Den sidste gentleman
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 25/2007
Første gang jeg oplevede, at en mand åbnede en bildør for mig, var jeg ved at besvime. Jeg var slet ikke klar over, at den slags kunne ske andet end på film. Måske for statsoverhoveder og straffefanger, men ikke for en dødelig, dansk pige. Jeg ved egentlig heller ikke, om jeg syntes det var rart. I første omgang var det bare helt vildt underligt.
Jeg er klar over, at dette også vil lyde meget eksotisk i andres ører, og at der formentlig er en hel del kvinder derude, som aldrig nogensinde har prøvet at få åbnet bildøren for sig. Jeg kan afsløre, at det – selvfølgelig – heller ikke var i Danmark. Og fordi det ikke var derhjemme, men i en kultur, hvor det – viste det sig – slet ikke er usædvanligt, at herrerne åbner såvel bildøre som alle mulige andre døre for damerne, føltes det ret hurtigt hverken ubehageligt eller grænseoverskridende. Der var noget ved det, der gjorde det lettere at være kvinde – ikke at bande og spytte langspyt og grine højt og sømandsagtigt. Ikke meget lettere – men lidt, og det hjalp mig til at værdsætte nogle af de egenskaber, som gør manden til mand. Jeg vil vel sige, at det var en slags samarbejde.
Det skal lige siges, at den særlige hensyntagen til mit køn foregik ikke kun i kurtiseringsøjemed. Jeg husker engang i en parkeringskælder, hvor der skulle ordnes nogle ting med en vagt, som tog lidt tid. Der stod én stol midt i det hele. Og vi var tre mennesker. Som det naturligste i verden peger vagten på stolen, for at jeg skal sætte mig ned.
På det tidspunkt boede jeg i New York, men det kunne såmænd sagtens have foregået alle mulige andre steder – uden for Danmark. Da jeg var omkring tyve boede jeg i Buenos Aires. Jeg husker, at der altid var mange mennesker med bussen – så mange, at den i daglig tale gik under navnet el bulo, kødbollen. Ved busstoppestederne var der en helt særlig logik for, hvem der steg på bussen og i hvilken rækkefølge. Den gik således: Første ældre kvinder, så yngre kvinder, så yngre mænd og til sidst ældre mænd. Jeg forestiller mig, at det var sådan, fordi man ud af respekt for kvinderne selvfølgelig lod de ‘svageste’ – altså de ældre først komme ind i bussen, men når man så kom til mændenes indbyrdes påstigning holdt al hensyntagen op og de yngre, som var raskere til bens, kom først på.
Da jeg kom hjem skulle jeg lige vende mig til de danske rodeo-tilstande, hvor en mand ikke er bleg for at skubbe til en kvinde for at komme først ind ad en dør. Hvad enten det er til bus eller tog, eller ind ad en juletravl dør til et stormagasin, ligger det hverken i den danske mands gener eller opdragelse at holde tilbage for en kvinde. Man skal op i nogle meget gamle årgange før den slags finder sted. Jeg kan ikke lade være med at studse, når jeg ser en mand lade en kvinde slæbe tunge indkøbsposer. Uanset om de er gift eller ej. Der er mange varianter over gentleman-ismen – hjælpe overtøj på, trække stole ud etc. Hvor grænsen går mellem det behagelige og det latterlige er vel individuelt. Jeg har f.eks hørt om særligt galante mænd, der ikke kan lade en kvinde rejse sig for at gå på toilettet uden at rejse sig og bukke. Men det er der vist ingen fare for, at en dansk mand nogensinde kunne få sig selv til.
Det slår mig hver gang, jeg vender tilbage til Danmark, hvor røvballeagtige vi egentligt er i den basale omgang mellem kønnene. Måske fordi vi tror, at vi bliver mere lige af det, eller at vi mister territorie ved at lade en mand hjælpe os frakken på. Som om vi dermed indrømmer, at vi end ikke er i stand til at klæde os selv på. Men i virkeligheden tror jeg, at det vil føles mindre akavet for alle parter, at man har nogle former at holde sig til.