Inde fra mørket

Essay af Mathilde Walter Clark
Bragt i Weekendavisen d. 11. maj 2017

Copyright © Weekendavisen og Mathilde Walter Clark 2017. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

1.
Den 8. marts, på forsiden over en tegning af en kvinde der vejrede et rødt flag med teksten "Det er os der tager kampen!", kom Information med den forbrugervenlige oplysning, at der i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag var tale om en "særavis".

To dage efter dumpede Weekendavisen så ind ad brevsprækken, og efter at have bladret bogtillægget igennem havde jeg det et øjeblik, som om jeg var snublet ind i venteværelset på den københavnske allergiklinik, hvor jeg i det sidste halve år har tilbragt hver mandag eftermiddag i et vaccineringsprogram, og hvor medarbejderne efter alt at dømme ikke tænker på, hvordan det virker på dem, der kommer udefra, at de hver dag har nydt deres medbragte madpakker i de samme lokaler.

For at få hold på fornemmelsen, kom jeg til at gøre noget, der irriterede mig: Jeg talte avisens anmeldelser op (siden har jeg fundet ud af, at øvelsen kaldes et weenie count). Ud af 15 anmeldelser var 12 af dem skrevet af mænd, og af de anmeldte bøger var 12 af dem af mandlige forfattere. Én af dem var en antologi, hvilket efterlod to anmeldte bøger af kvindelige forfattere (den ene en oversat roman). 3/15 og 2/15 forekom mig iøjnefaldende langt fra den virkelighed jeg dagligt befinder mig i, som ikke skorter på velskrivende kvinder. Men altså ikke i den fredags spalter. Jeg så uden på avisen – måske var det også en "særavis"? Men nej, det var det efter alt at dømme ikke.

Mit tælleri kom bogtillæggets redaktør for øre, og han fangede mig i en fælde: Skriv et essay om, hvad køn betyder for det at skrive, læse og vurdere litteratur.

2.
Nu er alle mine bøger i større eller mindre omfang blevet anmeldt i såvel denne som andre aviser, og jeg har før fået essays trykt både i nærværende og andre spalter, både uopfordrede, og som nu per invitation. Men hvis jeg ikke vidste det i forvejen, finder jeg hurtigt ud af, at vejen til spalterne opfattes som en kamp, og der skal ikke så meget til, før blod bliver sat i kog. Et lille tal, det er alt. Det at skrive bøger er som så meget andet at blive overset (på et utal af måder), og at interessere sig for litteraturens vej til og plads i avisspalterne udløser – finder jeg ud af, da jeg skriver rundt til aktører og organisationer for at skaffe mig et faktuelt overblik — hellere en invitation til at slutte mig til forskellige grupper med hver deres frustrationer. I stedet for tal får jeg forslag til, hvad jeg bør skrive og tænke—eller overbevise bogtillæggets redaktør om. En digter kommer ligefrem med anvisninger til i stedet for de 2/15 at fokusere på det han betegner som vores "fælles område".

Det "fælles område": Heri ligger fælden. Faglitteratur, skønlitteratur, forfattere af x-, af y-, af z-bøger, bøger af kvinder og mænd, i tælleriets natur lurer et tungt "vi". Ikke mindst det vi, der knytter sig til kønnet, kommer med sin egen bagage. I tidens jargon hedder det for eksempel, at enhver begunstigelse er et udtryk for "privilegier", og at enhver mangel skyldes nogens "privilegieblindhed". Selvom der kan være en virkelighedsgrund, som kalder på bestemte ideologier (sådan som for eksempel arbejdernes forhold omkring år 1900 kaldte på marxismen), er der noget trættende ved det liv, den slags ideologier har det med at antage med tiden, at gøre sig overmenneskelige og uangribelige, og at ville forklare enhver forekomst i hele den rodede humanitet med et grydeklart sprog. Det føles sært gentagende. Med tiden mister det elasticitet og betydning, sproget bliver knugende og fordomsfuldt, det er som om der kommer jernstænger ud af munden på folk. Identitetspolitikernes måde at placere mig i et vi, åbner sig mod en grund, jeg ikke identificerer mig med, og som dybest set ikke interesserer mig. Som Ann Carson engang har sagt: "I lang tid var jeg vist bare solipsist". Og i samme åndedrag: "Jeg tror, at jeg aldrig har følt mig fuldstændigt som en kvinde, men det er der nok mange af os der ikke gør." Jeg tror noget tilsvarende gælder mange mænd. I vores egen verden er vi de eneste. Vi er ikke x eller y eller z, vi er bare. Og det er netop dét, den individualitet, som min fredagsoptælling tydede på måske blev fejret noget ensidigt i spalterne.

