Det anti-socialdemokratiske komplot
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 27. april 2006
I den sidste klumme kom jeg til at love, at jeg ville komme med løsningen på, hvad vi skal stille op med Helle Thorning Schmidt. Sagen er den, at jeg er ramt af oprigtig medfølelse. Jeg ville så gerne komme op med den løsning, der var bedst for os allesammen. Èn, som kunne hjælpe Helle Thorning Schmidt med at finde frem til det, som man med mytologisk pondus kunne kalde sit Kald i Livet, men også én som kunne sikre et trumf-agtigt alternativ til den siddende regering.
Brudstykker af samtaler har udspillet sig i mit hovede. F.eks. samtalen mellem Helle og den rare medarbejder på Arbejdsformidlingen. Karriererådgiveren: “Måske kunne du fortælle lidt om, hvor dine forcer ligger?” Helle (efter længere tænkepause): “Hm….jeg er god til at sætte farver sammen?”
Desværre er min fantasi for begrænset til at forestille sig, hvad der videre sker.
Det er alt for let at pege på Helle Thorning Schmidts fejl, for der er kun alt for mange af dem. Den væsentligste drejer sig selvfølgelig om, at hun overhovedet går op i, hvad vælgerne mener. Hun har tilsyneladende ikke opdaget, at vælgere aldrig har gidet at stemme på nogen, som prøver at komme dem i møde. Det kræver jo, at det er vælgerne, der skal finde på, hvad der nu skal ske. Når det så sker, opfattes det som reaktivt og utroværdigt. Dertil kommer, at vælgerne jo hele tiden skifter mening. Næh, som vælger vælger man nogen, der er klare i spyttet og som vil et sted hen. Sådan er det med alting her i livet. Det er selvfølgelig risky business, for det kan jo betyde, at der kun er tre-fire andre, der vil med. Men sådan er det også her i livet. Dem, der får ting til at ske, det er også dem, der vil noget, og er skideligeglade med alt andet. Sådan lyder jobbeskrivelsen. Råd #1:Find dit kald. Råd #2: Køb et sæt skyklapper.
Nå. Men Helle Thorning Schmidt er selvfølgelig ikke hele problemet. Efter intens tv-kigning har det nemlig slået mig, at medierne over en bred kam i årevis har manipuleret med symbolsproget, for at styrke opfattelsen af socialdemokratiet som en udtjent sutsko. Da visionspakken blev lanceret reagerede TV2 med at gå til et ekspertpanel fra hvad de kaldte ‘det socialdemokratiske bagland’. Hvor gik de hen? Til en campingplads. Her interviewede de fire hængerøvede og -vommede fætre, der hang i campingstole og slubrede kaffe. Symbolsproget lyder: Visionspakke=campingplads. Dette er ét eksempel blandt hundreder. Det er direkte uværdigt. Med alle andre partier ville man hente udtalelser fra en lærd mand på Statskundskab. Det er et anti-socialdemokratisk komplot, som er så subtilt og dog groft manipulerende, at jeg stadig er helt i chok over denne opdagelse.
Men det anti-socialdemokratiske komplot er nok ledet af Helle Thorning Schmidt og formidlet af medierne, men det kunne aldrig lade sig gøre uden socialdemokratiets altid uforbeholdne støtte. Hver gang nogen siger noget, er der nemlig altid et rævesurt medlem et andet sted, som beredvilligt stiller sig frem og lufter sin indestængte kommunekontorluft lidt ud i medierne. Freddy Blak-syndromet. Freddy B skammede sig f.eks. ikke spor over for nylig at stille sig frem og vrænge om sin formand: “Hun er fandme født med en guldske i røven.” Det viser noget om det Socialdemokratiske format og storsind. Det gør næsten, at man tilgiver medierne deres brug af campingsymbolik, for S gør det næsten for nemt selv. Råd #3: Fyr Freddy Blak. Råd #4: Forbyd brug af vindjakker indendørs.
Måske skal løsningen på det socialdemokratiske problem findes et helt andet sted. Jeg kender f.eks. én, der godt vil tage Helle Thorning Schmidt med ud og danse. Så må de selv ligge og rode med, hvem der skal føre.