At jage Kierkegaards spøgelse

Af Mathilde Walter Clark
Bragt i Information d. 4. maj 2013.

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2013. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Hvordan læser man Kierkegaard, en forfatter hvis vigtigste værker er skrevet under forskellige pseudonymer? Er nogen af dem ’mere Kierkegaard’ end andre, således som eftertiden er endt med at mene? Eller er det snarere et spørgsmål om, at de mange uenige stemmer står som billede på Kierkegaards dilemma: Hvem er jeg, og hvad skal jeg stille op med mig selv?

Jeg sidder i et refugium for forfattere nord for New York og prøver at skrive et essay om at læse Kierkegaard. Dette er mit andet forsøg. Egentlig burde jeg skrive på min roman, men jeg får ikke fred, før dette er gjort. Kierkegaard som »en paatrængende Plageaand man ikke kan blive af med«. I mit første essay forsøgte jeg at foreslå en nøgle til værket og samtidig vise nogle af problemerne med to af de mest populære læsninger. Jeg ville skrive, så interesserede læsere gik til Kierkegaard selv, fremfor læse-let introduktioner som f.eks. Johannes Sløks Kierkegaards Univers, fordi jeg synes, den giver et fortegnet billede af elefanten. Jeg ville gerne have, at man skulle tage med sig, at når det kommer til Kierkegaards forfatterskab, kan der kun blive tale om læsninger. At tanken om introduktioner er absurd, imod hele ideen faktisk. Hellere gå til kilden selv. Da min mor efter at have læst mit første essay skrev til mig, at nu havde hun købt Sløks bog, forstod jeg, at jeg måtte skrive et nyt.

Forfra. I værelset ved siden af sidder en digter, en amerikaner, der ligesom jeg har en grad i filosofi, og skriver på et langt digt. Det handler om hendes erindring om den Kierkegaard, hun mødte under sine studier, en Kierkegaard hun ikke har læst siden dengang. En Kierkegaard, hun har svært ved at fastholde. At jage Kierkegaards spøgelse. Jeg prøver noget lignende: At få Kierkegaard på papir, dén Kierkegaard, jeg har læst. Vi sidder i hvert vores værelse, og jeg tænker på, om det er det samme spøgelse, vi jager.

En mening med formen
De læste kun Frygt og bæven, og jeg spekulerer på, hvad hendes filosofilærer kan have sagt til dem. Hvad man må vide, hvis man kun skal læse ét af Kierkegaards værker. Selve udformningen af værket, af hans samlede værk, er en filosofisk pointe i sig selv, et svimlende udråbstegn. At lede efter metaforer, der kan forklare. Som et kort, der rulles ud før afrejse. At give turisten en fornemmelse af landskabet. Det var dét, jeg ville med det essay, der fik min mor til at købe Sløks bog.

Der er nok at skrive om. Nok til at fylde et helt filosofistudie, hvilket jeg også endte med at gøre. Kierkegaard var et stykke harpiks, jeg et lille insekt. Man kan fylde et helt liv. Man kan tabe sig selv, fare vild. Jeg husker en fornemmelse af at stå på en perron og overveje, om jeg skulle stige på toget, velvidende at jeg aldrig ville komme tilbage.

Det betød noget, at min filosofilærer havde sans for drillepinden Kierkegaard. Ironien. Hans litterære pyroteknik. Den mangetungede Kierkegaard. Ikke denne bleglæbede, højstemte tilgang med meget luft på stemmen. En Kierkegaard tilgang, der ligesom prøver at hverve én til noget. Den minder mig om at gå til spejder. For mig var det at gå til spejder forbundet med at rydde op efter de tidligere hold. At sidde på puder i en rundkreds. At synge kristne sange om at holde i hånd. Åh, at skrælle kartofler i fællesskab. Nej, ikke dén version af Kierkegaard.

At læse kræver en nøgle, og det var den, jeg gerne ville give et bud på. At fange et spøgelse med 12.000 anslag inklusiv mellemrum, 2.000 ord, universallængden på et avisessay.

De helt særlige pseudonymer
Kierkegaards litterære iscenesættelse var avanceret for sin tid – en hvilken som helst tid. Selv nu, 200 år efter hans fødsel, er det svært at forstå, hvad det var, der ramte os. De vigtigste af Kierkegaards værker, dem vi forbinder med ’Kierkegaard’, har han ikke skrevet under eget navn, men under pseudonym. Vi taler om hans ’pseudonyme forfatterskab’. Men det virker ikke fuldstændigt opklarende. I det pseudonyme ligger normalt, at man dækker sin identitet med et andet navn. George Orwell skrev f.eks. også under pseudonym, uden at det havde konsekvens for indholdet af hans bøger. Men Kierkegaard bruger ikke kun pseudonymerne til at dække sig til med, men som fiktive karakterer i sig selv. Fiktive karakterer med ’Livs-Anskuelser’ og egne forfatterskaber.

