Tre eksempler på litterære posekiggere

Af Mathilde Walter Clark
Weekendavisen Bøger, d. 21. september 2012

Copyright © Weekendavisen og Mathilde Walter Clark 2012
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Forrige lørdag kunne jeg læse i Kristeligt Dagblad, at “forfatteren [til GIPS, som tilfældigvis er mig selv] tænker, at vi er mange andre derude i forstæderne, der lever meningsløse arbejds- og familieliv, og at vi skulle se at vågne og vælge til og fra”. Hvor har anmelderen sine oplysninger fra? Ikke fra mig. Mine formodede tanker harmonerede desværre ikke med anmelderens mening om samme sag, for “måske behøver et rækkehus og et ægteskab ikke at være et fængsel, og måske er børn faktisk både en begrænsing og en udvidelse af livsmulighederne.” Romans ‘morale’ fastslås som noget, anmelderen kan erklære sig enig eller uenig i. Det er en læsning efter devisen: “Humbert Humbert er pædofil. Nabokov vil fortælle os, at mænd er nogle perverse stoddere. Det svarer ikke til min erfaring.” Den skønlitterære tekst opfattes som et vindue ind til forfatterens glasklare tanker på samme måde som et opinionsindlæg i en avis.

Eksempel nummer to: Sidste uge kunne man i denne avis læse, at Leonora Christina Skov har skrevet to romaner i én under titlen Førsteelskeren. Under handlingsreferatet af én af de to, får vi at vide, at “dét er, hvad Leonora Christina Skov [...] ønsker sig: at familien holder af én, trods alt.” Hvor har anmelderen sine oplysninger fra? Bevæbnet med lommepsykologi og vilde gæt motivanalyseres forfatteren bagom romansiderne. Vi får at vide, at “pludselig siger hun [Skov] derfor: ‘Fanden heller!’ til hele familiehistorien og indser, at den nok er ‘velskrevet’, men også kedelig, og introducerer os for en ny roman: Romanen om undergangsforfatteren Nat Kaminiski.” Denne anden og mere motivrene roman, er ifølge anmelderen mere vellykket. Vi forstår, at Skov ikke skulle have ladet sin psykologi gribe forstyrrende ind i romanarbejdet.

Hvad skal vi stille op overfor denne romantilgang? Jeg kommer til at tænke på en historie fra moralfilosofien. En forbryder bliver stillet for dommer og siger: Jeg havde en hård barndom, jeg er vokset op i Sydhavnen, jeg kunne ikke handle anderledes: Jeg bør gå fri. Dommeren siger: Jeg blev født på et gods med en sølvske i munden, jeg kan ikke handle anderledes. Hammeren falder: Ét års fængsel.

Eksempel nummer tre: d. 7. september offentliggjorde Philip Roth et åbent brev til Wikipedia indledt: ‘I am Philip Roth’. På et Wikipediaopslag havde han læst, at forfatteren og kritikeren Anatole Broyard var inspirationskilden til hovedpersonen i hans roman The Human Stain. Hvor havde Wikipedia sine oplysninger fra? Ikke fra Roth. Roth kunne ikke få fejlen rettet, da forfattere angiveligt ‘ikke udgør den største autoritet over deres egne værker’. Wikipedia kræver sekundære kilder. I detaljeringen af hvor mange minutter Roth sammenlagt har tilbragt med Broyard, udstiller Roth absurditeten i Wikipedias opfattelse af, hvad der hører med til værket. Hvad betyder det for The Human Stain? Ingenting. Men det betyder noget for Roth, hvis private omstændigheder, der er tale om. Roth afslutter brevet med noget, som der tilsyneladende er brug for at minde om: ‘Novel writing is for the novelist a game of let’s pretend’.

Romaner er blikke ind i imaginære bevidstheder, en forestillingsleg, en undersøgelse. Hvad Roths brev til Wikipedia viser er, at når vi giver os til at lede omme bag romansiderne for at finde en ‘forklaring’ banaliserer vi dem. Og hvad værre er: Vi neutraliserer deres flertydighed, deres helt unikke evne til at rumme x og ikke-x samtidig og uden at det udgør en modsigelse. Hvis man lader sig opsluge så meget af illusionsmaskineriet, at man begynder at male bannere, er man gået i en fælde.

I henved 100 år har litterære dommedagsprædikanter erklæret romanen død, en diagnose, der synes både overdreven og hysterisk. Hvad det derimod tilsyneladende skranter gevaldigt med, er tålmodigheden med romanens uregerlige flertydighed.