De fnitrende plastikposers tyrani
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 16. august, 2011
Jeg er på vej for at besøge min far i Belgien ikke så langt fra Hollands grænse, hvor hans kone har købt hus. Allerede da jeg lander i Amsterdams lufthavn, hvor jeg fordriver tiden, mens jeg venter på toget, kan jeg mærke forandringen. Overalt i shoppingcenteret står der skraldespande, tre styks ved siden af hinanden, trip-trap-træsko, metal, pap, fordærveligt. De forholder sig simpelthen til deres affald.
Jeg stopper og køber lidt mad til turen. Da jeg har betalt, gør ekspedienten ingen ansats til at gøre noget yderligere ved varerne. De ligger på bordet, og hun venter bare på, at jeg tager dem. Jeg er undsluppet de fnitrende plastikposers tyrani.
I Danmark bliver alt med dron-agtig automatik puttet ned i en lille, ubrugelig plastikpose, som kun er til for at transportere varen en halv meter gennem luften før den ryger direkte videre ned i ens taske. En halv meter. Jeg har aldrig hørt om nogen, der siden har genbrugt disse idiotiske små knitreposer. De ligger bare i skuffen og larmer, indtil man forbarmer sig over dem og smider dem ned i en anden og kraftigere plastikpose, hvorefter de gode skraldefolk kommer og henter den og kører den til forbrændingen i en lastbil. Et helt igennem unødigt spild.
Belgien viser sig at være ligesom Holland på det område. “Jeg var vant til en kæmpe skraldespand, som blev tømt hver uge,” siger min fars kone, der har boet 35 år i USA. “Nu har jeg sådan en lille spand, som kun bliver hentet en gang om måneden.” Hun viser størrelsen af den lille spand med hænderne Resten må belgierne selv finde ud af, hvad de skal stille op med. Det giver sig selv, at ALT sorteres. Alt fordærveligt komposteres, no discussion. Madspild er der slet ikke plads til i den lille spand. De har simpelthen en højere affaldsbevidsthed.
Dagen efter tager vi på shoppingspree i Kringwinkel. Det viser sig at være en kæde af genbrugs-stormagasiner, hvor alle ting står ordnet på rad og række i hele afdelinger. Ingen automatiske plastikposer nogen steder. De kan jo se med deres udemærkede øjne, at jeg har en taske!
Nu er jeg tilbage i Danmark med den dybt slumrende affaldsbevidsthed. Når jeg går igennem byen, kan jeg ligefrem høre det knitre.
2011< tilbage til klummer 2011