Det er svært at begribe omfanget. Noget lignende er aldrig gjort før eller siden. Det nærmeste, man kommer, er vel den portugisiske forfatter Fernando Pessoa, som også har opdigtede forfattere med egne forfatterskaber. Men det er alligevel noget andet, for Pessoas forfattere holder sig til skønlitteratur. Romaner, noveller, digte. Pessoa fandt rimeligt nok, at ordet ’pseudonym’ ikke rakte til at betegne penneholderne et megaværk af opdigtede forfattere, der hver for sig skriver i forskellige genrer og stilarter, så han opfandt ordet ’heteronym’. Svimlende nok. Og alligevel kan det ikke sammenlignes, for Kierkegaards forfattere skriver også filosofiske, psykologiske og teologiske værker. Altså noget, man normalt ville opfatte som faglitteratur. Hvordan forholde sig til det, når de er gemt ind i en kæmpemæssig litterær iscenesættelse, en slags filosofisk kæmperoman, hvor replikkerne afsiges i forfatterskaber? Det enkelte værk har måske én betydning i sig selv, en anden når man læser det i sammenhængen. Begge disse betragtninger hører med. Både når man læser det enkelte værk og det samlede. Betydningen i sig selv; betydningen i sammenhængen. Igen: Svimmelhed. Jeg får lyst til at gentage, hvad filosoffen Peter Zinkernagel engang udbrød, da han skulle holde foredrag, og mikrofonen gav genlyd: Åh, denne dobbelthed!

Ingen egentlig Kierkegaard
Og det er derfor, jeg spekulerer over, hvad min nabos filosofilærer kan have sagt. Hvor meget han har gjort ud af først at rulle kortet ud. At få sagt at der i Kierkegaards pseudonyme værk slet ikke er nogen Kierkegaard. Der er forskellige synsvinkler på tematisk beslægtede emner. Populært sagt: Vanskelighederne ved at være menneske. Oplevelsen af et brud, og forsøget på at overvinde det.

Der er f.eks. æstetikeren, en hemmelighedsfuld karakter, der simpelthen kaldes ’A’, og som ikke henvender sig direkte til nogen læser, men hvis blandede papirer giver os et billede af, hvordan tilværelsen ser ud gennem æstetikerens blik. Mennesket er i sin natur et afhængigt væsen, men individet er fortabt i den moderne verden, Gud er død, og tilværelsen er hul. Som A ser det, gives der ingen løsning, og ingen steder i filosofihistorien er det blevet sagt med mere desperat humor end i den lille afhandling Vexeldriften, en parodi på Aristoteles metafysik.

Der er etikeren Wilhelm, som er assessor i byretten, fuld af tiltro til de borgerlige institutioner, ægteskab, pligt, position, og i anden halvdel af Enten-Eller ligeså fuld af misforståede onkelagtige råd til sin unge ven, A. Assessoren har i egen selvforståelse set lyset og valgt sig selv i sin evige gyldighed, og nu prøver han at få A til at komme op på sit eget »høiere Trin«, hvorfra udsigten er en magelig »Tingenes Orden«. Åh, lykken ved at være absolut selvberoende og uafhængig af alle ydre instanser! Hvilket ungt menneske har ikke prøvet at sidde til bords med dén herre til et middagsselskab?

Eller der er Vigilius Haufniensis, en lurendrejeragtig sjælespion. Hvem er han? Det afhænger af, hvem og hvad han ser på. Men han ved ét og andet om den angst, der rører sig i æstetikeren og etikeren. Om æstetikerens dæmoniske angst for »det Gode« og om de hjørner, etikeren løber rundt om sig selv med for at få sit etiske livsprojekt til at gå op.

Og så er der den inderligt-kristne Anti-Climacus, der fra sin synsvinkel analyserer de forskellige fortvivlelsesformer. Ligesom A mener Anti-Climacus, at mennesket i sin grund er et afhængigt væsen, men opfatter fortvivlelsen som udtryk for, at man ikke har erkendt – eller vil erkende – sin afhængighed af Gud. Menneskets vej ud af krisen ser han som en slags kristen dannelsesrejse.

Der er mange flere pseudonymer i den kierkegaardske diskussionsforening. Men ingen Kierkegaard. Hvad han ’i virkeligheden’ mente, får vi ingenting at vide om i det pseudonyme forfatterskab. I denne sammenhæng er Kierkegaard et spøgelse.

