Rapport fra statistikkens flade landskab

Af Mathilde Walter Clark

Dette essay blev bragt i Los Angeles Review of Books d. 29. juli 2014 og i Weekendavisen d. 8. august 2014.

Copyright © Mathilde Walter Clark 2014. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

I.

JEG ER I WALMART for at købe sokker sammen med min amerikanske far i en lille by i midt-Texas. Side om side med alt muligt andet hænger der skydevåben på metalkroge, angrebsrifler og automatpistoler indpakket i plastik og kulørt pap. Det er et knips, der vækker mig af en slags døs. Som så mange danskere er jeg ikke vant til at se våben i virkeligheden. Ved siden af, på et glasskab med ammunition, hænger et skilt: For at kunne servicere så mange kunder som muligt, er al salg af ammunition begrænset til tre kasser per kunde per dag.

Det udvikler sig til en diskussion mellem mig og min far om den amerikanske forfatnings Second Amendment, som giver individer ret til at bære skydevåben. Det er som at stige på en karussel. I løbet af diskussionen skifter ord som "rettigheder", "frihed" og "liv" fundamental betydning, og der er vældig lang vej til fælles grund under fødderne. Min far slutter af med at sige, at for amerikanerne er retten til våben den mest grundlæggende af alle. Det er retten til liv, siger han. Det er bare noget, du ikke forstår.

Min far har ret. Jeg forstår det ikke. Men det gælder måske begge veje. Diskussionen er håbløs, fordi den handler om noget, der begynder før ordene. Jeg kommer til at tænke på Utøya i Norge, det største traume i Norden i nyere tid, hvor 69 unge mennesker blev slået ihjel i en skudmassakre. Men det slår mig samtidig, at jeg aldrig ville kunne bringe Utøya ind i diskussionen. Dér i supermarkedet, hvor billige skydevåben hænger frit på krogene, kan jeg allerede høre modargumentet: hvordan man dog også kan finde på at sende sin ungdom ud på en ubeboet ø, fuldstændigt ubeskyttet. At det siger cirka alt om skandinavisk naivitet. Havde de unge haft adgang til skydevåben, eller havde man i det mindste tænkt på bevæbnede sikkerhedsvagter, kunne tragedien på Utøya have været forhindret.

Denne indvending har aldrig slået mig før, og jeg mindes ikke at have hørt den i kølvandet på Utøya. Jeg googler ’Utøya’ og kan ikke finde et eneste individets-ret-til-at-kunne-beskytte-sig-med-våben-argument. Tanken er på en eller anden måde utænkelig, og da jeg senere lufter denne tankerække for mine venner, rykker de uroligt rundt på stolen. De stirrer på mig, tavse, som om jeg mener det, som om det er mine ægte indvendinger, og ikke nogen, der tilhører en imaginær diskussionspartner. Det forekommer os bare ikke at være nogen løsning, at vi hver især skal til at overveje, om vi skal skaffe os et våben, fordi den forkerte har fået adgang til ét, og jeg tror det har noget at gøre med individets forhold til fællesskabet. En fornemmelse af, at dét vi har – hvad det så end er – her i det naive Skandinavien, er noget som er lettere at miste end at få, og at vi ikke engang rigtigt kan tale om det, uden at risikere at miste det. Helt karakteristisk har dette hvordan kunne det ske?, som altid følger en traumatisk begivenhed, tværtimod drejet sig om, hvordan "En af os"(som titlen på en af de seneste bøger om gerningsmanden lyder), kunne falde så grundigt ud af fællesskabet. Det er ikke et valg, vi kan ikke bare vælge at sige: Nu må hver især sørge for os selv – for hvem er vi så? Så insisterer vi hellere på, at vores samfund er sådan et, hvor vi kan sende vores ungdom ud på en ubeboet ø, uden bevæbnede vagter, også selvom virkeligheden indimellem viser os noget andet.

II.

Når jeg hører om nogle af de undersøgelser, som nu senest FNs World Happiness Report, der placerer Danmark i toppen over lykkelige nationer, kan jeg ikke lade være med at tænke på nogle underligt krabbende fagter, jeg engang så min filosofilærer lave. Han var vistnok i gang med et tankeeksperiment, der handlede om livet i en todimensionel verden, altså noget endnu fladere end et A4-ark, og for at hjælpe fantasien på gled krøb han ligesom sidlæns rundt foran tavlen, mens han prøvede at gøre sig helt flad. Det var selvfølgelig umuligt at forestille sig de todimensionelle væsener, der beboede denne verden, min filosofilærers særdeles tredimensionelle korpus kom hele tiden i vejen, ligesom også mine egne tredimensionelle erfaringer (hvordan kan de fx sjippe?), og det eneste, der står tilbage, er forbløffelse og et muntert smil ved tanken om den sære pantomime.

