Brev til Olga Ravn

Af Mathilde Walter Clark
Information d. 7. marts 2014

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2014
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Kære Olga,
Jeg bliver ved med at tænke på dit manifest i i fredagens bogtillæg og på den ihærdige indhegning, der i øjeblikket foregår på avisen af 3-5 jævnaldrende digtere fra samme årgang på Forfatterskolen med den gumpetunge betegnelse ‘Generation Etik’. Jeg ved godt, at det ikke er dig eller nogen af de andre, der selv har fundet på den betegnelse, og også at det ikke er dig, der har kaldt manifestet for et ‘manifest’, men avisen, og også at teksten er en bestillingsopgave. Og jeg synes, du siger gode og også smukke ting i din tekst. Men du er samtidig med på indhegningen, og du skriver meget i din tekst, som jeg ikke forstår. Det er simpelthen uklart for mig, hvad det hele går ud på, hvad det er, indhegningen egentligt hegner ind, og hvori den angivne opposition består?

Ideen om det etikløse rum
Generationsbegrebet virker meget udynamisk. Som om man prøver at fiksere noget, som slet ikke kan fikseres. Vi tilhører alle en bestemt generation, men kunstneriske produktioner har det med at ændre sig over tid. At se på slægtskaber mellem værker giver for mig mere mening. Der er de kunstnere, som benytter sig af de samme strategier igen og igen, forfiner og koncentrerer og udvikler dem, mens andre brænder huset ned og genopfinder sig selv hver gang. Tænk på forskellen mellem Cohen og Bowie. Hvordan ved man, hvilken slags kunstner man er, før årene er gået og værkerne har hobet sig op?

Det kan meget vel være, at der vitterligt er en koncentration af forfattere fra samme generation, eller skole, og at det er jeres særligt tydelige produktion, der er med til at åbne øjnene for nye strategier, eller hidtil ubeskrevede træk ved tekster. At der kan være et blindt punkt, noget overset, som mangler et mere veludviklet kritisk sprog. Men det kan jeg bare ikke læse noget om i dit manifest. Jeg tror ikke på et fødselsårs intrinsiske kvaliteter. Hvad er det i teksterne, der kalder på den indhegning? Og hvordan aflæser du, at andre ikke kerer sig om det samme som jer? At andres værker ikke er blevet til på samme anfægtelse, samme brændstof, samme sorg over det bestående, samme længsel efter noget andet?

Jeg ved godt, at du har dine forbehold overfor generationstanken, og at du også føler slægtskab med forfattere, der ikke tilhører din generation, nulevende, som døde. Men prøver du at tage patent på noget, som er så fundamentalt for os allesammen, som etikken, og noget som er så grundlæggende for de overvejelser, der driver litteraturen i alle generationer til alle tider, synes jeg, du skylder os en grundigere forklaring. Tænker du virkelig, at der findes en litteratur, som bliver til i et etikløst rum? Hvordan ser den a-etiske tekst ud?

Blikke der sårer
Du siger: “At vælge et frirum, hvor skriften kan være fri for det politiske, kan anskues som en politisk handling i sig selv. Men at værge sig mod, at dette rum skulle blive besmittet med etisk ansvar, det ser jeg som en selvmodsigelse.” Ovenpå Farrokzhads anmeldelse af Hassans bog, har der været en del diskussion om netop ansvar, og om man som forfatter har et ansvar for den måde, ens tekst bliver læst på.

Etikkens konstante udfording er den komplekse virkelighed. Ellers bliver det hele bare ord. For eksempel kører der i Indien en sag om Wendy Donigers The Hindus – An Alternative History, som Penguin har trukket af markedet, fordi dens indhold støder. Sagen er indviklet, men her er jeg mest interesseret i spørgsmålet om det etiske ansvar, du taler om. En hindu-gruppe føler sig udlagt forkert, og er såret over, at en hvid, vestlig, jødisk-ateistisk, kvinde fra en historisk undertrykkende kultur kommer med sine ideer om, hvem hinduerne er. Wendy Doniger ser derimod flertydigheden som fundamental for hinduismen, og at vigtige perspektiver er blevet undertrykt, nemlig kvindernes, dyrenes og de kasteløses. Hvornår virker et synspunkt undertrykkende? Hvem er de de udsatte, og hvordan undgår man, at det bliver en kamp om udsathed?