3.
Identifikation fungerer på forunderligt individuelle måder. Der er altid den mulighed, at vi identificerer os mere med de gamle grækere eller Kaptajn Haddock end med de samme trætte kategorier af mænd, kvinder, hvide, brune, sorte, som altid bruges til at klassificere diversiteten med. Den amerikanske forfatter Annie Dillard henter ikke sin identifikation i de forudsigelige kategorier. I hendes berømte bog, Pilgrim at Tinker Creek, rager en navnløs jeg-fortæller rundt i naturen omkring åen og beskriver, hvad hun ser. Hun sætter den ene fod foran den anden, frøerne hopper så uelegant frem fra usynlige steder. En lille frø sidder helt stille i vandløbet, hun sætter sig og ser på den:

"Og netop som jeg så på ham, begyndte han langsomt at krølle og synke sammen. Ånden forsvandt fra hans øjne, som om de blev slukket. Hans hud tømtes og blev slap; selv hans kranie syntes at kollapse og falde sammen som et telt, nogen havde sparket til. Han skrumpede for mit blik som en punkteret fodbold."

Frøhuden flyder i vandet, formløs som en punkteret ballon, og snart efter synker den. "[D]et var et hæsligt og rædselsvækkende syn". Hvad hun havde set, var resulatet af mødet med en giant water bug, et insekt som gennem et enkelt bid opløser offerets "muskler og knogler og organer—det hele undtagen huden" og som en saft suger det ud af dyret.

Det er en af de mest chokerende passagerer, jeg nogensinde har læst, frøen, som bliver suget af et insekt, vildere end noget Cormac McCarthy kunne have fundet på i Blodets meridian, og billedet siger lige så meget om naturens—og livets—grusomme mysterie som hans uforglemmlige, dæmoniske figur, Judge Holden.

Jeg skriver “hun”, selvom fortællerens køn ikke på noget tidspunkt fremgår af teksten. Mens Dillard arbejdede på bogen, førte hun notesbog, og ifølge forfatteren Diana Saverin, som har gennemgået Dillards arkiv, baksede hun med, hvad hun skulle stille op med sit, i sammenhængen, bøvlede hunkøn, som stak ud fra jeg-fortællerne i de værker, holdt op som model (mest kanonisk Henry David Thoreaus Walden. Livet i skovene). Alle var de skrevet ud fra formlen: Mand bor alene i en hytte i vildmarken, og her var hun, kvinde, gift med Richard, bosat i et hus i forstaden.

Dillard forestillede sig, at ingen ville tage hendes bog alvorligt, hvis de vidste, at den var skrevet af en "husmor fra Virginia ved navn Annie". Skulle hun afvige fra genrens krav om autenticitet og sandhed og i stedet skrive fiktion? Gøre sig til en mand i romanform, fremfor for at være sig selv i den naturalistiske skildring, hun helst ville skrive? Hun bølgede frem og tilbage, overvejede endda pseudonym, men det var for sent. Hun havde allerede udgivet nogle kapitler i det amerikanske tidsskrift The Atlantic.

"Det er umuligt at forestille sig en anden situation hvor man ikke kan skrive en bog, fordi man ikke er født med en penis", skriver hun ifølge Saverin til sig selv. "Undtagen måske Livet med min penis."

Hun endte med at skrive det hun kaldte en "romanificeret nonfiktion-bog", en ren og rå naturskildring oplevet af et fritsvævende jeg—en sansende bevidsthed uden spor af køn. Som en giant water bug sugede hun husmoren Annie ud af værket (Thoreau skrev trods alt heller ikke noget om, at han fik vasket tøj hjemme hos sin mor), og resultatet blev tildelt Pulitzerprisen i 1975.

4.
Mon overvejelserne om det afskrækkende i et kvindenavn er almindelige? Da jeg i 2004 skulle udgive min første roman (som var skrevet fra en mands, eller rettere hans egos perspektiv) overvejede jeg—ikke at skrive pseudonymt, men noget der i praksis var det samme: At udelade mit fornavn. Jeg tænkte selvfølgelig (uden sammenligning i øvrigt) på Isak Dinesen og George Elliot, og på at der bag forfatterinitialer i genrelitteraturen næsten altid gemmer sig en kvinde (J.K. Rowling, P.D. James osv).