Det er nemt på forhånd at udpege problemer med projektet: At måle lykke. Problemerne med at gøre det subjektive objektivt, at fiksere det flydende. Men det videnskabelige hold bag rapporten har selvfølgelig taget højde for indvendinger, som de fleste af os kan komme med uden nogen sinde at rejse os fra lænestolen. Selv har jeg det vanskeligt med begrebet national identitet. Kan man sige noget om nationalkarakteren ud fra disse rapporter? Jeg har det skidt med at tale om disse undersøgelser, på den måde at skulle generalisere, at medregne små seks millioner sagesløse danskere i mit forestillede vi. Jeg kan heller ikke gennemskue de tal, der ligger under konklusionerne, og jeg ved intet om, hvordan man opvejer dem mod andre undersøgelser, dem om alkoholindtag, selvmord, kræft, dødelighed, brugen af anti-depressive midler. Men ærligt: Jeg interesserer mig ikke for tal og statistikker. Jeg interesserer mig for subjektive beskrivelser. For hvordan det føles, at være ét af disse væsener, der lever i det flade landskab.

Når jeg hører rapporterne omtalt af andre danskere, sker næsten altid med en ironisk undertone. Vi får straks lyst til at nedbryde begrebet. Lykke er ikke ligefrem noget vi går rundt og tiltror hinanden. Vi ved jo godt selv, hvordan vi er. Den evindelige brok over småting, at det altid regner, at togene ikke går. Vores ikke særligt overstrømmende omgang med hinanden, sådan i det daglige gadebillede. Uforskammetheden og det underlige, Fawlty Towers-agtige ubehag ved alt, hvad der indebærer god gammeldags service. Den i bedste fald bondske, i værste fald direkte fjendske, omgang med mennesker, der ikke tilhører, hvad der engang er blevet kaldt vores "tavse stamme". De til tider fantasifulde forestillinger om, hvad Systemet bør tage sig af. Den sommetider fortvivlende mangel på largeness på egne og andres vegne.

Det er simpelthen svært umiddelbart at genkende sin kødelige virkelighed i statistikkens todimensionelle verden, og jeg tror, det har noget at gøre med ordet lykke. På engelsk er lykke – happiness – også synonymt med glæde, men på dansk indbyder ordet til en forestilling om noget svimlende subjektivt, noget med at stå på en bakketop og føle sig ét med verdensaltet. Men FNs rapport handler ikke om dén form for lykke. Den handler om en mere generel følelse af hvad man kunne kalde livstilfredshed. Om tillid og tryghed, og hvordan man opfatter sine muligheder for livsudfoldelse, om man nogenlunde stoler på sine ledere, om man i det daglige føler sig tilpas, noget af alt dét, jeg kom til at tænke på, da min far og jeg skulle købe sokker i Walmart. Alt dét, som er let at komme til at tage for givet, når man har det, men som må føles massivt, når man ikke har det. Rapporten, finder jeg ud af, lægger op til at basere samfundsdannelsen på et mere nuanceret lykkebegreb end det siden 1800-tallet fremherskende, der entydigt har fokuseret på akkumulation af materiel velstand. Den er båret af et reelt ønske om at finde ud af, hvordan mennesker virker, hvad der gør verden til et bedre sted i forstanden mere menneskeegnet, og hvad man – altså stater, regeringer, lovgivere – kan gøre for at indrette sig derhenad. Så ja. Efter at have kigget nærmere på rapporten, er det som så med lysten til at ironisere. Jeg tror, at dét, den i virkeligheden handler om, neden under alt det andet, alt det praktiske og dagligdags, er noget af det, der er svært for os at tale om. Noget af det, som måske er lettere at miste end at få.

III.

Når jeg tænker på danskerne tænker jeg på kviksølv. Ikke kviksølv som noget hurtigt eller omskifteligt, men som noget, der ligesom bærer en egen magisk vilje til at blive én stor klump, til at ville opløse sig i fællesskabet. En tilbøjelighed til at ville udligne menneskeskabte forskelle.

