"Alting var meget bedre i gamle dage"
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 30/ 2006
Jeg har lige været i kloster i en måned! San Cataldo hedder stedet, som ligger smukt placeret op ad en bjergskråning ved Amalfi-kysten i Italien. Der er plads til tolv mennesker - de kalder det Aandsarbejdere og Kunstnere - som kan få lov til at arbejde uforstyrret på et projekt af en slags. Hver får tildelt en celle og bag de tykke, hvidkalkede mure, morfes man mange hundreder år tilbage i tiden. Udsigten har i al væsentligt været uforandret siden noget, der ligner tidernes morgen. Tre gange om dagen ringede gong’gongen, hvilket betød, at maden var serveret. Og endelig var der nogen (og her er det, at de fleste vil tro, at min digteriske fantasi er løbet af med mig), der vaskede ens tøj.
Det mest sindssyge på stedet var de gamle mænd. Ud af de tolv var vi tre unge kunstnere. Resten hørte ind under kategorien Aandsarbejdere. Og med al den kærlighed og respekt, som jeg nåede at opbygge til de gamle mænd, vil jeg sige, at det lige i deres tilfælde var meget passende at stave det med stort a og lille a. Hver aften, når vi mødtes til måltidet, sad de og talte om verden, som om den var et fjernt sted, som engang fandtes, og som for længst er ophørt med at eksistere. De talte, som stammens ældste omkring et lejlbål ville tale om et sagnomspundent sted, som de havde oplevet i deres ungdom, de talte med visdommens og erfaringens autoritet. Og det VAR eksotisk at høre de gamle mænd tale – men mest på grund af den uoverkommelige tågedis, som den ellers lettilgængelige verden lige neden for balkonen ligepludselig så sig indhyllet i. Det var en besynderlig oplevelse. Alt, hvad der blev talt om, havde omkvædet: “Alting var meget bedre i gamle dage,” hvilket jeg og de to andre unge kunstnere med jævne mellemrum udbrød i munden på hinanden som koret i græske tragedier.
Helt symptomatisk kan jeg i dette øjeblik overhovedet ikke huske en eneste af de ting, der var bedre i gamle dage. Det er mere den em af hengemte blomster, der svævede over samtalerne, jeg kan huske. Men mon ikke det var bedre i gamle dage, at man holdt taler – rigtige taler, som var gennemtænkt og skrevet ned på sirligt foldet og i brystlommen placeret papir, og som ikke bare var inspireret af et flygtigt øjeblik og lidt for mange glas rødvin. Det var også bedre, at man forstod at bruge det personlige pronomen ‘De’ – det varierer sprogets muligheder. I det hele taget var sproget bedre i gamle dage. Komma’erne! Åh komma’erne var helt klart bedre! Der blev talt en del om de komma’er, og især om, at folk ikke kan sætte dem, og at det var de meget bedre til i gamle dage. Det var også bedre, at der herskede en udbredt forståelse af, at man ikke går med brune sko efter klokken fem. At folk talte t-y-d-e-l-i-g-t. At de ikke bare brugte adjektivet ‘sindssygt’ om alting. Det var helt sindssygt! Vejret, børneopdragelsen, respekten for de ældre, lærerne, højtiderne, kirkegængeriet, salmerne, digterne, skoletaskerne, nyhederne, almendannelsen,
Nu må det afsløres, at disse ældgamle mænd ikke mere end et sted i halvtredserne. Kigger jeg min egen vennekreds efter i sømmene, spænder den fra tyverne til op i halvfjerdserne. Der er ingen af dem i ‘den gode ende’, jeg på nogensinde har tænkt på som gamle. Tiderne har ændret sig på en sådan måde, at et menneske ikke længere nødvendigvis gennemgår aldersbaseret livsmønster sådan at forstå, at man bliver gift i en bestemt alder, får børn, går på pension og dør efter et fuldkomment gennemskueligt mønster. Det, der gjorde de gamle mænd på San Cataldo gamle, var ikke deres alder, men deres forestilling om livsfasernes dominans. De var nået den alder, hvor verden fortoner sig i en pibebakkende erindringsdis. Hvad kan jeg sige - gamle mænd var meget bedre i gamle dag. Og klummerne – de var også meget bedre.