Be on time!
Af Mathilde Walter Clark
Romeo+Juliet, marts 2005
For nylig skulle jeg mødes med en mand, jeg aldrig havde mødt før, i relation til et kunstprojekt, jeg er i gang med. Over telefonen aftalte vi tid og sted. “Forresten: jeg har glemt at sige, at jeg altid kommer til tiden,” sagde han, da vi skulle til at lægge røret på, og underforstod dermed, at det ville være en god idé, at jeg også gjorde det. Det burde give sig selv, men det gør det ikke, og fyren sparede derfor blot et stykke af sit dyrebare liv ved at sikre sig, at det aftalte tidspunkt var - det aftalte.
Hvor coolt var det ikke!
Jeg var i hvertfald ved at skvatte ned ad stolen. Idet han på sin egen sofistikerede måde sikrede sig, at jeg ville dukke til tiden, skete der nemlig også noget andet. Jeg kan ikke beskrive det som andet end, at standarten blev hævet. Mødet og alt det, som mødet skulle indeholde, blev simpelthen løftet op til et højere og værdigere niveau. Det var et signal, der sagde: “jeg er tjekket – og jeg regner med, at de mennesker, jeg omgiver mig med er lige så tjekkede.” Med ét var et helt mulighedsfelt af forjaskethed, sløseri, uhæderlighed og dårlig opførsel skåret væk. Den slags vil nemlig have meget dårlige betingelser i nærheden af et menneske, der siger: “forresten: jeg kommer altid til tiden.”
Da jeg dukkede op til mit møde på slaget 20:00:00 havde han sågar en bog med til mig. Det havde ikke forbigået hans opmærksomhed, at jeg i telefonen var blevet rimeligt imponeret over hans måde at håndtere det selvfølgelige. Bogen var Donald Trumps “Think Like a Billionaire”. På bogens omslag bliver det med store sølvbogstaver lovet, at man vil få alt det at vide, som man har brug for, om succes, ejendomshandel – og livet. Det sidste har jeg måske mine moderate tvivl om, men hvis nogen ved noget om, hvordan man er tjekket i forhold til at lave forretninger, må det være den lille mand med den føntørrede toupé, de forbavsende hvide tænder og forkærligheden for gyldne ting. I bogen står en altoverskyggende regel nummer ét: Be on time!
Det er næsten så dumt, at man ikke skulle tro, det var nødvendigt at nævne.
Måske kan man tillade sig at springe kapitlet om “I love having power breakfasts at the Waldorf” over, hvis blot man tager denne ene ting med sig: at komme til tiden.
Jeg er generelt ret optaget af at gå og studere, hvordan forskellige handlinger giver forskellige reaktioner. Jeg tror fuldt og fast på, at der findes nogle måder at gribe ting an på, som er så principielle og almengyldige i deres evne til at fremkalde en bestemt respons, at de næsten kan kaldes ‘naturlove’. I en årrække er disse tanker kommet til udtryk i sådan et lille uofficielt foredrag, jeg holder ved enhver given lejlighed. Foredraget har en titel, der er lige så ubeskeden som teksten på Trumps bogomslag nemlig: Kurset-i-Hvordan-Man-Opnår-Hvad-Som-Helst-Ude-i-Verden. (Jeg tænker, at der ikke er nogen grund til at love for lidt.)
Aldrig under mine mange foredrag er det faldet mig ind at sige det indlysende i, at man selvfølgelig skal være punktlig i forhold til sine aftaler. Mærkeligt egentlig, for ude i livet har det været mig en kilde til utallige timers irritation over at måtte sidde rundt omkring i verden og vente på folk, som tilsyneladende syntes, det var helt rimeligt, at jeg brugte noget af mit liv på det. Ligesom man kan gøre op, hvor stor en del af ens liv der går på at sove eller at glo på rulletekster, må det også kunne gøres op, hvor stor en del af det, der går til på at vente på andre. Ikke så lidt. Jeg bange for, der er tale om år.
Det signal, det giver at komme for sent og ikke at overholde sine aftaler helt generelt, er, at “min tid er vigtigere end din”. Dybest set: “jeg er vigtigere end dig”. Og det er bare slet ikke så coolt og rock & roll-agtigt, som man skulle tro. Der er nemlig den hage, at de færreste mennesker er enige. Og hvad sker der så? Ja, så får man lov til at være cool og rock & roll-agtig – helt for sig selv. For mon ikke det fungerer på samme måde for kunstnere, som det gør for alle andre mennesker. Hvis ikke man er til at regne med, ja så må man finde sig i at udstille på støvede og obskure gallerier, spille jobs på perifære og sparsomt besøgte steder og udgive bøger på forlag, som bærer ens eget navn. Man må finde sig i, at der nok ikke er så mange, der synes, man er lige så godt selskab, som man selv synes.
Nå, jeg må hellere løbe, så jeg ikke kommer for sent til en aftale…