I løbet af de seneste par måneder, er der blevet delt en besked på Facebook, et billede af en kvinde og en tekst. I am a Danish schoolteacher, making about $61,000 a year, lyder den. We get free education, you don't have to pay for going to the doctor, the hospital, and we also keep paying our students for getting the education they want. Der står også, at vi får betalt barsel og seks ugers ferie, og teksten slutter med et catchy slogan: Everyone in the world wants the American dream. Every Dane has that opportunity! Den sidste bemærkning er ment som politisk drilleri: Paradokset i, at et stærkt offentligt system sikrer netop den sikkerhed og de ydelser, som så mange amerikanere tror er produkter af en svag statsstyring.

Bortset fra drilleriet er det sandt, hvad der står om danske forhold. Det er også sandt, at danskerne som helhed virker overraskende tilfredse med at betale en skat på 50-70%, for "tænk på, hvad vi får for pengene". En one-size-fits-all-adgang til de velfærdsydelser, som man cirka får brug for gennem et liv.

Siden 11-årsalderen har jeg taget mig selv i at lyde lidt som dén tekst. Jeg er vokset op hos min mor i Danmark, og har gået i danske skoler, men mange af mine somre tilbragte jeg hos min amerikanske far og mine fire halvsøskende i USA. Jeg har gået på en amerikansk summer school, og har som filosofistuderende taget noget af min universitetsuddannelse på NYU. Jeg har tidligt lært at måle mine erfaringer med to linealer. Bevidstheden om, at jeg som barn af en enlig mor med en beskeden sekretærhyre nok ikke ville have fået mulighed for at gå på universitetet, hvis vi havde haft et system som det amerikanske, sidder dybt i mig. Så i mødet med hvad jeg oplevede som åbenlyse systemiske uretfærdigheder i Amerika gik jeg tidligt hen og blev en lille missionær, én af dem, der har det med at kamme over i anklage (hvorfor er I ikke bare som os?), og givet de rette provokationer kan jeg stadig blive skinger. Det er ikke noget, jeg har det godt med. Det er kviksølvet i mig.

Men jeg er en splittet missionær. Jeg befinder mig i en evindelig tilstand af provokation over uligheden i Amerika og konformiteten i Danmark, for det er samtidig denne vilje til ensartethed - ikke mindst på andres vegne - der piner mig mest ved den danske folkesjæl.

IV.

Jeg husker i børnehaven at måtte aflevere min frugt til pædagogerne. Min mor brugte sin beskedne eneforsørgerløn på at købe danske jordbær til min madpakke, for ordentlig mad havde en høj prioritet hjemme hos os. Hver dag blev de dyrebare jordbær samlet ind i en stor skål sammen med de andre børns medbragte frugt, og så blev frugtskålen ellers sendt rundt på bordene til genfordeling efter først-til-mølle-princippet. Jeg sad på ét af de bagerste borde. I modsætning til fordelingen af frugten, lå pladserne fast, og når skålen nåede ned til mig, var der kun æbler og bananer tilbage.

Min mors forgæves bestræbelser på at opflaske mig på andet end æbler og bananer, minder mig om historien om den buddhistiske munk, der købte en spand fisk med den noble hensigt at redde dem fra en skæbne på middagsbordet. Da han senere stod nede på molen og kastede dem tilbage i havet, dukkede en flok pelikaner op. I stedet for at frelse fiskene, blev munken ufrivillig vært for et fornemt måltid for fuglene. Man kan ikke forhindre en pelikan i at spise fisk, og man kan ikke forhindre en dansker i at ville udjævne forskelle. Det er en del af deres natur.

Der er ganske givet noget smukt og solidarisk i dette måske mest danske karaktertræk overhovedet: den ekstreme nivelleringstrang. For eksempel er klasseundervisningen i folkeskolen indrettet efter dem, der har sværest ved at følge med. Vi gerne venter på dem, der har svært ved at komme i mål. Ingen i skolen må føle sig forkerte eller hægtet af – måske bortset fra dem, der har det let på skolebænken, og som pænt må sidde og vente på, at de andre er med. Solidariteten har sine klare præferencer. Som i mange andre vestlige lande er "elite" gået hen og blevet et skældsord, men på dansk har selv "ambitiøs" en negativ klang. Slår jeg ordet op i min engelske ordbog betones bedrifter og præstationer, vilje og hårdt arbejde, og eksemplerne bidrager til en forestilling om ambitioner som et acceptabelt middel til at nå sine mål (ambitious students; an ambitious attempt to break the record; an ambitious program to eliminate all slums). Men hør så, hvad min danske ordbog siger: 1) Som er fuld af ambitioner = ærgerrig, stræbsom: en ambitiøs karrierejæger. 2) Som kræver en meget stor indsats, måske for stor: et meget ambitiøst projekt; en ambitiøs målsætning.

