Virkeligheden i tynde, tynde skriver

Af Mathilde Walter Clark
Bragt i Weekendavisen d. 9. marts. 2012

Copyright © Weekendavisen og Mathilde Walter Clark 2012. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Juleaftensdag deltog jeg i en quiz på P1 sammen med to andre litteraturfolk, en anmelder og en forfatter. Et af spørgsmålene gik på Karen Blixen, og vi blev på skift bedt om at sige noget om hendes betydning i Danmark. De to andre var enige om, at Blixen havde haft stor betydning som personlig myte, og for læserne, men ikke havde haft den store indflydelse for forfatterne. Hun havde ganske enkelt ikke sat sig tydelige litterære spor.

Det var en julequiz, og man skal ikke tage dét, der bliver sagt i en julequiz, alt for højtideligt. Men jeg blev alligevel urolig. Det er jo Blixen, vi har med at gøre!

Det danske litteraturlandskab
Samtidig kan jeg godt forstå, hvorfor de sagde det. Når man kigger ud over det litterære landskab er det dominerende indtryk ét af askese, tilbageholdenhed, sparsommelighed. Emnerne er almindelige danskeres genkendelige hverdag, historierne er ‘små’ og nære, de har selvbiografiske træk, karaktererne deler ofte erfaringer, geografi, livssituation - og sommetider endda også navn - med forfatteren. Man hylder punktet fremfor linjen, hullet fremfor fylden, lidt-hed fremfor meget-hed. Ikke noget med at udfylde hullerne med episke forløb, ja, den danske litteratur anno 2012 er ikke én, der uden videre binder an med episke forløb overhovedet. Ord, der går igen i anmeldelser af nye, danske romaner, er: ‘ordknap’, ‘diskret’, ‘underspillet’, ‘præcision’ og ‘ultrakort’, ‘korte, korte kapitler’, ‘’korte sætninger’ og ‘kort roman’. Det er kort, kort kort. Sproget, sproget, sproget.

Blixens brønddigtning
Blixen havde også sprog, men ikke dét sprog. Blixens sprog havde fylde, dunkel fylde. Det var præget af meget-hed fremfor lidt-hed. Her findes den store skala. Gud & Djævel, Himmel & Helvede. Blixens Danmark er er ikke et, der ligner vores hverdagsvirkelighed. Som hun skrev i indledningen til Syv fantastiske Fortællinger var de udtryk for ‘en dansk Emigrants Fantasier’ snarere end noget ‘forsøg paa Virkelighedsskildring’. Hun var ikke kun mytemager i sin fritid, hun var det også i sit værk, hendes fortællinger fandt sted i et mytisk al-tid. Hun var fabulerende, allegorisk, episk. Hendes sprog tjente et formål, hun var - med egne ord - en storyteller, én der fortalte historier. Hun digtede. Hun tog ganske vist udgangspunkt i sit eget liv og i egne erfaringer, men de var ikke behandlet hverken hverdagsgenkendeligt eller minimalistisk. Hun oversatte (eller undersatte) sine erfaringer til underbevidsthedens sprog. Fantasi snarere end selvbiografi.

Blixen var drømmer. Ligesom H.C. Andersen havde gjort det, dykkede hun ned i det kollektive brønddyb og hentede billeder op, der føles, som om de altid har været der. Pellegrinas brændende operahus, Babettes overdådige måltid til de norske asketer. Vi vil aldrig glemme dem.

Livet og omegn set fra Olympen
Og så benyttede Blixen sig af en alvidende fortæller, noget der længe ikke har været comme il faut i dansk litteratur. Det betragtes som ‘altmodisch’, ude af trit med tiden at stille sig op på Olympen og fortælle alt hvad, man kan se fra denne priviligerede post. Det er en våd klud i ansigtet på vores postmoderne overbevisninger: Der findes ikke en sådan samlende, organiserende, analyserende kraft. Det lugter af Gud. Livet kommer ikke med voice over. Og det er en våd klud i ansigtet på læseren, der godt selv vil betros opgaven med at udlægge handlingen. Show don’t tell er credoet. Faktisk foretrækker vi slet ingen handling overhovedet, for livet er ikke ordnet i handling, i sammenhængende forløb, ikke i det nye årtusind. Livet er fragmenteret, cut-up, pointe-løst. Her er ingen udvikling, livet går ikke op, heller ikke ned, ikke engang ligeud. Nej, livet er allerhøjst let trav på stedet. Livet er tekst. I det nye årtusind giver det kun mening med jeg-fortællinger, perspektiver forankret i individer, mangelfulde, fragmenterede, opklippede. Virkeligheden kan vi kun indtage i tynde, tynde skiver.

