Sommerserie. Ingen mand er en ø, ingen forfatter er alene i verden. Men hvem står på skuldrene af hvem, hvordan trådene trækkes og inspirationen hentes er ikke altid klart. Weekendavisen Bøger har derfor bedt en række forfattere skrive et portræt af et værk, et forfatterskab eller en forfatter, som på en særlig måde har haft betydning for dem. Dette er mit bidrag til serien.

Den svære kunst at sige "jeg"

Essay af Mathilde Walter Clark
Weekendavisen d. 24. juli, 2015

Copyright © Weekendavisen og Mathilde Walter Clark 2015. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Alt ved Josef og hans brødre, det mindst læste af Thomas Manns hovedværker, lugter af støv. Allerede titlen lyder svimlende kedsommelig. En genfortælling af historien fra Første Mosebog om Josef, som bliver smidt i en brønd af sine brødre, solgt som slave, og ender som drømmetyder for farao. Fire tykke bind, 1700 sider. Det hele emmer af fornuftige snøresko og didaktisk gadagung-gadagung. Nu skal I få bibelstof, kære børn. Snork.

Udover disse rigeligt afskrækkende forhindringer er der forspillet med den træffende titel "Helvedfart". "Dyb er fortidens brønd", lyder den berømte åbning. "Måske burde man kalde den uudgrundelig?". Fortælleren forsøger at lodde "det menneskeliges begyndelsesgrunde, dets historie, dets civilisation" i et vanvittigt svært og samtidig blæret koncentrat af det hele, en verbal centrifuge, der suger én ned i det annoncerede fortidsbrønddyb. De 50 siders helvedesridt er et helt lille mirakel, finder man ud af, for hvordan i alverden kunne Mann holde tungen lige i munden og skrive de sider, som i mindste detalje kom til at stå som et kort over værket, og som både i indhold, ordvalg og stil satte kursen for de følgende hvad - sytten års arbejde? Men som læser gør man klogest i omvendt at betragte værket som et kort over forspillet og gemme de første 50 sider til sidst. Ellers går man død.

Forspillet er et kort over værket, og værket et kort over livet, i hvert fald det europæiske. Josef bliver smidt i brønden, korporligt og eftertrykkeligt af sine brødre, og med sig op af dybet trækker han den fornemste og mest konsekvensrige europæiske opfindelse: et "jeg". Det er her, i dette jeg, det hele begynder, både historien om Josef, men også den om dig og mig og os alle sammen. Hvis vi skal trænge ind i, hvem vi er som folk, som mennesker og som civilisation, må vi forstå noget om, hvad det vil sige at bruge ordet "jeg" meningsfuldt. Det er dét, de 1700 sider handler om.

Historien bliver fortalt af en sært omstændelig fortæller, som ud over selve historien også fortæller, hvad "vi" skal tænke og mene om den. En stil, som vil irritere modernistisk indstillede læsere, der har vænnet sig til at få lov til at hævde deres eget jeg i læsningen. Hvem er dette emsige "vi"? Det vil være forkert at tro, at det er Thomas Mann selv. Læser man det som indblanding fra forfatterens side, overser man den høje ironi. "Den diskuterende drøftelse" står ikke uden for værket, er ikke parentetiske indbrud, vi skal se bort fra. Det er værkets egen stemme, der diskuterer med sig selv. Det er en del af det store, komiske illusionsmageri.

Ideen om at behandle Josef-stoffet opstod, da Mann i 1924 genlæste historien i familiebiblen. Han kom i tanker om, at Goethe i sine erindringer havde afsløret, hvordan han som ung havde leget med tanken om at udfolde netop samme "tiltalende" historie i et bredere, fortællende format. "Kun forekommer den mig for kort," skrev Goethe i Dichtung und Wahrheit, "således at man føler, at man bør forsøge at omskrive den i alle enkeltheder."

