Looking for something

Essay af Mathilde Walter Clark
Bragt som kronik i Politiken søndag d. 29. marts 2015 med titlen "Som kvinde i Indien skal man se uden at kigge.

Copyright © Politiken og Mathilde Walter Clark 2015
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.


(Billederne er taget på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. Marts 2015 i Pondicherry, Indien.)

Fire dage efter at "Indiens døtre", dokumentaren om gruppevoldtægten af en ung kvinde på en bus i Delhi, blev vist derhjemme, hyrede jeg en chauffør til at køre mig til Tranquebar, den gamle danske koloni i Sydindien. Det er første gang jeg tillader mig en sådan luksus under mine ophold her: Jeg plejer at køre med bus ligesom alle andre. Men jeg er her for at skrive på en bog, og tiden er knap.

Aftenen før ringer jeg til rejsebureauet og bekræfter aftalen. Klokken otte næste morgen venter chaufføren uden for mit Guest House sammen med ejeren af rejsebureauet. Til min overraskelse sætter han sig ind til mig på bagsædet. Det er længe siden, han har besøgt templet i Chidambaram, siger han. Han havde brækket sin arm, han havde brug for en spirituel opstrammer.

I Tranquebar aftaler jeg at mødes med dem igen kl. fire foran hotellet. Jeg spiser frokost, ser på fortet, besøger kirken. Da klokken bliver fire, finder jeg bilen parkeret i en sidegade, chaufføren læser avis, ejeren sover. Jeg sætter mig ind bagi og ser, at ejerens taske står åben, og en whiskyflaske stikker ud. Det bliver tre meget lange timer med en tungt ladet stemning dér på bagsædet. Stanken af alkohol er kvalmende. Samtalen er ikke længere beleven. Han syntes at være under det indtryk, at vi er på en date, eller noget, som han håber på kunne blive det. "Don't worry, nothing will happen. We are 500% friends".

"I like women with courage, like you."

"You are always smiling."

"Show me your left hand."

"You seem frightened, a little?"

Hans bror, en professor på et universitet, ringer undervejs: "Yes, I am behaving myself".

Han gentager. ""I'm a good man. Even if I'm a drunk, I'm a good man". Balanceakten med at trække en unaturlig samtale i naturlig retning og sørge for, at han ikke mærker min utryghed. At han hverken bliver vred over noget, føler sig afvist eller tilskyndet, at stemningen hele tiden er let og flydende. At fire på rebet, så der kommer afstand. At jeg ikke lader mig mærke med, at min mobil er gået død.
Endelig går han ud som et lys. Jeg sidder stille og ser det øde landskab ændre sig. At vi nærmer os et byområde. At der bliver flere og flere mennesker på gaden.

Når jeg skriver "flere og flere mennesker på gaden" bliver jeg nødt til at pensle ud, hvad jeg ser. På hvert eneste gadehjørne står tætte grupper af mænd omkring deres motorcykler. Mænd ved chai-stalls, mænd, der venter på bussen. Mænd, der glor på nogen skifte hjul. De sidder i rækker på bænke og mure, eller går slynget sammen i par, hånd i hånd, fingrene flettet sammen, som kærestepar. På nær at de ikke er kærestepar. Helt almindelige arbejdende mænd fra den lavere middelklasse kan finde på at lægge sig på en avis på gaden, i parker eller på bænke og tage sig en eftermiddagslur. Eller sætte sig på deres motorcykler med hovedet lænet mod styret og sove. De løsner knuden i deres dhoti, deres lændeklæder, trækker ud i stoffet og lufter deres ben i varmen. Skal de tisse gør de det øjeblikkeligt, hvor de går og står, på gadehjørner, op ad husmure, bag træer, skure eller biler, eller de sætter sig på hug, enden mod gaden, ansigtet mod husene, og urinerer i vejkanten.

Gaden er deres dagligstue, deres soveværelse, deres toilet.

Kvinder bevæger sig igennem gaderne som det, de er: Fremmede mænds intimsfære. Som dem har jeg lært at sløre mit blik. At kigge igennem folk, ligesom se dem, uden at se på dem. At se forbi blikke. Det at se på noget, direkte, har for mange betydninger. Det kan have uoverskuelige konsekvenser. Så jeg har lært mig at se uden at kigge.

Det er tolv år siden det groteske misforhold mellem mænd og kvinder i gadebilledet første gang gik op for mig. Jeg gik rundt i Delhi med blærebetændelse. Hvorfor kunne jeg ikke finde et dametoilet? Midt i hovedstaden? Det gik op for mig dér, hvad jeg ikke havde lagt mærke til før: At for hver halvtreds mennesker jeg så, var cirka én af dem kvinde. Det synlige havde været usynligt. Menneskemylderet omkring mig måtte i realiteten fordobles. Hvor var kvinderne? Inde i husene, formoder jeg.