Karrierejæger? Indsatsen, der kræves, er "måske for stor"? Men for stor i forhold til hvad? Siger hvem? Jeg får en fornemmelse af, at ambitioner ikke er helt moralsk forsvarlige. At ville flyve højere end vingerne bærer, at ville slå et større brød op end man kan bage. At tage munden for fuld. Det danske sprog svømmer over med talemåder, der har til formål at lægge en dæmper på ambitionerne. At udmærke sig er at svigte fællesskabet.

V.

Tilfældet vil at vores Moby-Dick, danskernes store nationalbog, handler om en ung mand, der søger lykken. Henrik Pontoppidan fik Nobelprisen i 1917, men hans hovedværk, Lykke-Per, blev først oversat til engelsk i 2010 af Naomi Lebowitz under titlen Lucky Per. Det er en titel der kun fanger den ene halvdel af betydningen i det danske ord lykke, det udefrakommende og måske tilfældige held, men ikke den mere gådefulde, indre lykketilstand. Enhver dansk gymnasieelev ved, at Pontoppidan polemiserede mod H.C. Andersen og den romantiske forestilling om, at man kan vokse op i en andedam og blive til en smuk svane. Da vi møder Per er han drevet af store ambitioner om at vise hele verden, vise sin familie, og især vise sin far, en streng og livsforsagende præst, hvem han i virkeligheden er. Han udtænker et storstilet kanalprojekt, som skal give Danmark en vigtig placering i Europa. Men det er ikke de andre, der efter vanlig dansk skik justerer hans forventninger, som det hedder på moderne dansk. Det fortvivlende ved at læse Lykke-Per er, at hver gang hans planer er lige ved at lykkes, vakler han. Man har lyst til at ruske ham: Så tag dog ansvar for dit projekt! Gift dig dog med Jakobe! Men han kan ligesom ikke bringe sine drømme og planer til nogen realitet. Slutningen bliver ved med at nage. Hvad skal den betyde? Han forlader kone og børn og ender sine dage som "vejassistent" i en forblæst udkant af Danmark. Vi får aldrig lov til at opleve det direkte, men gennem hans ven, skolelæreren, og Pers efterladte dagbogsnotater, får vi at vide, at han har fundet lykken. Vi står ligesom langt væk, og ser ind på det forslåede liv, som er blevet levet dér. Liget bæres ud. Isolationen er kummerlig, vinden piber "som en syg hund". Der er intet som helst ophøjet ved askesen.

Der er en ironi, men hvori består den? Jeg tror den ligger i kløften, som åbner sig mellem læserens forventninger til Per og hans egne forlydender om lykken. Det er en mand, som kunne have fået alt. Pontoppidan viser os en Per, som er skåret til i størrelse, men som kender sig selv, og først her, i den ydmyge udpost, kan han fylde sig selv ud. Den udenforstående, der kigger ind, har svært ved at genkende noget fra sine egne forestillinger. Der er så stor afstand. At blive hidkaldt som vidner til dette triste scenarie, tvinger os til at ransage os selv. Hvis vi har svært ved at tro på slutningen, må vi skrive den på egen regning. Hvad er den højeste lykke? spørger skolelæreren. Per vil ikke svare, men han siger, at man ikke kan sanse den gennem andres organer, sådan som dem, der lever på overleverede forestillinger.

Scenens sidste lille ironi siger alt. Da skolelæreren spørger fogeden om lov til at beholde Pers notesbog med dagbogsnotaterne, siger fogeden: "Ja, tag De den bare, Mikkelsen. For skrevne sager har vi ingen ansvar. Og den har jo ingen pengeværd." Notesbogen er på én gang det mest værdifulde, Per efterlader sig, og det mest værdiløse. Om den taler sandt, kan ingen afgøre.

VI.