En litteratur, der ikke afspejler disse erfaringer, føles løgnagtig og påduttende. Det opfattes som et udtryk for taktløshed at indlede, sådan som Blixen gjorde det i én af sine bedste historier ‘Drømmerne’ fra Syv fantastiske Fortællinger: »Men desforuden havde Skibet indenbords en hemmelig ladning, der var bestemt til at sætte stærke Kræfter i Bevægelse, og hvorom de sovende Egne, som de nu sejlede forbi, slet intet vidste.« Det er for meget - både at fortælle, at der er en hemmelighed om bord, som omgivelser ikke ved noget om. Den hemmelige ladning i den danske litteratur pt ligger gemt i teksten, i hullet mellem to helsætninger. Don’t give the game away. Den store historie er død.

Hvad katten gemte på
Men hvad sker der egentlig, når fortælleren lægger kortene på bordet og siger: ‘Der er en hemmelig ladning ombord’ og ‘de sovende omgivelser ved ikke noget om det’? Ja, der kan ske det paradoksale, at hemmelighederne vokser, gåden bliver større, hvad Blixens fantastiske fortællinger da også til overmål demonstrerer.

Den amerikanske filminstruktør David Lynch har fortalt om sine oplevelser med at dissekere en kat, at han ville se, hvad katten gemte på, hvad der lå under overfladen, men hver gang han skar i katten, viste sig blot en ny overflade. Oplevelsen var skelsættende for hans kunstneriske virke. For at oversætte erfaringen til nærværende sammenhæng viste den noget om, at når man fortæller, at der på skibet gemmer sig en hemmelig ladning, åbenbarer der sig blot en ny overflade med nye hemmeligheder.

Give the game away
Det kan måske overraske, at de beherskede virkemidlers grand old man Jørgen Leths yndlingsværk er Doktor Faustus af Thomas Mann. Mann var, for at sige det mildt, ikke en forfatter, der veg asketisk tilbage for adjektiver. Hans adelsmærke var de storladne, episke skæbneforløb. Og så er han i den totusind sider lange Josef og hans brødre ophavet til den måske mest olympiske af alle de alvidende fortællere, der til dato er blevet skrevet frem. Mann er Tell & Show, han er Give the game away for fuld skrue. Men litteraturhistorien vrimler med eksempler på minimalister der beundrer maksimalister og omvendt. Der er blot tale om forskellige æstetiske strategier. Historien om en mand, der sejler ud for at fange en stor fisk kan i en gennemført minimalistisk behandling blive til Den gamle mand og havet og i en gennemført maksimalistisk til Moby-Dick. Begge dele udødelige mesterværker.

De to tilgange er altså hverken gensidigt udelukkende eller hinandens modsætninger. Litteraturhistorien har masser af eksempler på forfatterskaber, der har bevæget sig fra det ene til det andet og på, at de to strategier bruges af samme kunstner inden for samme værk. Man kan være minimalist i emnevalg, scope og plot, og arbejde med en maksimalistisk strategi på sætningsniveau, som Josefine Klougart fx gjorde i Stigninger og fald.

Litteraturen set gennem minimalistiske briller
Det giver sig selv, at minimalismen ikke ville være så stor, hvis ikke det var fordi vi havde en række dygtige forfattere, der på hver deres måde mestrer disse virkemidler. Uden arme ingen kager.

Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at vi har en så markant dominans af værker, der på den ene eller anden måde benytter sig af minimalistiske strategier, af lidt-hed, små historier, lille scope, intet - eller næsten intet - plot, korte sætninger.

I et essay i Kritik # 203, marts 2012 giver jeg et eksempel på, at to værker af høj kvalitet, der udkom i 2010, Helle Helles Dette burde skrives i nutid og Kim Blæsbjergs Pyramiden, det første minimalistisk og det andet maksimalistisk, bliver læst og modtaget på samme præmisser i dagspressen. Anmelderne var gode til at læse Helle Helles roman og hun fik også gode anmeldelser, hvorimod Kim Blæsbjergs 525 sider lange roman om, hvordan vold nedarves i tre generationer blev læst som et mislykket minimalistisk værk. “Hvorfor skal jeg læse disse 525 sider?” spurgte Jyllands-Posten anmelder fx. Sådan var der ingen, der spurgte til Helle Helles 159 sider. Noget kunne tyde på, at anmeldere foretrækker værker, der benytter sig af minimalistiske strategier. Anmelderne synes særligt gearede til denne form. De er simpelthen bedre til at læse et minimalistisk værk, bedre rustede, mere modtagelige.

Måske skyldes modtageligheden for det pågældende formsprog tyve års tilvænning. Men jeg tror også det har betydning, at minimalistiske værker ofte er kortere end de maksimalistiske, at der slet og ret står mindre på siderne, og at anmelderen for den samme pose penge derfor skal læse mindre. Anmelderne får ikke kilopris for deres anmeldelser, og de minimalistiske værker trækker ikke lige så tunge veksler på læseren som et maksimalistiske. Måske er det med til at gøre den læser, der får løn for sin læsning, mere positivt indstillet overfor værket. Jeg håber ikke, at det er sådan. Men måske er det sådan.

