Danmarks Radio søger Ejendomsansvarlig
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 19. jan. 2007
Sidste søndag så jeg blandt stillingsannoncerne i Berlingske Tidende, at Danmarks Radio søger (ny) Ejendomschef. Det synes jeg er så god en idé, at jeg gerne vil viderebringe annoncen her i MetroXpress. Kvit og frit (de har brug for det.)
(Jeg citerer efter hukommelsen):
Danmarks Radio (det er os med Krønikken og Thøger Seidenfaden) søger nogen til at overtage lorten. Der er ingen herinde, der vil ha’ den. Det drejer sig om, at vi allerede har kommet til at bruge ca. en milliard (give or take) mere end vi måtte til at bygge for, og vi er hverken halvt eller helt færdige. Men helt ærligt: Vi aner ikke, hvor pengene er blevet af. Vi har ledt alle vegne, men det er Ikke Mit Bord (IMB). Det er her, du kommer ind i billedet. Det er dit bord.
Nu tænker du nok: “Den lort, må I godt beholde for jer selv.” Men det er slet ikke så slemt, som det lyder. Hvis nogen kommer og spørger efter pengene eller byggeriet, kan du altid svare, at det var Før Din Tid (FDT) eller sige: “Se! en fugl!” og pege ivrigt ud i luften. For der er helt sikkert en fugl. Vi har et rigt fugle- og dyreliv herude på Amager Fælled.
Jobbet:
Der er ingen af os herude, der kan huske, om vi har haft nogen i den stilling før (IMB). Vi laver regnskab en gang om måneden. Det foregår ved, at vi tager, hvad vi nu kan skrabe sammen af mønter og sedler. Så graver vi et kæmpe hul i jorden og smider det altsammen derned. Bagefter danser vi allesammen i kreds rundt om hullet (uden at mænge os for meget med nogle af dem fra de andre afdelinger), indtil vi bliver helt plimmelim og falder omkuld. Så drikker vi nogle øller og ryger en masse smøger, mens vi kryber i ly for regnen under en pressening.
Du refererer til Administrationschefen. Men det skal du ikke tage dig af. Hans telt blæste væk forleden.
Du er:
Friluftstype med hang til udendørsliv i al slags vejr hele året rundt. Manglende kendskab til almindelig regnskabsførelse er ingen hindring. Du er god til at Snakke For Din Syge Moster (SFDSM) og det er bestemt heller ingen hindring, hvis du er lidt fiks på fingrene og kan bruge en skruetrækker og et stemmejern.. Det er en fordel, hvis du er ryger. Det er vi andre, og så har vi nogen, vi kan bomme smøger af.
Du har desuden:
- Et par røjser af god kvalitet.
Du forventes:
- At ta’ den. Det betyder, at du og Kenneth Plummer skal blive enige om, at det er dig, der skal ta’ den, når den skal ta’s.
- At sparre med medarbejderne. (Bemærk de to r’er).
Vi tilbyder:
- Anspændt arbejdsklima med stor offentlig synlighed. Men det skal du ikke tage dig af. Det gør vi heller ikke.
- Ikke-ryger miljø. Men det er kun indendørs, så det skal du ikke tænke på.
Lønnen:
Penge er ikke noget, vi snakker om. Men med jobbet følger en hjelm, en lommelygte, et nødsblus, en æske Nicorette og et telt med udsigt over store, åbne vidder. Du får også din egen værdiplakat til at hænge op på teltdugen. Du kan vælge imellem: “DR – I folkets tjeneste,” eller “DR – I Thøger Seidenfadens tjeneste.”
Sådan finder du os:
Det er nemt. Du tager bare metroen, hvis den kører. Ellers kan du tomle – med mindre du er heldig at få et lift inde fra Rådhuspladsen af Thøger Seidenfaden.
Til dem, der nu er helt tændte, må jeg skuffe med, at der var ansøgningsfrist i går. Men mon ikke de venter på den rette ude på Amager Fælled?