Men måske er det hele en drøm. Det naive Skandinavien, den evindelige søgen mod midten, den kviksølvagtige tilbøjelighed i retning af fællesskabet. Kronprinsen der cykler rundt med sine børn på en Christianiacykel i hættetrøje. Måske er det en drøm, vi er ved at vågne fra. Jeg husker, hvordan jeg i året, der fulgte min mormors død, valgte at blive sovende, selvom jeg vidste, jeg var ved at vågne. For selv et sted i drømmen havde jeg nok en anelse om, at når jeg stod op, ville min mormors engelske standur stå i vores stue, og det vidste jeg godt, hvad betød. Det betød at min mormor ikke længere fandtes. Så jeg balancerede så længe jeg kunne på drømmens kant. Her fandtes der ingen adskillelse. Måske er det billede af Danmark, som jeg forbandt mig med i Walmart, sådan en drøm. En drøm uden adskillelse. At blive i den kræver en lillebitte anstrengelse, også selvom anstrengelsen kun er halvejs bevidst. En drømmende kant at holde sig balancerende på.

Måske husker I den gamle turistplakat med den smilende politimand, der hjælper en andefamilie over gaden? Jeg er ikke sikker på, at der nogensinde har været en tid, hvor politimænd kunne finde på at hjælpe ænder over gaden i Wonderful Copenhagen, men jeg tror, at der har været en tid, hvor vi troede på det. Jeg tænker nu på det som en slags forsinkelse, på at dét vi ser er en smule forskubbet i forhold til, hvordan tingene faktisk forholder sig. Den plakat som før inspirerede nostalgiske følelser, gør os nu mere triste eller ligefrem sure, fordi den viser os, hvad vi har mistet. At den ikke længere er et billede, men et billede af et billede. I forestillingen om det tabte paradis findes en potent propaganda. Det er dén kant, dén balance.

Den populære og prisvindende tv-serie, Borgen, om koalitionspolitik i Danmark og en kvindelig statsminister, der nærmest snublende kommer til magten, er også et billede på drømmen om os selv. Men det er en friskere drøm, tættere på en genkendelig virkelighed. Som en anmelder skrev i den engelske avis, The Telegraph: "You’d give just about anything for it all to be true." Sådan har jeg det også. Jeg tror, jeg taler for andre end mig selv, når jeg siger: Vi vil alle sammen gerne bo i Borgen. Der er alle disse politiske intriger, skilsmisser, syge børn, en nådesløs presse og kynisk spin, men i Borgen er det hele ligesom mere blødt, mere venligt, mere menneskeligt, for Borgen tror på sårbarheden som en afgørende faktor i den samlede politiske ligning. Borgen tror på hele projektet med at lede et land uden at miste sin menneskelighed. Serien rummer et smukt postulat, en tro på eller et håb om, at hvis vi nu siger, det er sådan, kunne det være, at det også var sådan. Vi kunne være disse mennesker.

Jeg tror, der ligger noget afgørende i denne måske viljesbestemte forskydning mellem forestilling og virkelighed, og at den også har at gøre med noget af det, som er svært at tale om. Måske er det endda en forudsætning for dét, filosofferne kalder ’det gode liv’.

VII.

Hvornår taler et billede sandt? Det er en måned siden jeg stod i Walmart. Jeg sidder på terrassen og læser morgenaviserne i solen. En kvindelig klummeskribent skriver om de seneste skoleskyderier på UC Santa Barbara. Det er ikke er nok for amerikanerne at stramme våbenlovgivningen, siger hun, der må også gøres op med "den kvindeundertrykkende alfahan, der stortrives i massekulturen." Det summer fra trafikken på gaden. De seneste par uger har hele landet været beskæftiget med om oppositionens leder, den forhenværende statsminister, bør gå af som formand for sit parti. Partilederen har været midtpunkt for en række sager om tvivlsom brug af andres midler, senest om indkøb af sko og jakkesæt og boxershorts for partiets penge. "Bjærgsom", et ord, som forlængst er gået ud af daglig brug, går igen i avisspalterne. Den samme sekvens bliver kørt i tv igen og igen, hvor partilederen, omringet af journalister og med ansigtet gulligt og drivende af sved, tørrer sig henover panden med et lommetørklæde. Det er ikke til at sige, hvor mange gange vi endnu skal se ham tørre sig over panden med den klud. I interviews gentager han samme formulering: "Der er tegnet et billede af mig, som jeg har svært ved at genkende mig selv i." Hans partistøtter gentager til gengæld sætningen, "den dygtigste politiske håndværker på Christiansborg." Forholdet mellem billede og sandhed har altid været besværligt. Billeder er ikke demokratiske. Det er mandag. Himlen har samme farve som porcelæn.

2014