Askesen & orgiet
Den bølge, der startede i 90’erne som en fremme-i-skoene eksperimenterende litteratur, er gået hen og blevet én de mest solide og veletablerede genrer i dansk litteratur ud over krimien. Sidste år gik De Gyldne Laurbær, boghandlerens pris til en stor(sælgende) bog fra året, der var gået, til krimikongen Jussi Adler Olsen. I år gik den til Helle Helle, dronningen af hverdagsminimalismen, for selvsamme anmelderroste roman Dette burde skrives i nutid. Den store danske roman er i 2012 en lille roman. Minimalismen er blevet mainstream.

Men maksimalismen er ikke død af den grund, og den store fortælling, de store temaer, den alvidende fortæller, meget-hed - endda for meget-hed vil sikkert heller aldrig dø. Smagslove er som bekendt foranderlige og litteraturhistorien har i de sidste 100 år bølget frem og tilbage mellem værker præget af lidt-hed og meget-hed. De to strategier er i et berømt essay af den amerikanske forfatter John Barth, ‘A Few Words About Minimalism’, blevet sammenlignet med katolicismens to tilgange til frelse. På den ene side den asketiske via negativa, på den anden side en via affirmativa, livsomfavnelsen. I østens religioner går disse tilgange igen som henholdsvis ‘de lukkede øjnes vej’, tilbagetrækning til hulen eller skoven, afsondring, askese, og ‘de åbne øjnes vej’, orgiet, nedsænkning i livet, en forspisen sig.

Litterær frelse vil der altid være brug for, og temperamenter kommer i alle afskygninger. Der er ingen grund til at tro, at orgiets fortælleformer er passé, blot fordi vi for tiden har vendt dem ryggen i vores lille protestantiske afkrog. I den engelssprogede del af verden ser romanen markant anderledes ud. Det stort anlagte, det allegoriske, fylden, fantasien, meget-heden, historiernes associative vrimlen og drilsk legen med fortælleformerne præger de toneangivende, dagsordensættende og prisbelønnede romaner. De senere års vindere og nominerede til Pulitzerprisen, Man Booker-prisen og National Book Award’en tæller værker som Michael Chabons Den utrolige historie om Cavalier & Klay, Jonathan Frantzens Frihed, Aravind Adigas Den hvide Tiger, Téa Obrehts Tigerens kone og Junot Diaz’ Oscar Wao og hans korte forunderlige liv,. Alene titlerne signalerer, at vi befinder os mere end et stenkast fra vores hjemlige hverdagsminimalisme. Også hos vores skandinaviske brødre og søstre er det litterære spektrum større blandt den toneangivende og prisvindende litteratur med navne som Sofi Oksanen, Per Patterson og Jan Kjærstad.

Billeder fra brønddybet
Så ja. I radioens julequiz måtte jeg modstræbende give mine medkombattanter ret. Det er svært at få øje på sporene fra Blixen herhjemme, i hvert fald hvis man retter blikket mod litteraturen. Kigger man derimod på filmen, ser vi dem til gengæld med al overtydelighed. Ingen over og ingen ved siden af Lars von Trier, vores fremmeste brønddigter. Dér får vi episke forløb, store temaer, fantasi, drøm, allegori, Guder & Dæmoner - og en altmodisch fortællestemme. Selv de stærke kvindeskikkelser har han. Humor, galskab, for-meget-hed. Talende ræve, bolte om benet, galger og Guds ringende klokker. Hans universelle brøndsprog er ét, der taler til publikum over hele verden. Ligesom Blixen, ligesom Andersens.

For nylig udkom en lille bog med lange sætninger, Kødet letter, af Harald Voetmann. Her er en drømmer, der trækker billeder op af vores kollektivt ubevidste brønddyb, billeder der føles, som om vi selv har fremdrømt dem. Vi vil aldrig, håber jeg, glemme Kühleborn og hans ‘dødsfrakke’. Og heldigvis havde anmelderne sans for Voetmanns drøm (også selvom drømmen tager form af et mareridt). Så måske er der alligevel håb for Drømmerne!

Vi har mere end bevist, at vi på disse breddegrader kan skrive minimalistisk litteratur, så det synger. Som elsker af mangfoldighed kunne jeg godt ønske mig, at den fik selskab af en litteratur med flere ‘dødsfrakker’, en litteratur der tager tråden op fra vores fortid, en litteratur med fylde, galskab, fantasi, drøm, allegori, meget-hed, komik – og en åben litteraturformidling, der er modtagelig for dette sprog. Hvem ved. Måske kunne man endda - givet tid, investering, vilje og talent - gøre dét med dansk litteratur, som man har gjort med dansk film. Få den ud over landets grænser.