Taxaturen er ikke en atypisk oplevelse fra mine længere ophold og rejser i Indien. Når mænd passerer mig i det tætte menneskemylder på gaderne i Nordindien, stryger de lige så stille en finger henover et huden på min arm eller min hånd, eller på mit bukseklædte lår, en bevægelse med en finger, der uset af de andre, langsomt og bevidst rører ved mig.

Jeg husker en læge i Allahabad, jeg konsulterede ham med mavepine. Han bad mig tage blusen af. Hans ene hånd på stetoskopet på maven, hans anden på mit bryst.
Jeg husker gruppen af unge mænd, der fulgte efter mig i de labyrintiske og øde gange under et palads i Jaipur.

I morges var der én der på mit faste morgenmadssted her i Pondicherry satte sig ned foran mig og viste mig noget med sin tunge. Gjorde han virkelig det? Ja. Han gjorde det igen. Og igen. Indtil jeg rejste mig og gik.

Havde jeg nu været lyshåret, kunne jeg måske have fundet på at sige: Det er fordi, jeg er lyshåret. Nu hvor jeg er hvid, er det tilsvarende let at bilde sig ind: Det er fordi, jeg er hvid. At gøre oplevelser, der er universelle for kvinder, unikke for mig, på grund af mine særlige forhold.

Hvert eneste øjeblik, jeg tilbringer her, er en oplevelse af sammenbrud. Meget lidt af det jeg ser og oplever passer i mine eksisterende kategorisystemer. Indien udfordrer mine demokratiske forestillinger om mennesket, mit syn på mænd og kvinder. Mine ideer om ligeværdighed. Det er en menneskelig tendens, tror jeg, at ville fastholde oplevelser i kategorier, selvom det ikke altid er muligt. Kategorierne er trods en måde at forstå og fastholde de ting, der sker med os. Det, vi ikke forstår, virker foruroligende på os, indtil vi har givet dem et navn, et begreb, en plads i vores til stadighed tilblivende historie om verden. Indien ryster mig, og ryster mig løs.

Jeg husker at sidde i en bus fra Khajuraho til Satna. Det var en tur, der tog syv timer. Ligesom på udturen var jeg den eneste kvinde, omkring mig var en busfuld mænd. Og øjne. Øjne foran mig. Og når jeg vendte mig om: flere øjne. Indmellem holdt chaufføren ind på de lange og fuldkommen øde strækninger og gik ud af bussen sammen med alle de øvrige passagerer, og de satte sig på hug langs den støvede vejkant og tissede. De sad på række, som små fugle, med ryggen til bussen, og når de var færdige, satte de sig ind og stirrede videre, tavse. Chaufføren startede bussen og kørte. På togstationen i Satna brød jeg sammen. Nogen fik mig ind på stationsmesterens kontor. Jeg ville have ham til at ændre min billet. You don't know what it's like, Sir.

Han sagde: But Madam: how could your father allow you to do this?

Det tog mig flere år at forstå den bemærkning. Hvad han mente med "this", og hvordan min far kom ind i billedet. "This" var simpelthen at bevæge mig udenfor: at transportere mig fra A til B. Som kvinde er man altid en mands ansvar. Først farens, så ægtemandens, og til slut sønnens. En ansvarlig far lader ikke sin datter færdes ude i det lumre omklædningsrum, som "vi alle godt ved", virkeligheden udenfor hjemmene i realiteten er. At jeg selv valgte at forlade mit hus og tage ud på en lang busstrækning, alene, at færdes som en fri agent, som en mand, var utænkelig for denne pæne, hjælpsomme patriark.

Jeg skal møde min veninde fra Bombay, en begavet, succesfuld forfatter, som jeg ikke har set i fire år. Hun siger, at hun har taget på siden sidst. Hun kan ikke komme til at motionere. Træningscentrene er, præcis som gaden, domineret af mænd. At bevæge sig ind i det rum er en overskridelse. Træder hun over tærsklen, må hun som minimum finde sig i at blive overbegloet.

Den ekstreme tilstedeværelse af mænd i det offentlige rum: Jeg har aldrig før talt med mine indiske venner om det, endsige hørt dem tale om det. Jeg nævner det for en veninde i Chennai. Hun er fra den øvre middelklase, hun har en chauffør. Hun siger, at man til sidst ikke ser det. Uden at tænke over det, har hun indrettet sig. Der er steder, hun ikke kan komme, tidspunkter hun ikke kan være ude. Det er som at gå med en for lille frakke: Man vænner sig til det.

What are you looking for? Spørgsmålet er et omkvæd til hver af mine bevægelser. Indien forstyrrer mine kategorier, men jeg virker også forstyrrende. Jeg går med bukser. Jeg tager bussen, også på lange strækninger. Jeg kommer ud i hjørnerne. Jeg kører med jeep i bjergene uden at hænge og brække mig ud af vinduet. Jeg færdes, gennem mændenes territorium, alene, tilsyneladende ud af mit eget frie valg. Og samtidig er jeg ubenægteligt en kvinde. Jeg er en provokation, en selvmodsigelse. Det er min klare fornemmelse, at min hudfarve beskytter mig og gør det lettere for mig at rejse alene. Jeg er ikke én af indiens døtre. Reglerne der omgærder mig er nogle andre. Jeg er hvid, jeg er udlænding og min købekraft er ti gange deres. Jeg skal ikke bære indiens dyder ind i fremtiden. Mine overskridelser er ikke deres — og alligevel overskrider jeg uskrevne regler for kvinders adfærd og færden.