Jeg huskede min egen uforklarlige uvilje som barn mod at læse flere De Fem-bøger, efter at jeg fandt ud af, at Enid Blyton var en kvinde, oplysningen om hendes køn var ligesom for meget—alt for forstyrrende i forhold til at forholde mig til historierne. Det var nemmere ikke at skulle tænke på kønnet, og hvis kønnet var en mands, følte jeg, at det var det samme som ikke at behøve at tænke over det. Det er ikke kun Livet med min penis, der volder problemer, det foresvævede, mig at det både i forhold til læserne og anmeldelser ville gavne min bogs chancer bare at hedde Walter Clark.

Allerbedst ville det være slet ingenting at vide om forfatteren, intet billede, intet navn, intet årstal, men det forbød min redaktør mig, og så var der hele aspektet med den skuffelse, som utvivlsomt ville brede sig, når jeg dukkede op til oplæsningsarrangementer, med mindre jeg var klar til (som når jeg i mine barndoms drømme rejste til Indien forklædt som mand) at klippe håret kort og købe mig et overskæg. Drømmer små drenge også om at iføre sig kjole, så de bedre kan rejse rundt og opleve verden?

Mine næste tre bøger havde også overvejende mandlige fortællere, og jeg er tit blevet spurgt, om ikke det var svært at skrive fra en mands perspektiv. Svaret er nej. Litteraturhistorien har til overflod vist os hvordan mænd tænker, hvordan de ser på verden, og hvordan de beskriver den; den har røbet mænds inderste hemmeligheder, beskrevet deres frygt, ønsker, håb og drømme, så vi kan dem udenad. Og måske kan jeg også se noget andet, end han selv kan se.

Som Virginia Woolf har bemærket, findes der en plet på størrelse med en shillling bag på hovedet af os alle, som vi ikke selv kan se, og siden litteraturens morgen har mænd været generøse med at vise os frem fra den blinde vinkel. Kvinder skylder mænd den samme tjeneste, "et sandt og fuldt billede af manden," skriver hun, "kan ikke males, før en kvinde har beskrevet den shilling-store plet”. Så måske var det ikke så tosset at have sit fulde navn stående uden på bogen, at vinklen var “mandlig”, og forfatteren “kvindelig”: I den perspektivforskydning kunne der måske åbne sig en verden af forunderlige tvetydigheder som også mænd kunne have glæde af?

Mit første forsøg med en kvindelig fortæller var i min seneste roman, Gips, en aggressiv, voldelig kvinde, som var uegnet til et almindeligt hjemmeliv. Bogen blev af en anmelder kaldt "klummeagtig", noget der vækker associationer til, noget petit-journalistisk snarere end egentlig litteratur, og siden har jeg lagt mærke til at det egentlig ret specielle adjektiv netop kun er blevet brugt i anmeldelser af bøger om kvinder på kant af normaliteten skrevet af kvindelige forfattere (fx Agnete Braads En anden kvinde, og debutanten Tine Høegs Nye rejsende), og jeg har hæftet mig ved, at det mærkeligt nok kun bruges af kvindelige anmeldere. I samme ånd blev Dorthe Nors Spejl, skulder, blink (som sidenhen er shortlisted til Man Booker International-prisen) kaldt "chick-lit for de fyrreårige"—også af en kvindelig anmelder.

Sideløbende, og med en tilsvarende forundring over konsekvensen i valget af adjektiv, har jeg konstateret at når mænd skriver om mænd på kant af normaliteten, hiver mandlige anmeldere det også ret specielle ord "muskuløs" op af posen, hvilket fremmaler et langt mere Hemingwaysk scenarie med sammenknebne øjne og den ene fod oven på en løve (mest berømt i Mikkel Bruun Zangenbergs vidt omtalte anmeldelse af Kristian Bang Foss', Stormen i 99, men også bøger af Peter H. Olesen og Harald Voetman er blevet kaldt “muskuløse”).