Eftertidens kassetænkning
Traditionen har ikke behandlet de pseudonyme stemmer som ligeværdige indlæg i en diskussion. Særligt én stemme har fået lov til at dominere debatten: Anti-Climacus. Man har læst Sygdommen til Døden, som hele det pseudonyme forfatterskabs mening. En udemokratisk læsning, hvor det kristent-religiøse indlæg sætter dagsordenen og på forhånd har vundet diskussionen. Andre synspunkter læses i dette lys, affærdiges i dette lys. Mange har sikkert hørt om stadielæren, også selvom de ikke har læst noget af Kierkegaard. At det er noget med, at ’først er man æstetiker, så bliver man etiker og til sidst bliver man religiøs’. Som at spille Ludo. Det gælder om at gøre bevægelserne henover eksistensens bræt i forsøget på at komme i mål. Man læste ham sådan, og så byggede man videre på disse læsninger, og nu, godt halvandet århundrede efter, er stadielæren den mest ’slå søm i agtige’ udbredte opfattelse af Kierkegaard. Kierkegaard læst som en der vil klinke verdensbruddet, som én, der river Hegels bildungsbyggeri ned for at erstatte det med et nyt. Kierkegaard som en dannelsesfilosof, der mener at sidde inde med løsningen på vores allesammens problemer. Løsningen er desværre ikke så spiselig. Den inderligt-kristne model er så inderlig, at den ikke forpligter én på fællesskabet. Så følger forsøgene på at glatte ud, at lempe lidt på uforsoneligheden. At gøre Kierkegaards formodede løsning lidt mere etisk, lidt mere henad assessoren. Man giver ham korte bukser på, man vandkæmmer hans hår. Åh! Hvis bare man kunne få ham til at stikke hænderne ned i baljen med det kolde vand og skrælle kartofler med os andre! Kierkegaard med røde hænder. Man fik ham galt i halsen fra begyndelsen. 200 års hosten og hikken.

Trække masken af
Det er en læsning, der indebærer den mærkelige indstilling til det pseudonyme, at Anti-Climacus er mindre pseudonym end A, assessoren, Vigilius & Co. Hvor meget mindre? 80 procent? 100 procent. Kierkegaard opfattes som lig med Anti-Climacus. Ønsket om at trække maskerne af og finde hans ansigt under én af dem. Pseudonymerne som grader af transparens, hvorigennem vi håber på at skimte den egentlige Kierkegaard.

Men man må tage sig nogle gevaldige læsemæssige friheder for at nå frem til den konklusion, friheder, som jeg ikke tror, man var sluppet af sted med, hvis man havde læst ham i dag, forfra. Hvis der ikke havde været en prominent tradition at bygge videre på. En tradition med fodfæste i en tid, hvor man havde en noget løsere indstilling til dét at læse. For at få stadielæren til at gå op hentede man sin opbakning uden for forfatterskabet selv. I forfatterens biografi, og i hans egne modstridende og ofte tyndbenede forklaringer. I mellemtiden er det blevet common sense at nærlæse teksten og holde sig til det, der står på siderne. Værket står, som det står. Ikke så mange udenomsværkslige dikkedarer.

At leve er tage fejl
Hvem der blot kunne puste til dette korthus og begynde forfra. For den modsatte pointe lyser ud af hele hans diskussionslystne amfiteater. Tilværelsens problemer er vanskelige, og der gives ingen enkle svar, ingen one size fits all vej ud af fortvivlelsen i moderniteten. At leve er at tage fejl. Forfatterskabet beskriver et brud. Formen er i sig selv en kommentar. Med sit sprængte centrum og sin kompleksitet mimer det bruddet. De mange indbyrdes uenige stemmer står som et billede på moderniteten og dens dilemma: Hvem er jeg, og hvad skal jeg stille op med mig selv? At stille disse spørgsmål er indikationer på fortvivlelsen. Ikke at stille dem er indikationer på åndløshed. Pseudonymerne giver os lejlighed til at se tilværelsen fra forskellige synsvinkler. Til at prøve en ’Livs-Anskuelse’ på. Det handler om perspektiv. De synes sjovt nok alle at have den mest privilegerede udsigt. At de er klogest. Igennem de mange blikke får vi noget at vide om de andre blikkes blinde vinkler. Ingen position er modsigelsesfri.

Det er så nogenlunde det spøgelse, jeg forsøgte at fange, at få ned på papir. Ikke en Kierkegaard med en begyndelse, en midte og en slutning. Mulighederne står åbne, både valgmulighederne og fortolkningsmulighederne. En Kierkegaard, der ikke vil lade én være i fred. Det er derfor han stadig, her 200 år efter, (med lån fra hans ironiafhandling) »gaaer igjen og spøger (dette sidste Ord taget aldeles tvetydigt)«.