Årets Anna Nicole Pris
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 16. feb. 2007
For en uge siden læste jeg spisesedlerne: “Anna Nicole Smith død.” Det første jeg tænker er: “Gud, er hun død!” Derefter forbløffes jeg over, at jeg overhovedet ved, hvem hun er.
Jeg ved, konstaterer jeg, forbavsende meget om dette kvindemenneske. Jeg ved f.eks. at hun engang har optrådt på en plakat fra Hendes & Mauritz, og at det nogenlunde gør det op for hendes eneste selvstændige bidrag til verden. Jeg ved, at hun har været gift med en mand, der vistnok var 63 år ældre end hende (selv dette tal 63 findes i mit videnslager om kvinden) – en stenrig rosin godt oppe i 90’erne, og at hun, under beskyldninger for at være mere interesseret i milliarderne end i det lille rynkede væsen, hårdnakket hævdede, det skam var true love. Så var der jo også al bøvlet for nylig med hendes narkomansøn, der tog livet af sig selv, og den lille nye, som ingen helt ved, hvem der er far til.
I det hele taget er min bevidstheds vægge dækket med trivia om denne mig principielt komplet uvedkommende Anna Nicole Smith. Jeg ved allerede alt, alt for meget.
Ikke desto mindre optager hendes død mig, ligesom den iøvrigt optager alle andre. I hvertfald fylder den spalterne i formiddagsmedierne i hele den følgende uge. “Her dør hun” lød en spiseseddel, der smagfuldt bragte billeder fra en videosekvens optaget af en tilfældig forbipasserende. Snart, oplyses det, vil man kunne se hendes død live på nettet.
Jeg lader lige den stå lidt endnu.
Det er åbenlyst absurd, at hun fylder så meget, og at vi ved præcis, hvad det drejer sig om, hver gang vi ser en overskrift. Hvad der er mere interessant er, hvorfor vi tilsyneladende allesammen er enige om, at det på en eller anden måde vedrører os. Det går ikke bare at forarges over sladderpressen, hvis vi så meget som en eneste gang fortæller noget af det, de skriver, videre til nogle andre. Vi er allesammen enige om at gå op i Anna Nicole Smith.
Hvem har vi ellers i samme kategori? Paris Hilton. Heller ikke hun har bidraget med noget, men gør alligevel krav på en betragtelig lagkagesnitte af vores bevidsthed.
Jeg talte i telefonen med en anden ven, og fortalte ham om mine tanker. Jeg nævnte noget om, at jeg vidste væsentligt mere om Anna Nicole end om f.eks. Villy Søvndal. “Ja, eller måske også om mig!” skreg han forfærdet. Vi talte om Paris Hilton, men vi var enige om, at Anna Nicole Smith trods alt havde mere format. Min ven mente det vist helt bogstaveligt, men jeg tænker også, at hun udfyldte sin funktion bedre. Hun var simpelthen mere underholdende. Hun gav os smæk for skillingen.
Anna Nicole Smith var et vaskeægte levende sæbe-opera menneske sluppet løs ude i den såkaldte virkelighed, stjernen i en sindssyg serie, vi allesammen slubrede i os. Og hun underholdt, forargede, gav os lettelsen over at være nogenlunde normale.
Derfor slog det mig også, at vi må vise den slags mennesker lidt mere respekt. De påtager sig trods alt at ofre deres liv for vores behov for at svælge i et andet menneskes totale fald. Før i tiden dukkede man op til offentlige hængninger for at opleve denne katarsis. I de helt primitive samfund var der næsten endnu mere skik på det: da udvalgte man en passende jomfru, klædte hende i hvidt og smed hende ned i en kløft. Dengang var man udemærket bevidst om menneskets behov for at konfronteres med livets yderkanter på en for fællesskabet tryg måde. Det var tider.
Derfor synes jeg også, vi bør indstifte en pris og hædre dem, der gør det godt. Årets Virkelige Soap Pris. Eller måske kunne man passende kalde den Anna Nicole Prisen.