5.
I 1910 spurgte den tyske digter Rainer Maria Rilke: "Er det muligt at man siger 'kvinderne', 'børnene', 'drengene' og ikke aner (trods al dannelse ikke aner) at disse ord for længst er holdt op med at have noget flertal, men kun utallige ental?" Han svarede selv: "Ja, det er muligt." Akkurat som livet er litteraturen fuld af uro og skønhed i uendelige former og variationer, og spørgsmålet er, hvordan de mere eller mindre subtile forskelle, der kan være i de skildrede erfaringer, når frem til avisspalterne i deres mangfoldighed. Det er rimeligt at betragte et manuskripts vej fra udarbejdelse til anmeldelse som en slags udskilningsløb, hvor der over flere led finder en udvælgelse sted blandt andre manuskripter, lige fra forlagets antagelse til udgivelsen, hvor forlagenes presseafdelinger sender bogen ud til avisredaktioner som Weekendavisens — og til at avisredaktørerne piller bogen ud af bunken og viderefordeler den til anmeldelse blandt avisens signaturer.

Hvordan fordeler de hjemlige forfattere sig? Det er umuligt at sige, men hvis man tæller medlemmerne af de to forfatterforeninger, sammen er der 51,5 procent kvinder og 48,5 procent mænd. Den lige fordeling siger ikke noget om, hvor mange manuskripter de producerer, og Danske Forlag (før: Forlæggerforeningen) fører ingen statistik med den samlede udgivelsesflade. Rosinante melder, at de har 111 aktive forfatterskaber fordelt på 56 kvinder og 55 mænd (inklusiv fagbøger og døde forfattere i deres klassikerserie). Gyldendals skønlitterære udgivelsesflade for 2015 og 2016 har en samlet ratio på 40,8 procent kvinder og 59,2 procent mandlige. Der er 26.111 tilmeldte til biblioteksafgiften, fordelt på 45 procent kvinder, 55 procent mænd. Kigger man på, hvad der bliver udbetalt, får kvindelige forfattere i gennemsnit 100 kroner mere end de mandlige, et tal der siger, at antallet af bogsider på hylderne er næsten lige fordelt.

Bogtillæggets redaktør plejer ikke at lave optællinger, som den jeg lavede den fredag, men mens jeg skriver, gør han. Han bekræfter, at fordelingen mellem signaturer er ulige ("knap 40 procent kvinder, godt 60 procent mænd). Det er fordelingen af det, der havner i spalterne også, og det synes at være helt generelt, på tværs af medier. I en artikel i Dansk Forfatterforenings medlemsblad, Forfatteren, har Henriette Rostrup talt sig igennem anmeldelser i fem aviser (Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad), både af fag- og skønlitteratur, i to forskellige uger i 2016, én i november (samme uge som Bogmessen) og én i februar, og fundet, at der gennemsnitligt bliver anmeldt tre gange så mange mandlige forfattere, ligesom der gennemsnitligt er tre gange så mange mandlige signaturer. Dét holdt op mod en udgivelsesflade for hele november (altså en fuld måned), som Rostrup fandt var ligeligt fordelt (med en lille overvægt af mandlige forfattere). På vejen er halvdelen af kvinderne altså forsvundet.

I samme måned havde Weekendavisens Bøger 45 anmeldelser af 11 kvindelige og 33 mandlige forfatteres bøger samt en enkelt antologi, fordelt på 41 signaturer, 10 kvindelige og 31 mandlige. Redaktøren siger, at fire af de kvindelige signaturer var på orlov, og måske hans respons sigende, for kræver læsning da et bestemt køn? Skulle der være noget, der forhindrede deres mandlige kolleger i at læse en bog af en kvinde?

6.
Undervejs i skrivningen besøger jeg min ven, matematikprofessoren Pascal i New York. "Tænk på, hvad aviserne går glip af", siger jeg til ham over en middag. Mit hensyn er først og fremmest kvaliteten, ikke kønnet, og det forekommer mig logisk, at hvis man går efter det bedste ud af en population af, lad os sige røde og blå, ja, så må man nødvendigvis længere ned i et kvalitetshierarki, hvis man fortrinsvis vælger de blå, frem for af den fulde mængde.

"Men det er, fordi du antager, at mænd og kvinder er lige," siger Pascal med et spydigt smil.

Det er rigtigt. Og man behøver ikke at være matematikprofessor for at regne ud, at man ikke både kan fastholde, at man mener røde og blå er lige gode, og så alligevel ignorere, at man hver gang vælger de blå. "Positionen er simpelthen ikke logisk holdbar," siger Pascal om de medier, som konsekvent ikke repræsenterer virkelighedsunderlaget. Enten mener redaktørerne ikke, at mænd og kvinder er lige gode. Eller også er deres prioritet ikke at få det bedste.