Der er alle disse grupper, brune og hvide, mænd og kvinder, religiøse og akademiske. Der er alle disse kontekster, historikker, fortolkninger og udlægninger, og der er alle disse følelser. Andre blikke kan både virke sårende og forløsende. Jeg kan slet ikke se for mig, hvordan man som skrivende i verden kan undgå at gøre sig etiske overvejelser. Men jeg kan samtidig heller ikke se, hvordan man administerer det etiske ansvar, du taler om. Hvordan tænker du, man tager det, helt konkret, andet end ved at stå ved sit blik?

Magtskifte?
Du skriver, at der er ved at ske et magtskifte i dansk litteratur. Først troede jeg, du mente den magt, der knytter sig til institutioner og dermed også miljøer. Adgangen til at definere samtalen. At ‘Generation Etik’ måske bestod i et opgør med en struktur. Men du taler kun om den magt, der knytter sig til bestemte personer. “De mennesker, der taler meget, der har været med til at definere og foreslå, hvordan vi skulle forstå litteratur – Niels Frank, Jeppe Brixvold, Lars Bukdahl [...] kritikerne med andre ord, tænkerne, filosofferne, det kan føles som om deres tid som ledende filosoffer er ved at være forbi.”

Jeg hæfter mig ved, at dem, du nævner, alle er tilknyttet Forfatterskolen. Niels Frank har været rektor, Jeppe Brixvold er lærer, Lars Bukdahl har i mange år siddet i bestyrelsen. Og de nye magthavere er så jer fra ‘Generation Etik’, som har gået på skolen sammen. Jeg får et indtryk af en meget lille gruppe mennesker, der i kraft af deres institutionelle tilknytning har magten til at definere den litterære samtale. Én gruppe personer og deres dominerende litteratursyn bliver byttet ud med en anden. Men hvad er det nye? Samtalens indhold ændrer sig måske, og det giver jeg dig ret i, at det kan være et behov for. Men strukturen er den samme. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det betyder for litteraturen, for hvordan den skrives og læses, at samtalen om den defineres i så snævert et rum.

Privilegiet i at kunne slå ringe
I det hele taget læser jeg mange magtstrukturer ud af din tekst. Det er litteraturredaktøren, Peter Nielsen, der skriver til dig for at høre, hvad du tænker om “din generation og om, hvordan den adskiller sig fra tidligere forfattergenerationer”. I går til prisuddeling sammen, og det er din gamle klassekammerat, der vinder prisen. I øvrigt forjent, men det, jeg hæfter mig ved, er din selvfølgelige beskrivelse af din adgang til et miljø, hvor den litterære samtale bliver defineret. Du har været anmelder her på avisen, og anmelder nu på Politiken. Du er med på at slå ring om 3-5 digtere og sige: “Her! Inden for denne cirkel sker det. Vi er ‘det nye’, og det nye er noget, der vedrører det etiske.” Der ligger en stort magt i på den måde at kunne slå ringe. Det efterlader en meget stor gruppe uden for ringen, og jeg kan ikke lade være med tænke på, hvad du tænker om dem? Især fordi meget af din tekst går på din bekymring om magten. Men ikke så meget om, hvad du selv vil bruge den til.

Jeg forstår godt avisens ærinde. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor gode forfattere har lyst til at gå med på den form for ekskluderende, personfikserede og værkufokuserede indhegning. Det virker forvirrende på mig, at talen ikke harmonerer med handlingen, at talen er inklusiv men handlingen eksklusiv.