Egentlig var planen (som med de andre hovedværker) at skrive en novelle, men Mann ender med i komisk omfang at følge Goethes opskrift. Historien foldes ud med ironisk, diskuterende pedanteri. Det er en historie, der fortælles, men det er også en historie om at fortælle historier. Med pokerfjæs kalder fortælleren den oprindelige historie i Biblen for "forlægget" og klager over den stramme fortælleøkonomi. "Ærlig talt forfærdes vi over den afkortende karrighed i en beretning, der yder livets bitre minutiøsitet så ringe retfærdighed som vort underlags," som det hedder et sted. Humoren er stor. Det ekstravagante opbud af detaljer, komikken i på den måde at anlægge et videnskabeligt blik på det uvidenskabelige. Det festlige i den didaktiske indblanding, ironien i at det fortalte på den måde gøres "virkeligt" og "rigtigt". Kunststykket overbeviste Manns sekretær i München. Da hun havde skrevet den første roman ind på maskine, udbrød hun begejstret: "Nu ved man da, hvordan det hele gik for sig i virkeligheden!"

Frem til det punkt, hvor den europæiske civilisations begyndelsesgrunde så overbevisende og detaljeret bliver trukket op af brønddybet, havde Manns forfatterskab udviklet sig fra det borgerlige til det mytologiske. Buddenbrooks beskrev den gamle verdens død, borgerlighedens forfald. I Trolddomsbjerget møder vi ingeniør-aspiranten Hans Castorp, som rejser op til et sanatorium i bjergene og liggestolsslumrer sig væk fra det forpligtende liv i "fladlandet". Det er igen en epokes død, vi bevidner. Ingeniøren i Hans Castorp falder i søvn, men noget andet i ham vågner, noget som man kan kalde en mytologisk bevidsthed, en ekstraordinær sans for og rummelighed i mødet med det modsætningsfyldte. En fornemmelse af tilværelsens gentagende mønstre. Af at Phibislav Hippe, der i sin tid lånte ham en blyant i skolegården, i et vist perspektiv kan være "den samme" som Madame Chauchat, der låner ham en blyant under festlighederne på sanatoriet. Trolddommen hæves med et tordenbrag. Hans Castorp bliver, ligesom resten af Europa, kaldet til kamp. Hvad betyder hans nye perspektiv i "fladlandet"? Hvordan udtrykker et sådant modsætningsrummeligt jeg sig i handling? Vi ved det ikke. Det står tilbage som et ideologisk tankeeksperiment, noget vi aner i horisonten, et smukt postulat. Vi ser det aldrig udfoldet i aktion.

Det gør vi i Josef. Hans første ord er: "Her er jeg." Han siger dem tre gange, mumlende, under fuldmånelyset, for han er endnu ikke vakt som individ. Den unge Josef er charmerende og selvoptaget, grænsende til det arrogante, men der er ingen egentlig selvbevidsthed bag ordene. De er i enhver betydningsfuld forstand tomme. Historien, vi følger (og som Josef med stigende selvreflektion følger sig selv i), drejer sig om igen at sige de ord på rette tid og på rette sted. At sige ordene "her er jeg" med den vægt, der kommer af selv at vide, hvem der taler.

Det bevidsthedsmæssige vendepunkt sker i brønden. Det ville være nærliggende, dér på bunden, at bebrejde de brødre, der har smidt ham derned med udsigt til at rådne op. Men Josef får tværtimod medlidenhed med dem. "Min Gud! Brødrene! Hvad var det, han havde bragt dem til?" Ligesom i forspillet er der tale om en dybdeborende bevægelse, hvor det, Josef hemmeligt ved om sig selv, bliver bragt til bevidsthed. Sandheden er, at han har været vildt provokerende. Han har sat brødrene i en situation, hvor de ikke har kunnet handle anderledes. Det er et radikalt skæbnebegreb, Mann her introducerer. Josef bærer selv ansvaret for alt, hvad der sker med ham, også når hans brødre smider ham i en brønd. Han tager sit liv på sig. Der findes slet ikke "hændelse", kun "handling". På radikal vis er han subjekt i sin egen fortælling og har hele tiden været det, bare uden at vide det. Den erkendelse kan ikke være for ingenting. Det må være, fordi "Gud har planer med ham". Hvilke planer? Det ved Josef ikke. Ikke endnu.