Redaktøren opponerer her mod min professorale medvind. For hvad er en "population", og hvor findes den? I ugerne hvor han har talt, er han kommet frem til, at 2/3 af bøgerne i hans dueslag er skrevet af mænd. Men når jeg i første omgang reagerede på den (ganske vist grelle) fredagsoptælling, tog den ikke udgangspunkt i redaktørens dueslag, men i vores allesammens virkelighed som bog- og avislæsere og min som aktør i et miljø af levende, skrivende forfattere.

7.
Måske er det nyttigt at lade dueslaget stå et øjeblik. Rostrups tal er blot et glimt af en større tendens. Af Global Media Monitoring Project fremgår det, at kun hver fjerde person, der optræder i hjemlige medier, er en kvinde, et tal som er næsten lige så lavt som i resten af verden. Den såkaldte omnibusavis har fastholdt en pænt sagt nichepræget tilgang til virkeligheden. Men der er sket en del siden, dengang kvinders omgang med avisen primært bestod i at stryge siderne, så herren ikke fik tryksværte på fingrene. Vi lever i en tid, hvor det ikke skorter på andre muligheder for at udtrykke sig, eller kanaler til at dyrke sine interesser. I Presselogen på TV2 News dedikerer de en søndag et helt program til at diskutere traditionelle mediers "relevans" – det faktum, at mange, ikke mindst unge læsere, oplever aviserne som stadigt mere fjerne fra den virkelighed, de mener at dække. Selvom det kan være sværere inden for nogle fag at rekruttere kvindelige kilder, er der her et område, som efter alt at dømme er nogenlunde ligeligt fordelt, og hvor vi ikke behøver at vente til det år 3888, som Laurie Anderson synger om, før der bliver bragt balance i tingene. Der er ingen, der forhindrer avisredaktørerne i at løfte blikket fra dueslaget. Der er på den anden side heller ingen, som siger, at de skal.

I matematikprofessor Pascals professionelle verden er kønsfordelingen 25/75, og her har man observeret noget interssant, siger han. Hvis man skal besætte ti akademiske stillinger, og beslutningen hver gang overlades til et nyt ansættelsesudvalg, ender man sandsynligvis med ti mænd. Men hvis man kun har ét udvalg til samtlige ti stillinger, kommer der flere kvinder med.

"Hvad siger det?" spørger jeg.

"At det er lettere at dele, tror jeg, hvis ressourcerne er mindre knappe. Hvis man kun skal vælge én, er min pointe, vælger man helst en mand."

Når de røde og de blå kugler skifter hænder i skolegården, synes hænderne at have lidt lettere ved at vælge de blå. Ifølge en artikel af Jeanette Øbro og Jakob Vedelsby i Forfatteren, er det også lettere at få gode anmeldelser som mand (4,14 stjerner mod 3,98). Hvis vi går ud fra at der debuterer lige mange forfattere, er der også mere medvind til de mandlige: Bogforums Debutantpris er blevet uddelt til dobbelt så mange mænd. Nordisk Råds Litteraturpris er blevet uddelt til 43 mænd og 13 kvinder. På en eller anden måde ender den sidste hånd umærkeligt med flere af de blå.

8.
Med en djævel på skulderen skriver bogtillæggets redaktør: "Men hvis man blindsmager Beauvais og Heinz uden at kunne skelne, er det lige meget (for alle andre end producenterne)”. Nu smager ketchup som et industrielt produkt ens hver gang, i modsætning til de individuelle kunstneriske værker, der er forskellige på tusindfoldige måder (man kunne også spørge, om man ville kunne skelne det "klummeagtige" fra det "muskuløse"). Men det er selvfølgelig ment som en provokation, et forsøg på at få mig til sige, at der er en forskel, og hvad den består i.

Men jeg kan ikke med kun 3400 ord til min rådighed redegøre for det udefinerbare, som Joan Didion engang har betegnet som "den mørke involvering med blod og fødsel og død," eller hvordan det ytrer sig i litteraturen som noget andet.

I stedet vil jeg opfordre læseren til at læse Jean Rhys Langt over havet (som De måske ikke kender) op mod Joseph Conrads Mørkets hjerte (som De måske kender) for at se, om De ikke, som jeg, synes, at de to værker kunne være hinandens bror og søster? Korte i formen, store i betydning, begge handler de om galskab og erobring og indespærring, om at tæmme og tæmmes, og om det utæmmelige, især. Og om mørke mørke mørke. Conrad skriver sig ind i det. Rhys skriver inde fra det. Den ene er den andens vrang, Rhys perspektiv er Conrads "andet".

April 2017