Af Mathilde Walter Clark
Romeo+Juliet, april 2005
Der findes sådan en fantastisk kultagtig bog, som alle, jeg kender fra filmbranchen, “har været igennem.” Jeg fik den på min 30 års fødselsdag af min daværende kæreste. Jeg tror selv, det lykkedes mig at bide skuffelsen over at få en bog i mig og sige “ih, tak – den glæder jeg mig til at læse.” Vi havde på den anden side heller ikke kendt hinanden i mere end en uge, så et smut til Barbados havde måske også været lidt i overkanten. Hvorom alting er, så svarede han at, jeg sandelig ikke skulle tro, det handlede om bare at læse den. Så let skulle jeg ikke slippe. Der var tale om hårdt arbejde.
Det viste sig at være et kursus. Det forløb over 12 uger i bedste AA-stil med et kapitel til hver uge. Bogen hed ganske enkelt “kreativitet” og var altså et kursus, der gik ud på at hjælpe én til at udfolde sine kreative evner. Jeg kunne ikke lade være med at være en smule fornærmet. På den anden side arbejdede jeg på det tidspunkt som såkaldt kreativ i reklamebranchen, så jeg havde selvfølgelig hårdt brug for den. Alle der arbejder i reklamebranchen har brug for hjælp.
Jeg var ikke klar over, at jeg med kurset også trådte ind i en hemmelig klub. Man behøver bare at nævne navnet på forfatteren, Julia Cameron, og man vil i en forsamling se, at enkelte indviede nikker indforstået. “Ah ja, kreativitetsbogen..”
For de fleste, jeg kender, der “har været bogen igennem”, bliver den til lidt af en bibel. Domme bliver umærkeligt indledt med sætningen “kreativitetsbogen siger…” Man står gladeligt op op morgenen tyve minutter før man ellers havde planlagt for at sidde og skrible i en notesbog. Det hænder, at man går på restaurant og bestiller desserten først, derpå hovedretten og til slut forretten. Man tager fri et par timer en eftermiddag for at luske rundt nede ved den lille havfrue og fotografere japanere. Eller iklæder sig burka før man kaster sig ud i en omfattende shoppingspree. Når man er i gang med kreativitetsbogen bliver alting en lille smule mere festligt.
Det er længe siden, jeg blev færdig med kreativitetsbogen, men jeg tror ikke, der går en dag, hvor jeg ikke på en eller anden måde benytter mig af dens tankegods eller tilgang til hvordan man udfolder sin kreativitet – og ikke mindst: undlader at blokere andres. Det sidste er mindst lige så vigtigt. Når man selv er småblokeret og kreativt understimuleret går utroligt meget af ens tid med at forsøge at spænde ben for andre. Kreative benspændere findes alle vegne – og intetsteds findes der flere end i den kreative branche. De er lette at identificere. De siger næsten altid “nej” på forskellige måder. “Det kan desværre ikke lade sig gøre”, “skal den være rød?”, “skal det være en hammer?”, “har man ikke set det før?” Ikke mindst reklamebranchen er fyldt med den slags indvendinger til hver en kreativ prut, man slår.
Når man først har forstået, hvad der er på spil, mister kreative benspændere deres magt over én, og det bliver lettere at bevare sin kunstneriske integritet. Ja, for fanden, gu’ skal den være rød!
Den bog har meget på samvittigheden. Alene det faktum, at jeg ikke er i reklamebranchen mere er grund nok til at danse boogie woogie rundt i lokalerne. Sarte sjæle skal dog være opmærksomme på, at Julia Cameron kan finde på at tale om dét der Gud. Jeg ved, at det er svært for nogen. Enten har man modet til at stå det igennem, eller også klarer man den ikke. Hvis man som jeg har amerikansk blod rullende i sine årer tager man den slags i stiv arm.
Dér. Nu har jeg fortalt en velbevaret hemmelighed. På den anden side: en god hemmelighed kan ikke blive fortalt for tit. Og hvilket bedre sted end i det hemmelige blad?
Så. Nu vil jeg danse boogie woogie rundt i lokalerne.