Noget med bogstavklodser
Du siger: “At skrive kunst for kunstens skyld kan nogle dage føles som at svigte de udsatte. At skrive kunst for kunstens skyld kan nogen dage føles som at hylde de udsatte”, og avisen trykker citatet på forsiden. Hvad mener du med ‘at skrive kunst for kunstens skyld’? Det lyder, som om du tænker på dét, andre gør, som noget lukket og virkelighedsfjernt, noget bedrevet af et kropsløst svævende hoved, noget med bogstavklodser og fiffig sprogleg. Som noget kynisk. Kunst som noget urørligt, noget på én gang uanfægtet og uanfægteligt, noget, der ikke har med etik at gøre, med keren sig om mennesker. Jeg kan ikke genkende det fra nogen forfatter, jeg kender, eller fra ret meget litteratur, jeg har læst. Hvis dét virkelig er modstillingen, tror jeg, der er mange flere sammen med jer inde dén ring, end du måske selv tror.

Den dæmoniske prik
I Generation Etik tænker I på de udsatte, siger du. Men hvem er ‘de udsatte’. Det lyder, som om der er nogen, der er onde ved nogle andre. Grupper mod grupper. Og sådan er det vel også. Men for mig at se er hvert eneste individ i menneskeheden selvskrevet kandidat til betegnelsen ‘udsat’. Det er et menneskeligt vilkår, noget vi er fælles om, og jeg tænker, at det er dét litteraturen handler om og er skrevet ud af. Dét Joyce kalder: ‘whatever is grave and constant in human suffering’. Livet, døden. Alt det svære.

Ondskaben findes inde i hvert enkelt menneske. Som en dæmonisk prik, noget dunkelt vi ikke kan gennemtrænge. Men som vi så alligevel prøver. Det er også dén prik, der gør mig skeptisk over for det etiske. Projektet: at bringe sig i samklang med en tingenes orden. At overskue konsekvensen af sine valg. Jeg synes ikke, der er nogen, der har behandlet det besværlige og nødvendige forhold mellem etik og æstetik bedre end Kierkegaard, fordi han viser, at æstetikerens position fødes ud af en dyb etisk og religiøs anfægtelse. En erkendelse af at mennesket ikke er absolut, og at Gud er død. At mennesket netop er alene, og at der ikke er nogen at dele ansvaret med, ingen steder at flygte hen. Ingen steder at gemme sig fra dét ansvar. Ikke i kunsten, og heller ikke i etikken, et ideal som forudsætter, at mennesket er gennemsigtigt.

Til syvende og sidst handler det vel om, hvor ondt man mener det onde er. Om dæmonien er uigennemtrængelig. Om det er nok at sige undskyld, at angre sig ud af vanskellighederne. Om mennesket kan løfte opgaven: at være menneske. Men ingen kan hæve sig over dén prik. Vi er ikke gennemsigtige. Vi er alle udsatte.

Skåret ud af kødet
Du skriver, at du er mistænksom over for civilisationen. Det er jeg også. Og det er en sorg. Ikke en pjattet resignation, der siger: så kan det hele være lige meget. Så kan jeg lege legen: kunst for kunsten skyld. Kunsten ikke en udvej eller et tidsfordriv eller en konsekvensløs syssel, et strikketøj, men et sted, som i selv indeholder dén konflikt, ja, som er båret af den. En magtesløshed over uigennemtrængeligheden. Det er også derfor jeg ser ironien som en uundslippelig del af litteraturen. Man kan ikke løbe fra det faktum, at litteraturen er skrift. Den tilbyder et dobbelt perspektiv, muligheden for at se noget helt tæt på og samtidig at se det langt fra. Det er virkeligt, og det er ikke virkeligt. Det betyder noget, og det betyder ikke noget. Litteraturen er, præcis som du selv skriver, magtfuld og magtesløs. Og deri ligger også en stor sorg. Det er en ironi, som er skåret ud af kødet.

Kh Mathilde