Det er en helt ny mennesketype, der kommer op af brønden. En genfødsel i udvidet forstand, en verdenshistorisk begivenhed. Josef er vågnet til en form for livslæsende og medskabende bevidsthed, som gør ham til en ironisk og overlegen aktør i sin egen historie. "Hvorhen fører I mig?" spørger han sine slaveejere. Det forvirrer dem. De fører jo ikke ham nogen steder hen. Han er tilfældigvis havnet hos dem, fordi deres far har købt ham. Det kan man da ikke kalde at føre? Josef uddyber ved at spørge, hvor Gud fører ham hen, nu hvor han rejser med dem. Det forvirrer dem endnu mere. For han tror da vel ikke, at de rejser, fordi hans gud vil have ham, deres slave, et eller andet sted hen? "Det falder mig ikke ind," svarer Josef. "Jeg ved jo at I, mine herrer, rejser på egen hånd og for jeres egne formål og hvorhen jeres hu står til, og vil bestemt ikke antaste jeres værdighed og selvherlighed med mit spørgsmål. Men se, verden har mange midtpunkter, ét for ethvert væsen, og om ethvert ligger den i sin egen cirkel. Du står kun en halv alen fra mig, men om dig ligger en verdenscirkel, som ikke jeg, men du er midtpunktet i. Men jeg er midtpunktet i min."

Navlen i en verdenscirkel. Han bruger ordet "jeg" på en hidtil uhørt måde. Der ligger en stor og smuk ironi i, at Josef, idet han tager rollen som slave på sig — ligesom enhver anden rolle, gudespillet måtte tildele ham — bliver fri. På den måde kan kun et frit individ meningsfuldt sige "jeg". Brødrene og hans nye egyptiske ejere er bundet til formen, men brønderfaringen har sat Josef fri.

Sætningen "her er jeg" er den mønt, som undervejs bliver vendt og drejet i fortællerens hænder. Vi kender det fra Jakob, Josefs far, og hans "det er mig, far", da han tiltusker sig velsignelsen af Isak. Og vi kender det fra Rakel, Josefs mor, der svarer "her er jeg" ved brønden, da hun møder sin kommende ægtemand. Vi venter på det tidspunkt, hvor handling og subjekt bringes i akkord, og hvor det skal gå op for ham, hvilken historie, han er med i. Hvornår er det rette tidspunkt? Da Potifars hustru kalder på Josef med sulten lidenskab, kommer hans "her er jeg" med hæs og svigtende stemme. Det er ikke det. "Så betænk dog," siger han til hende, da hun forsøger at forføre ham bag forhænget i Atumsalonen, "at vi måske, ja sandsynligvis, er med i en historie, og tag dig lidt sammen!"

Gudehistorien spidser til. Brødrene står foran den uigenkendelige Josef, fyrste og ernærer i "Egypterland", med hatten i hånden, ramt af hungersnød. Han sender alle egyptere ud af salen. "For jeg indbød Gud og verden til at overvære dette spil," siger han, "men nu skal Gud alene være tilskuer." Spillet er den fest- og gudehistorie, han har optrådt som midtpunkt i. Det står klart for ham, at brøndturen aldrig var nogen katastrofe, men at "Gud havde sendt ham i forvejen", for at han på dette kritiske tidspunkt kan redde sine brødre, Israels stamme. Øjeblikket er kommet for det betydningsfulde "her er jeg", som han har sagt så mange gange før: "Nu sagde han det ligetil og trods de udbredte arme endog med en lille beskeden latter: 'Børn, det er jo mig. Jeg er jo jeres bror, Josef.'"

Josef skal, bortset fra "visse drømmende unøjagtigheder" forestille at være vores samtidige. Det første europæiske subjekt, et moderne jeg — og så alligevel ikke. Josef er en idealfigur, en påmindelse om, hvem vi egentlig er, men har glemt. Eller hvem vi måske aldrig har været, men burde eller kunne være. En bevidstgørelse, måske, om det, vi hemmeligt ved om os selv.

