Det nye CV-vælde

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 16. januar 2009

Udbuddet af ledige stillinger er på retur på diverse jobportaler. Der er imidlertid et marked, der efter alt at dømme boomer: Markedet for praktikantstillinger. I sidste uge var der alene på Kommunikationsforum.dk hele tre af slagsen – inklusiv en på en offentlig institution. De er for længst revet væk.

Men lige nu er der en på Coloplast for de hurtige. De søger en Presse- og Public Affairs-praktikant i Corporate Communications. Det lyder sørme fint! Hør her hvad man de forventer af praktikanten: et ’fagligt fyrtårn,’ som ’udfordrer og løfter Corporate Communications’ med ’nye teoretiske vinkler’ på deres arbejde. Pyha. Jeg bliver allerede helt klam i håndfladerne. Men praktikanten skal også kunne: ’arbejde problemfrit på engelsk mundtligt og skriftligt. Gerne ’politisk aktiv i et parti eller en organisation’. ’Internationale erfaringer’ taler også til praktikantens fordel. Endelig har Coloplast ’høje forventninger’ til praktikantens ’arbejdsindsats og faglige kompetence’ og så er de så rare også at garantere, at praktikanten vil få udfordret begge dele. Og hvad mon så Coloplast betaler for en sådan kvalificeret medarbejder? Nul og niks. ’Stillingen er ulønnet.’ Men – lover virksomheden – det pynter på ens CV.

Fino. Men hvor havde de forestillet sig, at man skulle sove? På slagbænken i køkkenet? Eller er det et underforstået jobkrav, at man har en klækkelig arv med hjemmefra? Eller forventes det måske ligefrem, at Staten betaler i skikkelse af en eller anden form for overførselsindkomst?

Her er en anden spændende praktikantstilling i en offentlig institution for dem, som har arven med. Udenrigsministeriet søger en praktikant til handelskontoret i L.A. De giver godt nok et tilskud til huslejen på 3000. Resten må man søge legater eller klunse sig til.

Jeg er godt klar over, at mange uddannelser kræver et praktikophold som en del af forløbet. Men det er problematisk at virksomhederne ikke vil betale praktikanterne for deres arbejde og samtidig stiller strenge krav til hvad de skal kunne. Mange af disse jobs kræver samme grad af kvalificering og specialisering som hos en ’rigtig’ medarbejder. Men sådan én skal have 30.000 – 40.000 om måneden. Velkommen til CV-vældet. Praktikanter med statsstøtte. Det er det nye velfærdsdanmark.


< tilbage til klummer 2009