Båltale til Folkedybet
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 23. juni 2006
I aften er det Skt. Hans, og der er tradition for at brænde vores hekse og trolde på bålet. Og det skal nok lykkes os at få ild i et stort smukt bål på stranden (hvis vi standser ved en tank og køber sekshundrede liter benzin, som vi kan overhælde det knaldvåde brænde med), det er jeg sikker på. Men det slog mig også, at det har vi gjort lige så længe, som nogen kan huske, futtet vores hekse og trolde af, og at sommeren meget mere er en tid for at løbe barfodede og lykkelige ned ad græsbeklædte skråninger med ord som ‘kærlighed’ på vores tunger, og at vi derfor måske i aften i stedet skal tage vores hekse og vores trolde i hånden, og sige at det nok skal gå altsammen.
Måske kunne det vise sig, at der slet ikke var noget at være bange for! Hvad om vi trak vejret helt ned i maven, så ind i flammerne og i stedet tænkte på alle de gode ting. Vi kan tænke på, at folk med skæg bare er mennesker med mere hårvækst i ansigtet. Vi behøver heller ikke at være bange for pizzabudet, oliven og “amerikanske tilstande”. Eller for folk, der ikke ved hvem, der har bygget rundetårn. Eller at fare sammen ved synet af en turban ud af skræk for, om der skulle ligge en appelsin.
Hvad om vi i aften inviterede vores hekse og trolde på grillmad før bålet? Der er noget med denne tid, hvor vi allesammen går rundt i sandaler og spiser isvafler med syltetøj og flødeskum, der inviterer til den form for largehed. Lad os bære over med Gud også! Hvis vi ikke tror på ham, behøver vi heller ikke være bange for ham, og vi må kunne tåle at høre hans navn nævnt i det offentlige rum uden at gøre korsets tegn. Og i samme åndedrag: Lad os heller ikke være bange for ytringsfriheden. Eller selvcensuren. Lad os i det hele taget ikke være så bange for, at vi skulle komme til at lægge så meget bånd på vores egne tunger, at vi bliver nødt til at svine nogle mennesker til, bare for at forvisse os selv om, at vi ikke er spor bange!
Vi skal heller ikke være bange for kulturen, som de mennesker var, der helt uopfordret sendte mig en kuvertfuld af alt muligt om, at Holger Danske er truet. Lad os tage Holger Danske og frikadellerne og kronjuvelerne i hånden og tænke på alle de gode ting i livet, og måske vi også kan finde én, der hedder Ahmed at holde i hånden. Sommeren er en tid for at ligge på ryggen og se op i himlen og gætte skyer.
Det skal også nok gå, at Peter Høgh har skrevet en bog om emner, som går over vores forstand. Lad os også tage ham - og den stille pige og Bukdal og Bertelsen og dem allesammen - i hånden og tænke på noget, der er lyseblåt og fint. Lad os i det hele taget ikke lade os skræmme af fiktionen! Eller blive bange for, at den pludselig skulle slippe løs ude i virkeligheden! Det har den forlængst gjort.
Lad os også prøve ikke at blive alt for bange, når vores stemmer lyder som mus, som vi synger midsommervisen. Eller at det øser ned, mens vi ser ind benzinflammerne, for det gør det altid, og det går jo nok alligevel. Nej, lad os i stedet tage Folkedybet og de mange reaktionære kræfter her til lands i hænderne og glæde os over dem, for de tjener også et vigtigt formål, når de sørger for, at udviklingen ikke går alt for hurtigt. God Skt. Hans og god sommer!