Det Europa, Mann skrev i og senere til, savnede noget af Josefs digteriske "Gudsklogskab". Efter episoden med familiebiblen begyndte Mann forarbejdet til Josef i 1925, første bind udkom i 1933, det sidste i 1943. Undervejs kom Hitler til magten, Mann forlod sit hjem i München, bosatte sig i Frankrig og Schweiz, mistede sit tyske statsborgerskab, skrev politiske essays og radiotaler fra sit eksil, rejste til USA og slog sig permanent ned i Californien. Gennem de knap 19 år var Josef-bøgerne hans hjem. Lang tid i ét perspektiv, kort i et andet. "Jeg blev færdig med Josef hurtigere end verden blev færdig med fascismen," skrev Mann i sine dagbøger.

"Følelsen for vejen, for fremskridtet, for ændring og udvikling er meget stærk i denne bog," siger Mann i et foredrag, "dens hele teologi er forbundet hermed og afledt deraf". Også Gud udvikler sig. "Måtte jeg bestemme, hvad jeg personligt ville forstå ved religion," siger han, "så ville jeg sige: Det er opmærksomhed og lydighed." Udtrykket "gudsbekymring" - det er bekymringen for, "om det der engang var ret, men som ikke længere er det, endnu holdes for ret og på anakronistisk måde efterleves, det er den fromme forståelse for at se det ryggesløse, det forældede, det inderligt overskredne (…) Det er den intelligente lytten til det, som verdensånden vil."

Verden var faldet tilbage i barbariske, pre-civiliserede tilstande. Tiden var fuld af "formastelige forældelser og anakronismer" som hos "Gudsdumrianen" Laban, der hævdholder skikken med at slagte sin førstefødte søn og mure liget ind i fundamentet på sit hus, selvom det er noget, Gud for længst er "kommer ud over". Josef er Manns forsøg på at redde myten op af tidens "plumrede strøm". At tilbageerobre og humanisere det, som nationalsocialisterne havde korrumperet med sin "pøbel-myte".

Josef ser sig selv som verdens centrum, og netop deri består hans velsignelse. Det kan måske synes paradoksalt, men ud af Josefs vældige jeg-betoning vokser en verdensvendthed til gavn det kollektive. Det er ikke tilfældigt, at han bliver ernærer for Egypten og sin egen slægt. "Uden den indtil anstødelighed drevne overbevisning om, at Guds særlige, ja, eneste bekymring er dette jeg, uden at jeg'et og dets frelse flyttes ind i midtpunktet for alting, findes fromhed ikke," siger fortælleren. Josef er modstykket til det udhulede og bedøvede subjekt, som er eller gør sig døv over for den historie, det spiller en rolle i. Mod flokmentalitet og blind efterlevelse af det foreskrevne. Hvis ikke man tillægger sig selv betydning, "forkommer man", og det kan der ikke komme noget godt ud af. Heller ikke for verden.

Man behøver ikke tage det med "Gud" alt for bogstaveligt. Mann var hverken religiøs eller ateist. Han var humanist og ironiker af den dybe slags, der ved, at ethvert givet altid indeholder sin modsætning. Det menneskelige og guddommelige er blandet sammen. Det er ikke til at sige, hvor det ene begynder og det andet holder op. Guden kunne have haft en anden maske, og det kunne Josef også. Det hele kunne have fundet sted i en anden ramme, et andet sted, det kunne have været en helt anden historie, men nu er det denne. Josef danser gudedansen. Det er en gammel dans, men trinene er nye. Han snor Gud om sin lillefinger. Det er den lethed, den leg, der præger den mytologiske bevidsthed. Spillet er ikke statisk, og forholdet mellem Gud og menneske er ikke enkelt. Guden er afhængigt af mennesket. Også Gud, eller det, Mann et andet sted kalder "virkelighedens ånd", udvikler sig. Der er visse ting Gud, "kommer ud over". Men der skal et menneske til at opdage det.