begive sig ind i en labyrint. Ha, det kan jeg da sagtens! Det er jo bare et forløb af hække! Så zoomer vi lidt ud og ser det hele ovenfra, det som personen i labyrinten endnu ikke ved. At labyrinten fortaber sig nærmest uendeligt. Dramatisk ironi. Stavre rundt derinde i en evighed, lede efter noget hun ikke helt ved hvad er. Kun når hun finder det. Det er jo sindssygt. Det er jo ikke normalt.

Sidste vinter gæstede Linn Ullmann Danmark, og vi var en håndfuld forfattere som sad med hende omkring et bord i Forfatterforeningen og talte om arbejdet med at skrive en roman. Hun talte om den del af processen hvor det hun hele tiden fandt åbenbart ikke kunne bruges. Dette frustrerende og ofte ligefrem ydmygende arbejde med at finde en lyd, en musik og en komposition til at bære — åh gud. Dag ud og dag ind. Det kan ikke bruges. Det var ikke det.

Linn Ullmanns mand er også forfatter, og da hun sad midt i sin roman, sad han også midt i én. Når de mødtes over middagen sagde han, om dagen på kontoret: Mit arbejde mobber mig! Morgen efter morgen at stå op og foretage sig noget som man er uduelig til. Det er et ganske særligt vanvid.

Og så pludselig, jeg ved ikke hvordan det er sket, men det jeg printer ud er slet ikke så tosset. Det har den lyd og komposition jeg ledte efter - nu kan jeg høre det, nu kan jeg se det for mig, ja, jeg kan ligefrem mærke det hele i mit kød, ligesom disse glimt skakspillere kan få et hele spillet, træk for træk. En kæmpe utålmodighed med den træge materie, der er jo en fysik i at foretage alle disse træk, jeg arbejder fra morgen til sen aften, aflyser aftaler, tager ikke telefonen, svarer ikke på mails. Folk må tro jeg er sindssyg. Jeg sætter det sidste punktum. Der er mange sidste punktummer, men kun ét hvor man ved, hvor jeg ved, jeg er kommet ud af labyrinten med livet og æren i nogenlunde behold.

Lettelsen er enorm, usammenlignelig med noget. Som at have haft fingeren i sæbevand i fire et halvt år og så, pludselig, trække en kæmpe splint ud af sit kød i ét stykke. En roman. Og så siger de at det ikke hjælper at skrive!

I de sidste fjorten måneder
har klummen været min bedste ven

I de sidste fjorten måneder har klummen været min bedste ven. Min tro følgesvend. Mit brev til jer derude, inde fra labyrinten. Og en sund påmindelse den anden vej, til mig, om at verden udenfor findes, at den er spændende og fuld af ægte problemer som ikke har noget at gøre med foden på mit bryst eller rækkefølgen på nogle sætninger. En nærmest lyksalig fornemmelse af en modtager i den anden ende. Det ved jeg fordi nogle af jer har skrevet til mig. Det skal I have tak for. Nu ved I hvorfor det sommetider har taget lidt tid at svare. Dette er min foreløbigt sidste klumme. Der skal ske nye og spændende ting på avisen. Tak for den fornemme spalteplads (alle burde have en litteraturklumme i Information!). Nu sætter jeg det sidste punktum.