Overvejelser over det at læse en bog

Kommentar til Mai Misfeldts artikel i Forfatteren om debatdagen om den skønlitterære anmeldelse:

Copyright © Mathilde Walter Clark 2012. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

I Forfatteren nr. 3, 2012 findes en fin artikel af Mai Misfeldt om det miniseminar om ‘Anmeldelsen før nu og i fremtiden’ som blev holdt i Forfatterforeningen d. 29. marts. Jeg var én af oplægsholderne og var blevet inviteret til at at give ‘Et kritisk bud på anmeldelsen af idag’. I mit oplæg skitserede jeg 11 typer af ‘dårlige’ anmeldelser, dvs anmeldelser der på forskellig måde forfejler deres opgave, alle anmeldelser som jeg har set eksempler på i de senere år.

Mai Misfeldt skriver, at hun i mit oplæg savnede eksempler på kritik, som ikke faldt indenfor de skitserede kategorier – altså eksempler på negativt stemte anmeldelser, der samtidig var gode, dvs grundige, hæderlige, relevante og to-the-point læsninger af værket. Det kunne også have været et spændende at sige noget om: Hvordan ser anmeldelsen ud når den fungerer? Men jeg havde kun 15-20 minutter til rådighed til at tale om det emne, jeg var blevet inviteret til – altså hvordan anmeldelsen for tiden ser ud, når den ikke fungerer – og der var rigeligt stof til at fylde tiden ud (og mere til vistnok).

Men lad mig give Mai Misfeldt et par bud her. Et eksempel på en god, men negativt stemt anmeldelse er Lilian Munk Rösings anmeldelse af Anne-Marie Vedsø Olesens Glasborgen fra Information d. 2. Februar 2012. Som Lilian Munk Rösing engang har skrevet i anden anledning, kan man være enig i analysen uden at være enig i dommen. Men det fordrer en præcis analyse, hvilket netop er netop hvad alt for mange anmeldelser mangler – det var én af mine pointer i mit oplæg: Anmelderen ender ofte med at analysere sine præferencer, ikke værket. En præcis analyse indebærer at anmelderen forstår, hvad værket vil, dets æstetiske intention. Det gør Rösing. Hun er endda sympatisk indstillet overfor den mytiske tilgang og romanens suggestive billeder. Allerede den åbenhed giver point. I alt for mange (dårlige) anmeldelser falder dommen allerede fordi anmelderen ikke bryder sig om værkets æstetiske intention. Det forekommer mig snævert, smagsbaseret, tilfældigt. I en Politiken-anmeldelse skoses Henrik Juul Jensens roman En bedemands rejse fx for at ‘tale med en patos, som ikke lige er trenden i en tid, der hylder litterær minimalisme’. Anmeldelsen bygger altså på en præmis om, at forfattere skal honorere litterære trends i deres romaner – og gør sig til endnu et eksempel på, at danske anmeldere tilsyneladende foretrækker minimalisme.

Et eksempel på en negativt stemt anmeldelse, der kunne have været god, er Lars Bukdahls anmeldelse i Weekendavisen af Josefine Klougarts Én af os sover. Her kommer han med en fin og klar analyse af romanens sætninger, men forfalder i samme anmeldelse til hån og irrelevante sammenligner – med Christina Hagen og Stine Pilgård, der behandler ‘samme’ emne, nemlig eks-kærester, men gør det med en æstetisk intention, som er en ganske anden end Josefine Klougarts.

Det er en kliche at nævne The New Yorker, men hvorfor egentlig ikke pege på det bedste, når man skal sige noget om, hvad der virker? Her (d. 23. januar 2012) bliver Michel Houellebecqs senste bog, Kortet og territoriet, anmeldt af James Wood. Wood gør sig den (for avisanmelderen med avisanmelderhonoraret utopiske) ulejlighed at læse romanen i forhold til Houellebecqs øvrige forfatterskab. I Houllebecqs værker er det gennemgående, at de mandlige hovedpersoner er tabere – enten får de ikke sex nok, eller også får de den forkerte slags, for meget, som svin der foræder sig ved truget. Sex er i Houllebecqs romaner fremstillet som et slags differentieringssystem ved siden af det økonomiske. Moderniteten er et slag mod den sunde seksualitet. Wood læser Houllebecq som en contra-utopiker, en puritansk revolutionær, som ønsker at få bugt med begæret ved i sine bøger at fremstille sex så isolerende og fremmedgørende, at ingen længere har lyst til at praktisere det. Sex som tyrani og Houllebecq som oprører. Heri ligger et logisk problem: For at ‘komme ud over sex’ må Houllebecq endeløst repetere det. Men det er ikke dét, der generer Wood – det samme problem havde D.H. Lawrence, hvis novelle The Man Who Loved Islands han sammenligner Houllebecqs projekt med. Nej, problemet i Houllebecqs forfatterskab er hans mistillid til romanen og dens udsigelseskraft. For er Houllebecq romanforfatter eller er han i virkeligheden en romanskrivende propagandist? Den ‘bright book of life’ der skulle bringe liv til Houllebecqs ideer – hvor desillusionerede og fjerne de end er fra ‘det almindelige liv’ – er simpelthen ikke tilstrækkeligt overbevisende litterært set. De formelle narrative strukturer, der skal bringe liv til ideerne, scenerne, karaktererne, dialogen osv – er for hastige, skitseagtige, skematiske. Houllebecq synes simpelthen bange, skriver Wood, for at ‘betro det imaginære drama med den aktuelle krises fulde vægt’. Wood finder simpelthen ikke Houllebecq overbevisende som romanforfatter. Men i løbet af sin anmeldelse har Wood til fulde vist, at han forstår Houllebecqs projekt, og han har i samme åndedrag gjort os andre klogere – ikke bare på den anmeldte roman, men på hele forfatterskabet og sågar også på romanen som æstetisk kategori.

Den gode anmeldelse er – ligesom den gode roman – et stort og uudtømmeligt emne. Jeg håber at disse eksempler virker opklarende i forhold til det, som Mai Misfeldt savnede i mit oplæg til seminaret i Forfatterforeningen. Som det fremgår, mener jeg ikke, at vi kan undvære gode anmeldere – og gode anmeldelser i kritisk forstand. De er vigtige for forfatteren, selvfølgelig, men vigtigst af alt: For litteraturen. Forfattere undersøger hvad litteratur er for noget ved at skrive den, anmeldere undersøger den ved at læse den. Det er en diskussion, et fælles projekt. Det er en åben, nysgerrig og overraskelsesparat metier, som ligger ud over tilfældig smag og opad- eller nedadvendte tommelfingre.