Bornholdmerurets tikken
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 31/2007
Tidsfordriv. Det er måske det værste, jeg ved. Alene ordet. Hør det lige: Tids-for-driv! At fordrive tiden!
Her tænker jeg ikke på bare at sidde og glo ud i luften, hvad jeg mener, er en yderst fornuftig måde at spendere sin tid på. Jeg holder meget af at sidde og glo ud i luften. Mange gode ting er kommet ud af at glo ud i luften. Nej, tidsfordriv er alt det, der ligger midt imellem at glo ud i luften og at bruge sin tid (på noget fornuftigt såvel som ufornuftigt). Tidsfordrivet er en ulidelig venten, et ubehag ved livet. Det er en hyldest til støvet og til status quo.
Jeg kan blive helt syg bare af synet af en kryds-og-tværs i en avis. Der hænger sådan en lugt af død over dem. Jeg kan nærmest høre bornholmerurets tikken. Det er lidt som at sidde i en ventesal til graven. Nogen vil sikkert sige, at det er udemærket hjernegymnastik. Ja – og? For hvad og til hvilken nytte? Når kryds-og-tværsen er løst smides den enten i skraldespanden eller ryger afsted i en kuvert sammen med håbet om at vinde 200 kroner. Så er der Sodoku, som næsten er endnu værre. Nogle tal, som ryger ind i nogle felter, og så ellers direkte i skraldespanden. Så har man da udryddet de minutter. Videospil. Jeg har prøvet at bruge timevis på at spille et eller andet spil, hvor man skulle skyde nogle tyskere. En hel masse blod og skrigen var involveret. Tiden bliver virkelig fordrevet. Mange timer går uden at man lægger mærke til det. Så lukker man spillet ned, og dét er så dét. Et dyrebart stykke af ens liv er gået tabt til ingen verdens nytte – hverken ens egen eller andres. Ingen er blevet gladere. Ingen har oplevet noget. Intet er sket, intet er forrykket i det kosmiske regnskab. Man har såmænd bare fordrevet tiden.
Jeg ved godt, at en masse mennesker måske bliver kede af, at jeg siger disse ting om deres højtelskede tidsfordriv. Og det er altså ikke fordi, jeg er ude på at gøre dem triste eller noget i den retning. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, at en eller anden dag ligger man så dér på sit dødsleje og tænker tilbage på sit liv. Og vil man så ligge tænke, at “det var sørme også godt, at jeg fik løst en hel masse Soduku.”?
Jeg kan såmænd heller ikke komme i tanker om en ufornuftigt beskæftigelse, der ikke er mere fornuftig end at spilde sin tid på tidsfordriv. Det er langt mere frugtbart for menneskeheden at klovne rundt fx. Hvis jeg spenderede en hel dag ved at gå rundt inde på Strøget og spørge forskellige mennesker, hvad de mente om min nye hat, ville det aldrig være noget, jeg ville komme til at ligge og fortryde på mit dødsleje.
Tidsfordrivet er uendelig trist at tænke på, når man samtidig tænker på alle de kram, man kunne have givet, supper man kunne have kogt, kærestebreve man kunne have skrevet, ture man kunne have gået. Bøger man kunne have læst. Og nej, læsning af bøger er ikke tidsfordriv! Bøger – hvis de ellers er gode – udvider ens bevidsthed som al anden god kunst. Kunstens formål er at hæve bevidstheden over kategorier som ‘godt og ‘ondt’. At læse bøger kan være mindst lige så godt som at glo ud i luften.
Man kunne fx læse Baghavad Gita. Det er et ældgammelt kvad, som er lige så friskt og lige ud ad landevejen som om det var skrevet i går. Det er en hindu-myte, der handler om Handlingens Vej og som opfordrer lytteren af kvadet til at kaste sig ud i livet for fuld skrue. Der er alligevel ikke noget, man kan gøre galt – ikke sådan for alvor – så det er bare om at give den gas. Selv ikke døden er så slem, som den ser ud til. Tværtimod – det er døden at afstå fra at leve.