De umulige, nødvendige ord.

Information d. 16. september 2017
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Der hopper en tyk skade rundt i kirsebærtræet og leder efter noget spiseligt. Det plejer at være fuldt af fugle på denne årstid, men i år tror jeg ikke der har været nogen kirsebær. Min bedste ven er lige død. Når ordene svigter mig er det blevet en gammel vane at stå i mit køkken og falde i staver mens jeg kigger ud på det træ. Det er ikke en metafor for noget som helst, det er helt konkret. Hvad der foregår i et træ er forholdsvist overskueligt, enten har det blade eller ikke blade, der sidder enten fugle eller ikke, og lige nu der ingen kirsebær.

I lang tid håbede vi. Da hun blev døende gik det hurtigt. Om torsdagen havde hun spurgt til min far og sendt mig fingerkys da jeg gik ud af døren. Hun var ikke større end en spurv. Da jeg gik derfra igen om fredagen vidste jeg at det ville blive sidst gang jeg så hende. Hun døde senere samme aften i armene på sin mand. Hun havde to drenge. Hun blev 46. I 31 af de år var hun min bedste ven. Ligesom alle os andre havde hun planer. Nogle af dem havde vi sammen. Det slog mig stum. Ordene — jeg ved ikke. Det er vel et af de tidspunkter hvor min tiltro til dem er begrænset, og alligevel er det nødvendigt at finde dem. Det er nødvendigt af mange grunde, men først og fremmest skal jeg sige noget ved hendes bisættelse. Mange har prøvet den slags før mig, mistet et menneske de elskede og skullet sige noget om det. Jeg kan ikke forestille mig hvordan de har gjort det. Jeg kan ikke forestille mig selv at gøre det, og samtidig kan jeg ikke forestille mig ikke at gøre det. Blandt alle de redskaber vi har til at tildele og beskrive betydning, findes vel ikke noget bedre end sproget. At blive begravet i tavshed, uden et ord, sådan som Mozart gør i filmen Amadeus, det må være den usleste måde at komme i jorden på. Det ønsker jeg ikke for nogen, og slet ikke det menneske som jeg har kaldt min ven—og som jeg aldrig havde problemer med at finde sproget med, mens hun var i live. Ligeså mangelfulde ordene er når det gælder, ligeså nødvendige er de.

Det vanskelige (for mig) er ikke selve den handling at stille sig op og sige noget. Det vanskelige er at finde de såkaldt "rette ord", mens jeg stadig har det som om hun er lige inde på den anden side af en væg. Ind imellem føles den væg helt tynd, men det forbandede er at jeg ikke kan sende en sms eller skubbe et brev ind under døren. Hun er på sin side, og jeg er på min. Men det er ikke bare det indlysende i at jeg ikke har lyst til at konfrontere mig med at hun uigenkaldeligt ikke er her mere, eller at jeg gerne vil holde fast i planen lidt endnu, vores plan fx. om at sidde med plaiden over benene og se tilbage og grine af det hele når vi blev 90. Det er også noget andet og mere kompliceret. For hvordan kan man i det hele taget tale om et andet menneske? Hvordan kan man sige noget præcist, noget nænsomt, noget sobert og svalende, indfange hvem de er—hvem de var—med ord? Hvis man virkelig skulle male et menneske frem i sin helhed, hvis man skulle yde det nogen retfærdighed, ville det tage et helt liv. Man kan sige at det på en vis måde er dét vi gør: Viser det menneske vi selv er frem efterhånden som vi bliver til, netop ved at være levende. Hvem vi er står åbent, vi er stadig igang med at blive til. Når man taler om et levende menneske, er sproget derefter. Hvad der måtte være af hårdheder og finaliteter modsvares af det faktum at den levende er levende og kan tage til genmæle. Alt er bliven, sproget dialogisk, kærligheden, drillernerne, forventningen om det lange stræk foran os. Men når nogen dør, så lukkes historien. Så er der pludselig kun historie tilbage, så er der kun fortid. Nu begynder genfortællingen og alle forsøgene på at fastholde erindringen. Forsøgene på at huske, når nu den som man netop huskede de begivenheder med er væk. Hvert ord der herfra bliver sagt — nok så søgende og famlenende i deres mening — får præg af finalitetet. Her var dette liv, sådan og sådan var dette menneske. De bliver lige så uigenkaldelige som den afdøde.

Jeg går til ordene og fra dem igen med stor ambivalens. At skulle tale om nogen som om de er døde, når de lige for lidt siden var levende, virker grænseoverskridende. Det føles som et ran. Det er som at rydde op på et loftrum i mørke, jeg bliver ved med at støde ind i et eller andet kantet. På det tidspunkt hvor man er mest skeptisk hvad angår ordenes brugbarhed og mening, og hvor de for det meste enten totalt udebliver eller giver sig til at myldre ukonstruktivt, skal man altså forsone sig med dem, genfinde troen på dem, og finde de såkaldt "rette". Det umulige og det nødvendige. Jeg danser stille med møblerne i mørket. Give sorrow words, sagde Shakespeare. The grief that does not speak whispers the o'er fraught heart and bids it break.

Jeg danser stille
med møblerne i
mørket

Bagefter indfinder sig en mat lettelse, ikke fordi det lykkedes at finde de rette ord, men fordi der er taget hul på dem. Ordene kan aldrig blive gode nok, de kan kun være foreløbige.

I En hårnål klemt ind under panelet møder Søren Ulrik Thomsen sin gamle ven Steffen i Classensgade. De går ind på et værtshus, drikker nogle af de store øl, og giver sig til at diskutere filosofi og politik og pibetobak ligesom i gamle dage. "Du ved godt jeg er død, ikke?" siger Steffen på et tidspunkt til Thomsen. Det ved han godt. "Men det skal vel ikke forhindre os i at snakke videre?" siger Thomsen. "Selvfølgelig ikke. Jeg siger det bare," siger Steffen.