Én ting er sikker: jeg er aldrig noget neutralt væsen, aldrig bare et med-menneske eller en lige-mand. Jeg er et bytte, en hvid Madam, én der skal beskyttes. Hvert eneste levende sekund, jeg opholder mig i Indien, må jeg forholde mig til at være denne problematiske skabning: en kvinde.

Globaliseringen er på én gang håbet og problemet. De ligger og skurrer mod hinanden som tektoniske plader, de nye generationer, piger i jeans, piger, der færdes uden for husene, piger, der uddanner sig, piger, der som Joyti Singh siger: "A girl can do anything". Piger, der insisterer på en ligeværdig adgang til deres eget land, verdens største demokrati. De skurrer mod den gamle patriarkalske, hierarkiske struktur, som sine steder bliver opretholdt med voldelig desperation. For mig at se har de konservative kræfter aldrig været stærkere. Det er lykkedes højreorienterede hindugrupper som HJS og RRS at forbyde videnskabelige bøger fra universiteternes biblioteker, pille teaterforestillinger af plakaten, få forlag til at fjerne bøger fra markedet. Dinanath Batra, lederen af en højreorienteret uddannelsesaktivistgruppe, fik i 2007 statsoverhovedet i Madhya Pradesh til at fjerne seksualundervisning fra skolernes curriculum. Begrundelsen: den stødte traditionelle indiske værdier. For to uger siden brød medlemmer af gounder-subkasten ind i forfatteren Puliyur Murugesans hjem og gennempryglede ham. De følte sig krænket over en novelle. Murugesan blev sat i fængsel. Loven beskytter krænkede følelser, men tilsyneladende ikke forfattere, der bliver udsat for vold.

Jeg bliver ved med at vende tilbage. Indien er en gåde, jeg ikke kan blive færdig med. Stedet bliver ved med at vise mig nye sider af mennesket og tilværelsen, af mig selv. Jeg kan lide at blive rystet løs af mine kategorier. Mine indiske venner er enestående og smukke. Det er kun, når jeg er ude i det offentlige rum, i transit, at jeg bliver den kant, der hedder "kvinde". Når jeg bliver træt af det, kan jeg tage hjem, en mulighed de indiske kvinder ikke har.

Jeg fortæller Upindra om min taxatur. Han er en globalt orienteret fyr fra Delhi, omkring fyrre, gift med en islænding, indehaver af to smarte restauranter i Pondicherry. Han siger to ting. 1) Jeg ved hvordan det er, jeg er vokset op med fire søstre: Skal jeg give ham nogle bank? Og 2) Du er en voksen kvinde. Du vidste, hvad du gik ind til, da du lod ham komme med i den taxa.

Det er forbudt at vise "Indiens døtre" i Indien. Begrundelsen: Vi må ikke høre voldtægtsmanden give udtryk for synspunkter, som er almindeligt udbredte. Når man overskrider grænser, tidslige, geografiske, påklædningsmæssige, hvis man som Joytir Singh insisterer på sin ret til at gå i biografen om aftenen og tage bussen hjem, må man være på udkig efter noget. Hvad er hun ude på? Hvad vil hun? What are you looking for? At bevæge sig uden for de snævre grænser, der uskrevent er udstukket for kvinden, er det på eget ansvar.

Det er fem år siden, jeg rejste i bjergene i Uttarakhand. En mandeverden om nogen. Man rejser med jeep, der er kun mænd, ti i en ottepersoners vogn. Hver gang vi drejede var der nogen, der greb efter mit lår "for at holde fast". Det var en verden af sammenhamrede hytter, ren klondyke, som det vilde vest. I de søvninge bjerglandsbyer måtte jeg vække receptionisten på hvert eneste af de møgbeskidte herberger, jeg boede på. De stod der, med svimle øjne og svirrende fluer og kløede sig i skridtet. De prøvede at skabe mening i synet foran dem. De spurgte: How many people? Støvet havde lagt sig i gaden bag mig, jeg var tydeligvis alene. På hvert sted lavede jeg et nummer ud af at vende mig om og lede efter mine ikke-eksistrende rejsekammerater. En spottende pantomime. Jeg er bare ét menneske, sagde jeg så. Hvor mange mennesker er du? Og fyren bag disken ville surt finde værelsesnøglen frem. Et sted sagde jeg: Bare vent. Dette er fremtiden. En dag vil også indiske kvinder rejse rundt sådan her, alene. Og han sagde, i al sin naive, hjerteskærende ærlighed: I hope not, Madam.